Kommentar

Det slår aldrig fejl: Hver gang, Joe Biden og hans familie-syndikat kommer i vanskeligheder, smider Justitsministeriet et nyt anklageskrift i hovedet på Donald Trump. Det betyder, at Joe kan slappe af, mens den tidligere præsident må bruge sin tid på at forsvare sig.
Den 7. juni måtte FBI rykke ud med dokumenter, der tydede på, at Biden-klanen havde modtaget en bestikkelse på $10 millioner fra det ukrainske energiselskab Burisma.
Den 8. juni rejste Justitsministeriets specialanklager, Jack Smith, anklage mod Trump for ulovlig omgang med hemmeligstemplede dokumenter i den såkaldte Mar-a-Lago-sag.
Den 26. juli: Hunter Biden’s såkaldte sweetheart deal, der ville have givet ham straffrihed for enhver forbrydelse, han havde begået, eller senere måtte begå, bliver afvist af en føderal dommer.
Den 27. juli: Jack Smith tilføjer tre nye anklager til Mar-a-Lago-sagen.
Den 31. juli: Hunter Bidens tidligere forretningspartner, Devon Archer, aflægger vidnesbyrd for Kongressen og bekræfter, at Joe Biden har løjet om sin indblanding i Hunters korrupte affærer.
Den 1. august: Jack Smith rejser anklage mod Trump i forbindelse med optøjerne den 6. januar 2021.
Interessant nok vil Jack Smith ikke gøre Trump direkte ansvarlig for at have opmuntret til stormen på Capitol den 6. januar. Til gengæld bliver han beskyldt for at være den egentlige bagmand ved at have deltaget i en sammensværgelse mod De Forenede Stater samt forsøg på at lægge hindringen i vejen for Kongressens godkendelse af resultatet ved præsidentvalget i november 2020. Det skal bl.a. være sket ved, at Trump har fremsat påstande om valgfusk, som han vidste var usande.
Det er nu ellers næsten fast praksis, at den tabende part i amerikanske valg påstår, at valget ikke er gået rigtigt for sig. Og tidligere er ingen blevet anklaget eller dømt for at fremsætte sådanne påstande – uanset om de var sande eller usande.
Hillary Clinton er således ikke blevet trukket i retten for at have organiseret og finansieret den såkaldte Russia Hoax beregnet på at underminere valget af Donald Trump med grundløse beskyldninger om, at hans sejr skyldtes en sammensværgelse med Vladimir Putin. Heller ikke den tidligere formand for Repræsentanternes Hus, demokraten Nancy Pelosi, har hørt fra anklageren, efter at hun den 16. maj, 2017 erklærede: ”Our election was highjacked” – Vores valg blev kidnappet. Også den tabende demokratiske kandidat til guvernørposten i Georgia, Stacey Abrams, går frit omkring efter at have påstået, at hun i virkeligheden vandt valget i 2022 – og det mener hun vist nok stadig.
Med Jack Smiths nyeste anklage tager USA atter et skridt i retning af diktatur og étparti-styre. Bag anklageskriftet ligger den nye juridiske doktrin, at det kan være strafbart at ytre sin mening, og at det derfor er ulovligt at antaste udfaldet af et valg. Det er naturligvis en doktrin, der kun er rettet mod de republikanere, som Den Dybe Stat ikke kan styre. Som vi har set, kan demokratiske politikere påstå, hvad de vil, og tilmed organisere sammensværgelser mod en lovligt valgt præsident, uden at der bliver krummet et hår på deres hoved.
Trump bliver uden tvivl dømt i overensstemmelse med Jack Smiths nye anklageskrift, for retssagen skal foregå i Washington D.C., hvor 92 pct. stemte på Biden og kun 5 pct. på Trump, så det bliver umuligt at sammensætte en upartisk jury. I den amerikanske hovedstad har en republikaner ikke en chance for en retfærdig rettergang.
Trump vil givetvis appellere hele vejen til Højesteret, hvor han sandsynligvis blive frikendt. Det ved Biden og hans Justitsministerium sikker udmærket, men deres plan er at skade Trump så meget, at han ikke kan vinde i 2024.
Flere påstået konservative kommentatorer og kandidater til den republikanske præsident-nominering har brugt Jack Smiths seneste overfald på Trump til at fordømme ofret. Den gælder bl.a. Trumps daværende vicepræsident, den demonstrativt kristne Mike Pence, der beskriver det nye anklageskrift som en ”vigtig påmindelse: Enhver der sætter sig over Forfatningen, bør aldrig være præsident i De Forenede Stater”.
Hidtil har enhver ny anklage mod Trump kun medført, at hans meningsmålinger er blevet bedre, fordi et flertal af den amerikanske befolkning gennemskuer de juridiske manøvrer som politisk motiverede.
De kommende dage vil vise, om det også sker denne gang.