Når man ikke troede, at Danmarks udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen kunne synke dybere end han allerede har gjort i den pågående korankrise, er det netop det, han gør:

Søndag aften ringede han til generalsekretæren for Organisationen for Islamisk Samarbejde (OIC), Hissein Brahim Taha, for at fortælle, at Danmark stræber efter venskab med muslimske lande.

NTB henviser til DR, som citerer OIC-generalsekretærens version af samtalen med Løkke:

I samtalen mellem Løkke og Taha gentog OIC-formanden budskabet om, at Danmark skal forhindre nye koranafbrændinger.

• Ministeren udtalte, at hans lands regering fordømte fornærmelsen af den hellige Koran og at regeringen undersøger dette spørgsmål med stor interesse. Han understreger, at hans land er ivrig efter at opretholde venskabsrelationer og samarbejde med medlemslandene i Organisationen for Islamisk Samarbejde, skriver OIC ifølge DR.

Løkke lovede søndag aften, at den danske regering vil se på tiltag for at hindre koranafbrændinger. Mandag kl. 10 skal udenrigskomitéen på Folketinget have et møde med udenrigsministeren om situationen.

En af de mest fremtrædende ministre i Danmarks regering beder altså en repræsentant for 57 muslimske lande om venskab, samtidig med at han fordømmer en skarp ytring, der er fremsat i hans eget land, hvor der angiveligt skulle være ytringsfrihed.

Det er ikke så ualmindeligt at høre statsledere tale om venner og allierede, og det indebærer normalt, at der er en skelnen mellem de to. Man har traditionelt betragtet f.eks. Norge og Sverige som venner, selv om de to lande ikke har tilhørt samme forsvarsalliance. Ligeledes er der ingen tvivl om, at USA’s præsidenter f.eks. har tænkt på Storbritannien som venner, når de har brugt udtrykket “friends and allies”.

Siden hvornår er nordiske ministre begyndt at anse muslimske lande som venner? Og hvilke betingelser tror Lars Løkke, at OIC vil stille for at acceptere det venskab, han udstiller sig sådan for at opnå?

Signalet, den danske udenrigsminister sender, er ikke kun ekstremt dumt, ikke mindst fordi det vidner om en svaghed, som ledere i den muslimske verden og de brølende masser, de kan mobilisere til deres interne påvirkningsoperationer, har kunnet fornemme helt fra Bagdad og Teheran.

Det er også en svig mod sit eget lands borgere og frihedstraditioner. Han fordømmer egne borgere, som udøver ytringsfriheden, skønt på en skarp måde – men det er netop de skarpe ytringer, der skal beskyttes, noget enhver forstår, der ikke er politisk idiot. I stedet går han i gang med at undersøge, hvordan loven kan ændres for at indskrænke dette ytringsrum.

Den holdning, den danske udenrigsminister viser, hvis man kan kalde at lægge sig fladt ned på gulvet for en holdning, er også en svig mod det principielle forsvar for ytringsfriheden, som Danmarks tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen viste under karikaturkrisen i 2006.

Dengang tog han personligt afstand fra karikaturerne – hvilket måske ikke var så godt, men det var alligevel ikke en betingelsesløs kapitulation – men frem for alt fastslog han bestemt, at tegningerne ikke var i strid med dansk lov, at han ikke ville blande sig i, hvad medierne trykte, og at der hverken kom på tale med undskyldning eller møde med repræsentanter for islam.

Lars Løkke Rasmussen er ganske enkelt gået over på den anden side og deltager i jihad mod Danmark. Han burde helst bosætte sig i et af de 57 OIC-lande, han er så opsat på at stifte venskab med, gerne sammen med så meget af islams femtekolonne i Danmark som muligt. Hvis han har brug for hjælp til at pakke kufferten eller mangler skyss til Kastrup, skal han bare ringe.