Hvor mange gange har vi hørt om Ukraines ”forårsoffensiv”, der skulle tilføje russerne et smerteligt nederlag? Foråret gik, og der kom ingen offensiv. Nu er det sommer, og det hævdes, at offensiven omsider er kommet i gang – foreløbigt uden at rokke ved den stillingskrig, som har været realiteten i halvandet år. Putin holder fast på de ukrainske områder, han har erobret, og der ikke meget, ukrainerne kan gøre ved det – bortset fra at sende deres soldater i kødhakkemaskinen.

I mellemtiden har Putins ”specielle militære operation” udviklet sig til en stedfortræderkrig mellem USA og Rusland. Det var næppe, hvad den russiske diktator havde planlagt, men krige går sjældent, som de politiske og militære chefer har tænkt sig.

Vladimir Putin bærer det endelige ansvar for dette slagteri, men i den virkelige verden kan vi ikke bruge moralske overvejelser til andet end at græde. Vi må forholde os til, hvordan det går med krigen. Og det går ikke godt for Ukraine.

Denne bedrøvelige udvikling har fået Biden-administrationen til at optrappe sin støtte til Zelenskij. Først ville Washington bare give Ukraine penge og ammunition. Senere blev det til kampvogne og fly, og nu har USA besluttet at forsyne ukrainerne med klyngebomber, der er så grusomme, at de er forbudt i hundrede lande.

Putin vil givetvis svare igen med lige så grusomme metoder.

Og da Ukraine-krigen nu er blevet en amerikansk krig, kan det være nyttigt at huske på, hvordan det er gået med amerikanske krige siden 1945.
Kendsgerningen er, at USA har tabt hver eneste større krig, som landet har kastet sig ud i. Prominente eksempler er Korea-krigen, hvor det ikke lykkedes at nedkæmpe de kinesisk-støttede kommunister.

Vietnam-krigen endte med, at USA måtte trække sig tilbage med halen mellem benene – og erkende, at godt 50.000 amerikanske soldater var døde for en dødfødt indsats. Senere kom USA’s mislykkede militære interventioner i Afghanistan – der endte med talebanernes sejr – og Irak, hvor alt er som før, de amerikanske tropper skulle sikre ”demokrati” og ”frihed”.

Den amerikanske regering har åbenbart ingen anelse om, hvordan Ukraine-krigen skal ende. Et flertal af de republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus krævede for nyligt, at Biden skulle fortælle, hvilke strategiske mål, han har med at kaste nye milliarder og stadigt flere våben ind i Ukraine, men forslaget blev nedstemt.

Det kunne være gavnligt, hvis den danske regering ville forklare, hvilke mål den har i Ukraine. Frederiksen og Løkke vil sikkert svare, at krigen skal ende med en ukrainsk sejr – uden at fortælle, hvordan det skulle kunne lade sig gøre.