I anledning af mit seneste opslag om demokratiets bedrøvelige tilstand i Bidens USA spørger en, om det står meget bedre til herhjemme. Kan vi med rette kalde Danmark et demokrati?

Det første svar må være, at hvis en stat skal kunne kaldes demokratisk, må borgerne (demos) have noget at bestemme over. Der må være et genstandsområde, hvis indretning vælgerne kan påvirke ved at gå til valg. Hvis de afgørende beslutninger allerede ligger fast i diverse konventioner, som aldrig har været forelagt vælgerne, eller internationale aftaler indgået bag vælgernes ryg, må man jo se på, hvor meget der er tilbage til demokratisk afgørelse.

Tag EU, der hed EF, da de danske vælgere med stort flertal besluttede at melde sig ind ved folkeafstemningen i 1972. Det må betegnes som en demokratisk afgørelse, men med tiden har EU udviklet sig til en overnational magtfaktor, som i realiteten har opslugt store dele af, hvad vi kunne kalde ”det demokratiske råderum”. Det meste af suveræniteten er afstået til kommissærer og bureaukrater, der aldrig er på valg – i hvert fald ikke i Danmark.

Vi lever således i et indskrænket demokrati, hvor borgerne får lov at stemme om, hvad der er tilbage, når EU, konventionerne og lokumsaftalerne har været der.

Dertil kommer, at et demokrati forudsætter, at borgerne har noget at vælge imellem. Det har de også formelt, for der findes et stort antal partier, som man sætte kryds ved, efter at de har ført drabelige valgkampe. Men hvor meget er de egentlig uenige om? Ikke om ”klimaet”, ikke om udenrigspolitikken, krigen i Ukraine, covid-politikken, velfærdsstaten eller ”højrefløjens” ondskab. Der er nuancer, men ikke nogen, der batter. De danske partier er med undtagelse af Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige én stor venstrefløj. Det er således svært at følge den radikale foregangsmand, Viggo Hørups, opfordring: ”Del jer efter anskuelser”. Næsten alle partier deler fundamentalt set samme anskuelse, så der er ikke meget at dele sig efter. Og bedre bliver det ikke af, at alle de statsstøttede medier stort set trækker på samme ideologiske hammel, hvilket betyder, at de færreste nogen sinde opdager, at man godt kan tænke andre tanker end de statsautoriserede.

Vi havde engang et levende demokrati. Det var dengang, såvel politiske partier som medier kæmpede for vidt forskellige programmer – socialdemokrater mod kommunister mod konservative mod liberale mod radikale.

Men den tid er forbi. Vi lever nu under en slags enhedsvælde, som man selvfølgelig godt kan kan kalde et demokrati, hvis man ikke kan finde på en mere rammende betegnelse.