Engang var der ”progressive” politikere. Progressiv er, hvad venstrefløjens tilhængere hævder at være i dag. Men at være progressiv er nu noget ganske andet, end tilfældet var for hundrede år siden, og venstrefløjens berømteste præsident, Theodore Roosevelt, 1901-1909, ville ikke have kunnet genkende sine påståede arvtagere.

Som han sagde i begyndelse af det forrige århundrede: ”Bag den tilsyneladende regering sidder der på tronen en usynlig regering, der ikke vedkender sig troskab mod eller vedstår sig ansvar for folket. At ødelægge denne usynlige regering, at tilsmudse denne uhellige alliance mellem korrupte forretningsinteresser og korrupte politikere er i dag statsmænds vigtigste opgave.”

Sådan talte progressive dengang.

I dag taler de om pride og seksuelle variationer, mens de korrupte ubesværet skovler penge i kassen.

Men hvem kan undre sig? På Theodore Roosevelts tid var der mulighed for en egentlig opposition mod de mægtige. I dag har magthaverne overtaget alle samfundets institutioner: Næsten alle politiske partier, hele den statsstøttede presse, universiteterne, kirken og naturligvis de rigeste virksomheder. Dagens påståede venstrefløj ville for længst have udskammet Roosevelt som racist, konspirationsteoretiker, højreekstremist og en trussel mod den offentlige orden.

Der kan ske meget på hundrede år.