Præsident Emmanuel Macron måtte fredag i stor hast forlade EU’s topmøde, hvor man bl.a. skulle diskutere Unionens seneste plan for en fordeling af muslimer, som med Bruxelles’s velvillige bistand strømmer ind over Europas grænser. Foreløbigt tales der om 34 millioner nye europæere, men det er kun begyndelsen, idet de fleste indbyggere i Nordafrika godt kunne tænke sig at blive forsøget af Europas tilbageværende indfødte.

Trods Frankrigs indvandringsrekord er Macron ikke ganske tilfreds, idet han betragter det som et problem, at landets nye indbyggere i den forløbne uge har brændt tusinder af bygninger og biler, plyndret butikker og været oppe at slås med politiet, som trods indsatsen af 45.000 ordenshåndhævere har haft svært ved at kontrollere situationen. Der findes stadig enkelte kristne i landet, men de har det svært, idet hundreder af deres kirker bliver brændt hvert år. Visse kommentatorer taler om, at det nok bliver nødvendigt med et militærkup, med mindre Macron tager sig sammen og nedkæmper oprøret.

Polens premierminister, Mateusz Morawiecki, fandt de franske uroligheder en passende anledning til at gøre opmærksom på forskellene mellem fransk og polsk indvandringspolitik. Mens polske familier kan nyde sommervejret i fred, må de franske dele årstiden med pansrede mandskabsvogne, der gennembryder brændende barrikader i de store byer. Han understod sig heller ikke i at påpege sammenhængen mellem masseindvandringen og opløsningen af lov og orden og retfærdiggjorde dermed yderligere Polens modstand mod EU’s planer om økonomisk at straffe medlemslande, der nægter at modtage ”deres andel” af uromagerne.

I april sidste år kaldte den franske præsident Morawiecki ”en ekstrem højreorienteret antisemit”. Den polske premierministers reaktioner på de franske uroligheder har været mere afdæmpede, idet han stilfærdigt har bemærket, at polakkerne næppe ønsker at opleve franske tilstande. Han inviterede alle til at sammenligne to billeder: ”De parisiske forstæder med deres massive optøjer, butiksplyndringer, knuste vinduer og brændende biler” og de fredelige polske byer. ”Vi ønsker ikke [franske scener] på de polske gader. Vi vil ikke have den slags scener i nogen europæisk by. … Vores plan er for et Europa med sikre grænser – sikkerhed og offentlig orden – det er de værdier, som alting begynder med.”

Hermed har den polske premierminister – sammen med Ungarn – lagt sig ud med EU’s magthavere, som fastholder, at åbne grænser er det højeste gode, som må overtrumfe ethvert andet hensyn så som sikkerheden og den offentlige orden. Enhver, der opponerer mod EU’s visioner, er antisemit.

I Danmark kan vi glæde os over at have en udenrigsminister, som i et og alt bifalder EU’s fordelingsplaner, således at vi undgår at få skæld ud. Hvad der sker med Danmark, kommer i anden række.