Før eller siden må myndighederne vælge. Står de på islams eller folkets side i den krig, der for længst er brudt ud i flere europæiske lande? De kan ikke længere dække sig under bekendelser til ”inklusivitet”, ”tolerance”, omsorg for ”fattige og forfulgte” stakler fra Islamistan, og hvad de ellers har fundet på at underholde deres undersåtter med de seneste årtier.

Virkeligheden har for længst banket på døren. I disse dage i Paris, hvor nordafrikanske besættere på tredje nat i træk sætter ild til bygninger og biler, plyndrer butikker og overfalder politiet som reaktion på drabet på en 17-årig marokkaner, der truede med at køre politifolk over.

Indtil videre har politiet foretaget 667 arrestationer, uden at det har dæmpet volden og optøjerne. I torsdags var 200 politifolk blevet såret.

Som reaktion har politiet truet med at gøre oprør mod præsident Emmanuel Macron, med mindre han genopretter ordenen over for de ”skadedyr” (som politiet kalder dem), der får lov at husere i de franske byer.

“I dag er politiet i kamp, fordi vi er i krig”, udtaler talsmænd for politiets fagforeninger. ”I morgen går vi over til modstand, og det bør regeringen være klar over.”

Macron har i skrivende stund nægtet at erklære undtagelsestilstand, mens den franske indenrigsminister har indsat 45.000 politifolk til at nedkæmpe opstanden – foreløbigt uden held.

Det vi nu ser, er resultatet af årtiers indvandringspolitik og af regeringens og mediernes bestræbelser på at udskamme og underkue enhver, der advarede mod folkeudskiftningen. Magthaverne vil givetvis fortsætte med deres reklamekampagner for islams lyksaligheder, men før eller siden forfalder regningen til betaling. Og det sker præcis den dag, de taber magten over deres politi.