I dag var jeg til den fjerde samtale med kriminalforsorgen, hvor jeg blev testet i forhold til min risiko for at havne i ny kriminalitet. Resultatet af min test viste, at risikoen for recidiv er høj. Det skyldes primært, at jeg har en ny verserende sag (sagen om de fem satiriske memes som Ekstra Bladets chefredaktør Asger Juhl har anmeldt mig for at stå bag). Desuden er jeg dømt for en sædelighedsforbrydelse (for blufærdighedskrænkelse af journalist Aminata Amanda Corr som jeg sendte et foto af min tissemand iført briller) og vold (sagen fra Kunsten for syv år (?) siden). Er man dømt for denne type forbrydelser og for eksempel brandstiftelse (som jeg (endnu) ikke er dømt for), har man ifølge testen en større chance for tilbagefald til kriminalitet.
Desuden blev jeg spurgt om, hvorvidt min familie og mine venner er dømte kriminelle. Her må jeg konstatere, at en del af mine nære relationer er blevet dømt de seneste år. I en del af tilfældene er dommene i min optik politiske, men det har ikke indflydelse på resultatet af testen. Testen skelner ikke mellem politiske domme og domme for “almindelig” kriminalitet.
Resultatet af testen betyder konkret, at jeg skal til samtale med kriminalforsorgen hver fjortende dag helt frem til oktober.