Sorte amerikanere vendte på tragisk vis deres fokus fra rettigheder og love til identitetspolitik og offermentalitet. Men har sorte amerikanere ikke fået denne erstatning for slaveri, som så mange bøvler med? Og har det virkelig hjulpet?

Dette spørgsmål stilles af Shelby Steele i en kommentar i Wall Street Journal. Steele er for ordens skyld også en sort amerikaner. Derudover er han forfatter, kommentator og tilknyttet Stanford Universitys Hoover Institution. I 2004 blev han tildelt Humaniora National Medalje. Hans bog Shame: How America’s Past Sins Have Polarized Our Country er værd at læse.

Steele undervurderer ikke slaveriets rædsler og skriver følgende:

If simple logic were the only measure of truth in matters of race, reparations for black Americans would make perfect sense.

Men siden 1960’erne er utallige milliarder af dollars blevet tilført sorte amerikanere med programmer og politikker, der havde det erklærede mål at forbedre denne befolkningsgruppes situation. Steele citerer Civil Rights Act af 1964 som starten på en igangværende form for erstatning.

Dette blev fulgt op af Lyndon B. Johnsons program Great Society and War on Poverty. Disse to programmer er eksempler på den massive brug af social engineering til at forbedre levestandarden for sårbare mørkhudede amerikanere.

Then there was school busing for integration, free public housing, racial preferences in college admissions, affirmative action in employment, increasingly generous welfare payments and so on.

Steele kunne muligvis have nævnt finanskrisen, som blandt andet blev udløst af, at myndighederne gjorde det nemmere for sorte amerikanere at få lån til at købe deres egen bolig, uanset om de havde indtægter nok til at behandle de lån, de fik tildelt.

Men han går direkte til nutidens vågne virkelighed, og peger på alle tiltag, der er indført af alle mulige institutioner for at opnå equity –  altså lighed i udfaldet, samt en række andre vågne ord, vores læsere vil genkende.

More recently, in American institutions of every kind, there has emerged a new woke language of big-hat-no-cattle words like “equity,” “inclusion,” “intersectionality,” “triggers,” “affinity spaces,” “allies” and of course the all-purpose “diversity,” today both a mandate and a brand.

I 60 år har USA beskæftiget sig med erstatning i forskellige former, som aflad for historiske synder. Det er gået så vidt, at selv Californien, som aldrig praktiserede slaveri, vil give enorme summer, det absolut ikke har, til millioner af mennesker, der aldrig har været slaver. Kun baseret på hudfarve.

Disse enorme sociale programmer har været totale fiaskoer, i vid udstrækning fordi familien stort set er opløst blandt sorte amerikanere, præcis som de postmoderne profeter ønskede.

Derudover falder uddannelsesniveauet, og kriminaliteten eksploderer. Stofmisbruget er eksploderet, og alle negative tendenser forstærkes, når op mod 70 procent af sorte børn vokser op med en enlig mor.

The reparational model of reform, in which governments and institutions try to uplift the formerly oppressed, has failed.

Programmer som The Great Society var dybt uoprettelige, mener Steele. Det handlede ikke om at forbedre de sortes liv, men var et forsøg fra hvide amerikanere på at straffe sig selv for tidligere generationers synder.

It was a collection of reparational reforms meant to show an America finally delivered from the tarnish of its long indulgence in racism.

I praksis blev dette vedtaget af politikere, der ikke selv var berørt af denne straf. Straffen ramte de foragtelige, som Clinton kaldte a basket of deplorables.

I stedet for at give sorte amerikanere blodpenge, skulle de have sørget for, at de blev færdige med skolen, fik et arbejde og forsøgte at bygge en familie. Men da woke mennesker hader kernefamilien og elsker offermentaliteten, var dette aldrig en prioritet.

Hvorfor taler ingen om islam og slaveri?

Steele beskrev dette allerede i 2007, i bogen med den klare titel White Guilt.

Steele siger det samme, som jeg har sagt gentagne gange. Da Martin Luther King Jr. erklærede, at sorte amerikanere endelig var frie, skabte det ikke jubel, men frygt. For frihed er krævende, frihed betyder også ansvar. Det er svært for dem, der har forventet, at andre (læs Staten) løser problemerne. Dermed ender man i en permanent underkastelse.

But freedom also had to have been scary. Oppression had conditioned us to suppress our humanity, to settle ourselves into a permanent subjugation. Not the best preparation for a full life in freedom.

Det ser vi også her i Norge, hvor velfærdsstaten er et angreb på det personlige ansvar. I Vest-Agder oplevede jeg som togkonduktør, hvordan handlingen med at leve af socialhjælp gik i arv fra generation til generation. Dette er døden for livets utallige muligheder: Måske betaler dit første job ikke så meget. Men gør man et godt stykke arbejde, stiger man hurtigt i graderne.

Som en af ​​de få norske modstandere af velfærdsstaten mener jeg, at velfærdsstaten er en selvmordspagt, som bør erstattes af personligt ansvar, frihed og et velfærdssamfund, hvor mindre grupper tager sig af hinanden uden 80 procent af midlerne. forsvinder i en alvorlig overvægtig tilstand. Det vil efter min mening give bedre velfærd, mere frihed, mindre lidelse.

I stedet har vores politikere valgt at gøre velfærdsstaten international, via bistand og masseindvandring. Sådan går en nation i forfald. Sådan bliver fremskridt og sammenhold erstattet af splittelse og økonomisk ruin.

Da jeg startede mit første job efter studiet, steg min løn med 50 procent på tre måneder, og over 90 procent på to år. Dette var uden bonusser, som kom i tillæg. Årsagen var enkel: hårdt arbejde og viljen til at lære. Det er ikke noget at prale af, vores forfædre har gjort det i hundreder af år. Men denne tankegang er ved at være slut. Alle taler om rettigheder, ingen fokuserer på pligter.

Steele mener, at frygten for frihed var ødelæggende for sorte amerikanere, og derfor traf de katastrofale valg.

To accommodate, we shifted the overriding focus of racial protest in America from rights and laws to identity.

Identitetspolitik, offermentalitet og woke blev løsningen, Black Lives Matter og kritisk raceteori er endestationen for håbet om en bedre fremtid.

Derfor kan kompensation for tidligere undertrykkelse aldrig blive andet end en drøm om privilegium, slutter Steele.

The obvious problem with this is that it baits us into a life of chasing down privileges like affirmative action. In broader America, this only makes us sufferers for want of privileges. Reparation can never be more than a dream of privilege.

Købe hos Tales: Sådan døde Danmark        Købe hos Saxo: Sådan døde Danmark