Det moderne retssamfund er som bekendt bygget på en tredeling af magten. Den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt. Hertil kommer dog medierne, som ubeskedent har udråbt sig selv til den fjerde statsmagt, der holder opsyn med retsstatens liv og levned. Da moderne danske medier nu er en del af vestlig ensretningskampagne og censurbevægelse, er ’den fjerde statsmagt’ en vildledende betegnelse, som i stedet burde være ’ femte kolonne’, da medierne i høj grad er med til at undergrave folkestyret og den frie meningsdannelse. Mottoet for en fri presse har altid været princippet om, at reportagen skal være objektiv, men pressens holdninger og kommentarer skal være subjektive og give klart udtryk for det enkelte medies egne holdninger. Men den gyldne presseregel kræver, at man klart skal kunne skelne mellem kendsgerninger og holdninger.

Det er jo ædle principper, der dog aldrig har fungeret i virkeligheden. Mediernes subjektive holdninger sniger sig ind allerede i udvælgelsen og prioriteringen af nyheder og reportager, hvor redaktionerne dæmper eller skjuler meldinger, der forstyrrer deres vedtagne verdensbillede. Tidligere, da der fandtes ægte borgerlige aviser som Jyllands-Posten og Berlingske, kunne man under den kolde krig være sikker på, at nyheder om Sovjetstyrets grusomheder og USA’s kamp mod verdenskommunismen i Vietnam blev højt prioriteret i prominent opsætning. Politiken, Information og DR udstillede derimod det vietnamesiske folks lidelser under det amerikanske åg, ligesom det var småt med reportager og nyheder om det grå og triste ikke-liv i det socialistiske arbejderparadis øst for jerntæppet. Man kan derfor konkludere, at det bærende princip i produktion og præsentation af mediestoffet er at bekræfte brugerne i deres meninger og holdninger og at opdrage dem til at fastholde dette mønster.

Men hvor man tidligere dog kunne ane konturerne af princippet om adskillelse af fakta og fiktion, er danske medier nu sammensluttet i et internationalt, ’progressivt’ meningskollektiv, en permanent censurerende nyhedsstyring, der er endt i en rendyrket kampagnejournalistik. Nyheder, der anses for ubehagelige eller stødende mod den offentlige mening fjernes brutalt fra medieformidlingen til fordel for politisk korrekte reportager og nyheder, der bekræfter det, man bør tro og tænke. Denne udvikling har længe været i gang, men tog for alvor fat under Muhammedkrisen i 2006. Danske medier tør i dag ikke bringe de famøse tegninger, men er fyldt med pinlige undskyldninger for, hvorfor man ikke gør det. Islams blodige og talløse terrorangreb på liv og ejendom i de vestlige demokratier bliver i medierne aldrig forbundet med netop islam, som altid omtales med respekt og forståelse. De islamiske terrorister omtales som galninge, ensomme ulve eller psykisk syge, der er afsporet fra fredens og kærlighedens religion.

Danske medier har overgivet sig betingelsesløst til klimahysteriet og har forladt objektive og redelige informationer om, hvad der er kendsgerninger, og hvad der er tro og propaganda i klimadebatten. Enhver oversvømmelse, tørke eller orkan tilskrives automatisk den globale opvarmning forårsaget af stigende CO2-udledning med det resultat, at en hel ungdomsgeneration nu sidder lammet af rædsel over klodens kommende undergang. Medierne afviser pure at give plads til kommentarer fra respekterede klimaforskere som Johannes Krüger og Henrik Svensmark, der ikke bekender sig til klimahysteriet. Kun kommentatorer, hvis meninger flugter med FN’s klimapanel (IPCC) kommer til orde i danske medier.

Under Covid pandemien lagde dansk presse sig fladt ned og accepterede uden kritik regeringens hårdhændede nedlukning af det danske samfund. Ingen avislæsere eller tv-seer blev orienteret om, at amerikanske delstater som Florida og til dels Texas kom flot igennem epidemien, selv om de holdt skoler, erhvervsliv, restauranter og forlystelser åbne gennem hele forløbet. Medierne censurerede ligeledes robuste forskningsresultater, der påviste at mundbind var uden effekt på smittespredningen.

Danske medier tilsluttede sig siden 2016 helhjertet smædekampagnen mod Donald Trump, hvis reformer og resultater aldrig bliver omtalt i dansk presse. Trump genoprettede amerikansk økonomi og beskæftigelse, gennemførte en moderne kriminalreform, fik bremset den ulovlige indvandring, skabte Abraham aftalen mellem Sunni-islam og Israel og revitaliserede det amerikanske forsvar samt bremsede Kinas udplyndring af amerikansk økonomi. Ikke et ord i dansk presse, der til gengæld kritikløst viderebragte Demokraternes mange sammensværgelser mod Trump med det resultat, at de fleste danskere tror på løgnehistorierne om, at Trump er landsforræder, afpresser og omstyrter af demokratiet. Til gengæld hører vi ikke et ord om præsident Bidens korruptionscirkus, hvor ti medlemmer af Biden familien gennem op til 20 internationale skuffeselskaber har modtaget enorme summer fra Kina, Ukraine og Rusland til gengæld for politisk indflydelse, mens Joe Biden var vicepræsident.

Uden nogen som helst form for omtanke og kritik kårede den samlede danske presse Mette Frederiksen som ny NATO-chef. NATO i dag er ikke den samme alliance som før Ukraine-krigen, hvor NATO var degenereret til en slags frokostbevægelse for højerestående officerer. NATO er nu revitaliseret og har ikke behov for den tredje generalsekretær i træk fra et lille nordisk land. Og slet ikke fra Danmark, der gennem de seneste 30 år systematisk har afmonteret sit forsvar. Ingen danske medier har villet indse, at hvis ikke Stoltenberg tvinges til at fortsætte, vil den nye chef blive hentet fra et land, der holder sine aftalte rustningsmål som UK, Polen og de baltiske lande.

Danske tv-seere og avislæsere, der ikke formår at orientere sig internationalt, lever i dag under et nyheds- og meningsdiktatur, hvor de udelukkende bliver madet med udvalgte, censurerede nyheder og holdninger. Danske medier burde kunne idømmes en lang og hård kollektiv straf for mordet på anstændig presseetik og for usømmelig omgang med lig. Liget af den frie presse.