Lang Dags Rejse Mod Nat

( Hvor bevæger Danmark og EUropa sig hen i dag? – Mellem utopi og mareridt – )

”Vi lever i vraget af en civilisation – men det var en gang en rigtig god civilisation”

George Orwell

På Facebook, hvor man kan læse om alt mellem himmel og jord, stødte jeg forleden på denne lille kommentar: ”Den Somaliske kulturberiger Ali Said, 19 år flygtede fra en SIS-bolig i Fagersta, hvor han blev anbragt efter en lang række voldelige forbrydelser.

Da han var fri, begik han straks et mord, som han nu er blevet arresteret for.

Ali Said blev anholdt i slutningen af maj for at have skudt en jævnaldrende mand i Landskrona.

Blandt andet havde somalieren sammen med en gruppe andre kulturberigere røvet fire svenske drenge på en skole i Knivsta. Drengene blev tvunget med kniv til at aflevere deres tøj og mobiltelefon. – Ifølge en retspsykiatrisk undersøgelse, lider Ali Said af “alvorligt trods-syndrom og svagt talent (IQ)”. (Hjernedød)

Det sidste er dog ikke overraskende, fordi den gennemsnitlige ”efterretningskvotient” i Somalia, hvor Said kommer fra, er 65 IQ-point, hvilket bl.a. fører til en højere tilbøjelighed til at begå alvorlige forbrydelser.” Altså en almindelig scene fra hverdagen et sted i EU, ikke noget nyt under solen, men det bliver med tiden sværere at citere Dan Turèll s digt: Jeg holder af hverdagen.

– Og lidt fra England: forleden blev to 19-årige og en 65-årig skolebetjent i Nottingham, kniv-dræbt af den tidligere student Valdo Calocane (31) fra Nigeria.

Ganske vist er UK trådt ud af EU men det er fortsat et af de mest indvandrertunge lande i Europa, læs fx Melanie Philips bog Londonistan fra 2006: Altså for seksten år siden påpegede Philips ”how Britain has created a terrorstate within” – Og jeg husker kun alt for tydeligt de velmenende meningsdanneres advarende pegefingre omkring Brexit! – noget jeg burde glemme, men det hænger desværre fast… –

Der er mindst to elementer i det her: Verden uden for EU og så indenfor EU, i dette tilfælde UK og nu Danmark. Vi ved alle sammen, hvad medlemmer af Fredens religion kunne finde på, hvis de ser en forkert tegning eller hører om en forbudt bog; Vi kender Patys skæbne, har læst om Redeker, Fortuyn, Theo van Gogh og de andre, lidt svært at huske dem alle, hvert år kommer der nye til. Herhjemme har vi ydermere en venstreradikal gruppe ANTIFA, som gerne går i takt med Fredens religion! Og hvad EU angår læser vi dagligt Hedegaards og Aamunds rapporter, og her er ingen tvivl mulig: EU (og de hjemlige politikere) arbejder ihærdigt på at forhindre de enkelte medlemslande i at tage selvstændige beslutninger hvad migrationen angår.

Så jeg spørger mig selv endnu en gang, hvordan er det kommet her til, en situation, hvor et sekulariseret land som Danmark efter 170 år med Grundlov og gradvis udbygning af Folkestyret, en righoldig litteratur, debatkultur hvor intet synes at være for småt til polemik og diskussion plus det løse, altså at et land som vores? blot har lagt sig på bedetæppet og fuldkommen har underkastet sig en totalitær stamme-kulturs imperativer? Også om dette emne er der skrevet bøger en masse. Fx 1400-årskrigen (2009). Her kunne vi bl.a. læse ”Folkevandringsprojektets succes afhænger af at Europas hjemmehørende befolkninger forhindres i at skaffe sig viden om, hvad der foregår og får forbud mod at diskutere det”

s. 121. – Endnu en bog politikerne burde læse!

Samme år altså 2009 kom en bog af Henrik Jensen: Det Ordentlige Menneske , der giver et fint signalement af tiden efter år 2000 – Her tales mindre om terroraktivitet men mere om, hvad Danmark og Europa har udviklet sig til mhp at forstå, hvad den moderne tid har gjort ved vores samfund, “som i dybet og i voksende grad er en narcissistisk storforbrugende ungdomskultur, rettighedsbaseret, styret af subjektive fortolkninger, terapeutisk og lighedsorienteret overfor det 20. århundredes mere pligtbaserede og asketisk funderede kultur, rodfæstet i en personlig ansvarlighed, selvkontrolleret, hierarkisk og styret af objektive regler, centreret omkring Gud, Konge og Fædreland og med et i store træk fælles værdisæt“

Som Henrik Jensen ser det, er der altså tale om rettighedskultur overfor pligtkultur, Ordet lykke har været flittigt brugt i de seneste 40-50 år, dvs i takt med den 68-generation, der satte sig selv i centrumordentlig med en række teenagebehov for at bryde grænser, spejle sig i grupper, lægge afstand til den tidligere generation og søge søge lykken i form af selvrealisering. Således er en af tidens rollemodeller den som formår at bruge alle sine ressourcer på at realisere sig selv , altså en person der ville gøre sig i et talkshow – hvorimod ordentlige mennesker søger den gyldne middelvej frem for den gyldne genvej – gode gerninger hører til gode mennesker, sådan lidt firkantet sagt.

Hvis man ikke kan se meningen med pligtsamfundet men udelukkende er orienteret omkring selvet og ens egne behov for at realisere sig selv, vil man ikke forstå forholdet mellem rettighedskultur og pligtkultur. Man kan nok dyrke sin have, men hvad med naboen, for ikke at tale om landsmanden på den anden side af Storebælt, har man forståelse for ham? –

Og her kommer vi så til et afgørende begreb for at forstå, hvad EU har i støbeskeen for os siden 1990`erne: Uanset diverse forordninger og tomme hensigtserklæring er det europæiske kontinent oversvømmet af et voksende antal migranter fra Afrika og MØ. Og i det omfang, de enkelte lande som Grækenland, Italien ikke selv kan styre indvandringen, har den åbenbart det vigtige formål at svække nationalstaterne og deres evne til at styre deres egne behov og forsvar. Lyder det vanvittigt? Måske, men er det ikke sådan det forholder sig?

Den sammenhængskraft der længe har været talt så meget om virker tilsyneladende ikke mere. Ved siden af de vandrende afrikanske stammefolk, har vi også i EU’s medlemslande en stigende fragmentering i form af woke-bevægelsen.…dvs en art stammetænkning, hvor minoriteter kæmper for at komme først i rettighedskapløbet om offerstatur og de deraf-følgende privilegier. En af disse grupper, nemlig den vi kalder Venligboerne, ser sig selv som en udvalgt skare der i godhedens navn kæmper for bl.a. de migrerende masser, for at de kan få en behagelig plads i solen og om muligt få skubbet de nationale i skammekrogen, hvorved humanismen under EU’s og FNs flag vil sejre og det med omkostninger, der truer med at underminere den omtalte sammenhængskraft og derved splitte kontinentet i større og mindre grupper der udelukkende kæmper på egne vegne.

Det er meget muligt at NATO er ved at vokse i styrke, men udgør Europa den modstandsdygtige kultur, der kunne beskytte den mod de vandrende massers angreb på den?

Man kan her spørge , om vi fik sjælen med fra det gamle samfund, eller er stammen på nippet til at tone ud i en horisontal hængekøjeformet rettighedskultur, hvor der ikke er noget der er vigtigere end noget andet og slet intet der er vigtigere end mig….?

Ja, man kan jo vælge at se på indvandringen som en kulturberigende og vidunderligt stimulerende folkelig “bevægelse, der simpelthen løfter vores land mod nye humanistiske horisonter” …..det kan medie- og kultureliterne fx ..mens jeg nok lidt frækt? spørger til, hvad vi skal med denne slags “borgere” (fra Afrika og MØ) ..mennesker der for en stor dels vedkommende kun ønsker at begå kriminalitet og ikke med den fjerneste drøm om at stave til integration/assimilation men blot ødelægge et land, hvis borgere ikke selv har inviteret dem?

Men som sagt: I dag hælder jeg mere til antagelsen om, at den virkelighed der ligger bag en sådan historie som den ovennævnte sammen med woke-bevægelsen er med til at opsplitte og fragmentere landet/kulturen. Se på Sverige! Se på Voldsmose og de andre følsomme områder, hvor politiet snart ikke tør bevæge sig ud… Mit hovedsynspunkt her er, at den gode stuerene tone, EU og en sentimental-humanistisk tilgang til de mange stammefolk fra Afrika faktisk er med til at underminere Danmark, Sverige og de andre EU-zoner. Allerede i 2008 indførte man med en rammeafgørelse en retstilstand, der gælder inden for hele EU og som blev implementeret af den traditionelt aktivistisk indstillede og indvandringsbegejstrerede EF-domstol. Det er en retsorden der aldrig er blevet forelagt medlemslandenes befolkninger til diskussion eller demokratisk afgørelse. Ingen er blevet spurgt om de ønskede at gøre fremmedhad til en forbrydelse eller om de var parate til af indskrænke ytringsfriheden. Og sådan er det gået hvert år. Mens vores hjemlige Ole Ryborg har forsikret os om, at alt går rigtigt til bliver der bag dørene vedtaget og diskuteret ting, der har mindre med demokrati at gøre men mere med centralisering og en voksende udvidelse af EU’s magtapparat. Mon vælgerne/seerne ved noget om dette? Næppe. Og læg hertil vælgernes stædige klyngen sig til de traditionelle politikere. Og nu er det så min klare opfattelse, at befolkningerne i de enkelte EU-lande ikke står sammen om at lægge afstand til dette nye Europa, der startede som en fornuftig Kul- og Stål-union i 1957. Bl.a. fordi ord som national (suverænitet), fædreland, ytringsfrihed og befolkningseksplosion (her tænkes mest på Afrika) ikke regnes for stuerene og måske betegnes som hate-speech? Og derfor ulovlige.

Efter at have beskæftiget mig med disse ting i flere år er jeg ikke længere i tvivl om, at Danmark og resten af Europa bevæger sig rygvist men konstant hen imod en opløsning af de værdier og relationer der tidligere konstituerede en nation, dvs et land med et fælles værdisæt, normer, sprog og en (pligt)kultur alle i landet kunne forholde sig til. Sådan er det ikke længere. Tvært imod bliver der i den grad set ned på noget, der bare et øjeblik kan minde om noget der ligner en national og fælles opfattelse af verden.

Den konstruerede (u)virkelighed

Som jeg ser det i dag efter bøger, blade, artikler, programmer, så bevæger vi os på en vej i retning af opløsning, rivalisering, stammetænkning, radikalisering, hvor der ikke længere tænkes på helheden men udelukkende på gruppetænkning. Således ser jeg menneskene i dag som teenagere i en global ungdomskultur, der i varierende grad søger selvbekræftelse, grænser der skal brydes, selvrealisering alt sammen affødt af et usikkert og svagt “jeg”, der konstant er på udkig efter spejle. Sådan ser jeg mange mennesker ikke mindst i medierne men også de folkevalgte på Chr. Borg. Når der er vitterligt er så mange politikere der ikke tør stå ved deres valgløfter så er det hovedsaligt fordi de søger grupper af ligesindede, fællesskaber der kan blive enige om noget men først og fremmest enige om at være en del af en gruppe med en med- eller modspiller på sidelinjen i form af journalister der render rundt og søger.

Ud over disse rivaliserende stammekrige i Europa, hvor de mest krænkede kan kræve offerstatus med privilegier, særrettighed, og der skelnes ikke mellem nyligt begåede overgreb og forbrydelser der fandt sted for flere hundrede år siden, derfor den megen snak om racisme, et begreb som i den grad forpester og underminerer det fællesskab om sprog og værdier, enhver nation er bygget på. I dag er vi vidne til en total fragmentarisering, en opsplitning og underminering af dette værdifællesskab. Humanisterne, det vil sige venligboerne, kultur- og medieeliterne

Der kan siges meget mere om disse ting, jeg slutter af her, idet jeg giver ordet til Henrik Jensen:

”Den europæiske kultur er ikke død endnu, den går bare i søvne, det er en stor risiko i en globaliseret verden. Går man i søvne risikerer man at blive kørt over…..Vi har brug for at trække streger i sandet overfor islam og andet, brug for at demarkere: Dette er vores kultur, og den skal ikke multikultiveres. Der er ikke noget at undskylde. Ikke noget at beklage. Det kan siges hysterisk, aggressivt, assertivt, fast nølende, undskyldende, nølende – men det skal siges”

– Litt. Henrik Jensen: Det ordentlige menneske (2009)

Melanie Philips: Londonistan (2009)

Camre+Hedegaard: 1400års krigen (2009)

Douglas Murray: Europas Undergang (2018)

Den dag jeg erfarer, at en politiker har læst eller er ved at læse en af disse bøger, får jeg måske respekt for ham/hende men ikke et sekund før!

Købe hos Tales: Sådan døde Danmark Købe hos Saxo: Sådan døde Danmark