Det Muslimske Broderskab opdrager medier, skoler og universiteter i en måde at tænke på, der favoriserer deres fundamentalisme, siger den franske antropolog Florence Bergeaud-Blackler, der er truet på livet for sin forskning i Muslim­brødrene og lever under politibeskyttelse.

I et interview med den belgiske erhvervsavis L’Echo i lørdags advarer Bergeaud-Blackler, der arbejder ved den nationale franske forskningsinstitution CNRS, mod Muslim­brødrenes skjulte og langsigtede strategi for at islamisere Europa.

Der er efterhånden dukket en række akademiske værker op, som tydeligt peger i denne retning. I februar i år fremlagde Sameh Egyptson sit speciale om Det Muslimske Broderskabs netværksopbygning i Sverige, og måneden før udkom Bergeaud-Blacklers bog Le frérisme et ses réseaux (“Broderskabet og dets netværk”) i Frankrig. Der demonstrerer hun, hvordan Det Muslimske Broderskab infiltrerer det demokratiske samfund og udnytter det vestlige samfunds svagheder.

Bergeaud-Blackler forklarer, hvor langt bevægelsens rødder går tilbage i tiden, og hvor langt frem i tiden den tænker:

L’Echo: “Jeg definerer Broderskabet som et intellektuelt, politisk-religiøst projekt, der har til formål at indføre et verdensomspændende islamisk samfund”, skriver De. Kan man i dag tale om et veritabelt “broderskabssystem” i Europa?

Florence Bergeaud-Blackler: Broderskabet er en form for islamisme tilpasset liberale, sekulariserede og multikulturelle demokratier. Det handler om en ideologi, der stammer fra en indo-pakistansk og en arabisk gren af ​​islamismen, som igen kommer fra den antikoloniale islamiske genoplivning i det tidlige 20. århundrede.

Disse to grene mødtes i 1960’erne på amerikanske og europæiske universiteter. Disse muslimske studerende, som var flygtninge i Vesten og ikke kunne vende tilbage til deres hjemlande, var fascineret af vestlig teknologi og magt. De satte sig som mål at bringe muslimer sammen for at opfylde kalifatets profeti og islamisere verden i overensstemmelse med Guds plan.

Jeg definerer Broderskabet som et “handlingssystem” centreret om denne mission. Det er en teokratisk bevægelse, som derfor er uforenelig med demokratiet, men midlertidigt tilpasser sig det med henblik på at overgå det.

Tanken om, at de selv befinder sig midt i en lang periode, hvor målet stadig er langt væk, formidles videre til unge muslimer, som er opdraget til at opføre sig snedigt:

Muslimbrødrene, som er islamismens VIP’er, vil gøre muslimer til ambassadører for islam i Vesten ved at indgyde dem en vision (V), en identitet (I) og en plan (P). Broderskabet tilbyder en “vision” om fortiden og fremtiden, som er indpodet i unge muslimer. Den fremhæver en transnational identitet, der overskygger andre identiteter: Vi er først muslimer, så belgiske eller franske. Endelig følger Broderskabet en “plan”, Guds plan.

Muslimsbrødre konfronterer ikke staten. De går uden om politik ved hjælp af økonomien og kulturen. Det er en flydende, opportunistisk og pragmatisk bevægelse.

På den måde bliver dumme vestlige politikere også snydt. De forstår ikke, at Broderskabet forvandler et godt udseende til ren spil og kun foregiver at have en demokratisk tankegang. Således er de ikke kun ude af stand til at gennemskue Broderskabets taktik, hvis de overhovedet er opmærksomme på dets medlemmer.

Hvordan forløber Broderskabet konkret? Hvad er dens funktionsmåde?

Broderskabet bygger på to søjler: Halalkulturen og kampen mod såkaldt strukturel islamofobi.

Disse to mekanismer isolerer det muslimske samfund fra resten af ​​samfundet, på den ene side ved at lokke dem ind i det normative halalrum ved at opmuntre dem til at indtage halal mad og medicin, til at følge en “ærefuld” måde, at rejse i en sharia-kompatibel måde og gøre samfundet “sharia-venligt”, på den anden side med afvisning ved hjælp af argumentet om statsislamofobi.

Ideen er enkel: Staten accepterer ikke muslimer og ønsker at ødelægge dem, og deraf følger den hæslige sammenligning med behandlingen af ​​jøder i 1930’erne.

Og hvem andre end Erna Solberg trak denne sammenligning, hvis vederstyggelighed kun overgås af dens mangel på historie og mangel på intelligens?

Fordi Solberg og resten af ​​den civilisationsfjendtlige politiske klasse ikke forstår islam, gør de sig også til redskaber for islam ved at adoptere islamisternes syn på “islamofobi”, som dermed får lov at sprede sig videre gennem statens institutioner som en mental virus.

Camouflerer denne kamp mod strukturel islamofobi efter din mening Broderskabets ideologi?

Kampen mod “strukturel” islamofobi har mange andre fordele. Det gør det muligt at udnytte postkolonial skyld, at foreslå genopdragelsesprogrammer for europæere, både muslimske og ikke-muslimske. Ved at få skatteyderne til at finansiere programmer til bekæmpelse af anti-muslimsk had eller islamofobi, formår Det Muslimske Broderskab at genopdrage medierne, skoler og universiteter til en måde at tænke på, der favoriserer deres fundamentalisme.

De angriber også vigtige samfundssektorer som sikkerhedsapparatet, hæren, politiet og retsvæsenet. Lidt efter lidt, lovligt og uden konfrontation, gør Broderskabet samfundet “Sharia-kompatibelt”. Målet er at få fodfæste for denne vision ved at overvåge muslimer, der ikke selv opfører sig konformt, mens dem, der kaldes “islamofober”, overvåges af andre, og sociale medier spiller en stor rolle heri.

Dermed er vi havnet i den situation, hvor et flertalssamfund, der stadig er ikke-muslimsk, håndhæver muslimske standarder over for andre. Det lykkes Broderskabet at bruge de bedst klædte ikke-muslimer som en slags dronesværm mod dem, der fornemmer, at deres egen civilisation undermineres.

Vesten er blevet så svag både åndeligt og mentalt, at den nemmeste måde at erobre det på er at gå i krig mod sjælene hos de mennesker, der bor der. Sovjetunionen lykkedes langt, og islam er lykkedes endnu bedre. Kineserne er kun lige begyndt, men kan få et lettere spil ved blot at købe os.

Kend din fjende, lyder et gammelt ordsprog. Det gør Bergeaud-Blackler, men hendes omgivelser forstår ikke længere forskellen på ven og fjende.