www.asgeraamund.dk

Torsdag den 8. juni blev EU-landene enige om at etablere en fælles asylpolitik. Polen og Ungarn stemte dog imod, da begge lande havde gennemskuet, hvad der gemte sig bag den lækre indpakning. Ministermødet godkendte et forslag, der skal sikre en hurtigere asylbehandling og samtidig straffe EU-stater, der ikke udviser ’forpligtende solidaritet’ i den fremtidige fordeling af de mange migranter, der forventes at strømme ind i EU i de kommende årtier. Som altid består også dette forslag fra EU-kommissionen af en gulerod og en pisk, som i praksis betyder, at guleroden i virkeligheden ikke er en belønning, men en del af pisken. Siden migrantlavinen ramte os i 2015, har Kommissionen arbejdet utrætteligt på at organisere en tvangsfordeling af migranter, hvis tilstrømning, man har opgivet at få styr på. EU har efter eget ønske i 25 år haft ansvaret for at sikre Unionens ydre grænser uden, at Kommissionen har foretaget sig noget som helst for at løse denne opgave. Og uden at medlemsstaterne og deres dovne medier har gidet kontrollere, om Kommissionen nu også arbejdede med at forvalte sit ansvar for at sikre EU-grænserne.

Konsekvensen var den migrantlavine, der i 2015 væltede ind over EU’s ikke eksisterende ydre grænser. Ingen medlemsstater turde bebrejde EU-Kommissionen denne organisatoriske fiasko og pligtforsømmelse. Tværtimod forsøgte politikere og medier at forklare, at migrantstrømmen mest bestod af syriske atomfysikere og hjernekirurger med børnefamilier, der nu ville tilføje værdi og kompetencer til EU-fællesskabet. Det tyske arbejdsministerium har dog påvist, at 80 procent af migranterne bestod af enlige unge mænd fra Mellemøsten og Afrika. Unge mænd, der ikke var flygtninge, men på jagt efter en bedre tilværelse. Da de fleste var daglejere og gadehandlere, var de dog uden chancer på det europæiske arbejdsmarked. Når EU taler om ’forpligtende solidaritet’, menes der en forpligtelse for medlemslandene til at betaler regningen for Kommissionens uansvarlige embedsførelse. Og det er også, hvad vi ser med det nye forslag til en fælles asylpolitik.

Forslagets første søjle – guleroden – er planen om en hurtig udredning af asylansøgninger fra nationaliteter, der erfaringsmæssigt har svært ved at blive anerkendt som berettigede asylanter. De skal hurtigt ud af vagten og tilbage, hvor de kom fra eller til tredjelande, som EU kan overtale til at modtage dem. Dette forslag er imidlertid lokkemad, der skal få medlemslandene til at tro på en hurtig og smidig sagsbehandling, hvad der ikke kommer til at ske. EU og medlemsstaterne har jo tilsluttet sig FN’s Migrationspagt, kendt og berygtet som Marakkesh-aftalen. Pagten er ligeledes godkendt på FN’s generalforsamling. Og så begynder fælden at klappe i for kontrahenterne. Den daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen bedyrede højt og helligt, at Marakkesh-aftalen ikke var juridisk bindende, men kun et vejledende dokument, der ikke forpligtede Danmark på nogen måde. Men erfaringsmæssigt ses en vejledende lovs deklarationer og anbefalinger som det første skridt på vej mod en egentlig bindende traktat, hvor man henviser til de pricipper, der allerede er vedtaget i den vejledende aftale, som så bliver forvandlet fra ’soft law’ til ’hard law’.

EU kan ikke løbe fra Marakkesh-aftalens bærende princip om at sidestille migranter med vaskeægte flygtninge således, at alle vandrende mennesker skal have en flygtnings vidtgående rettigheder og privilegier efter konventionen af 1951. Hertil komme Kommissionens egen redegørelse fra april i år, hvor man udtrykker ønsket om at facilitere den legale indvandring fra tredjelande, hvor migranter skal sikres direkte adgang til EU. Der bliver ikke nogen hurtig sagsbehandling af migranter med efterfølgende hjemsendelse. EU og medlemsstaterne– også Danmark – har bundet sig på hænder og fødder og kan ikke uden brud på eksisterende konventioner og traktater smidiggøre og effektivisere endsige begrænse tilvandringen fra Mellemøsten og Afrika.

Det hjælper os ikke, at Danmark ikke er forpligtet til den fælles asylpolitik på grund af vores retsforbehold. Det kan vi i teorien glæde os over, men ikke i praksis. Den nuværende udenrigsminister hedder Lars Løkke Rasmussen, manden der som statsminister trampede Marakkesh-aftalen igennem en omfattende folkelig modstand. Løkke har i al sin tid som minister sørget for at være lydhør over for EU-toppens ønsker og anvisninger. Lars Løkke vil gerne krone karrieren med en fremtrædende international post, og den får man ikke, hvis man er usolidarisk med Bruxelles. Vi kan forvente, at Danmark selv med vores retsforbehold de facto vil tilslutte os EU-asylaftalen, når den er vedtaget af EU-parlamentet senere i år.

Den anden søjle i aftalen er en straf på 22 000 Euro, som medlemsstaterne skal betale for hver migrant, de ikke vil modtage til aflastning af de primære asylhavne i Sydeuropa. EU har lagt op til en større import af migranter fra islamiske kultursamfund. Det kommer til at dreje sig om hundrede tusinder af tilvandrende mennesker. Hvis vi skal følge Løkke-sporet om lydig tilpasning til ’EU-værdierne’, kan det blive dyrt at skulle betale 150 000 kroner for hver migrant, som vi ikke ønsker ind i landet. Men i mange år har vi jo sagtmodigt søbet op, hvad EU har serveret for os. Og man kan jo efter sigende vænne sig til alt.