I fundamentet af ​​det moderne samfund er værdier, der er ved at gå tabt. Både fordi de, der skal opdrage den opvoksende generation, ikke længere har kontakt med historien og forstår, hvor vi kommer fra, og for det andet fordi den woke elite aktivt modarbejder oplysningstiden. De afskaffede troen for længe siden.

Grunden til, at oplysningstiden var et tankebrud, var, at taksonomi, Taksonomi er inddeling af et område i kategorier, og domæner blev forstået. Religion har intet med videnskab at gøre. Tro og fornuft skal holdes adskilt. Grundlæggende forskelle.

-Giv kejseren, hvad der er kejserens, og til Gud, hvad Guds  er.

Engang var disse selvindlysende sandheder. Men det er de ikke længere.

Nu har vi fået nye sandheder, og de udmærker sig netop ved at blande det, der ikke hører sammen.

Woke-ideologien er ikke kosher. Den er overvældende og ødelæggende for tanker. Derfor dens intolerance. Den mest inkluderende ideologi er også den mest intolerante. Det har Kjell Skartveit forstået og bragt det frem på glimrende vis.

Mange mennesker har svært ved at forstå, hvor gennemgribende woke er, fordi de selv har givet slip på halvdelen af ​​tilværelsen: De forstod ikke den ene halvdel af ligningen: Gud. De faldt for en oplysningstanke, der mente, at mennesket var endnu mere oplyst, hvis man afskaffede og udelukkede Gud. Sekulære mennesker med uddannelse anså sig selv for at være udviklingens spydspids. De havde gennemskuet religion!

Det var umuligt at diskutere kristendommen med disse mennesker. De forstod ikke selv, at de ikke kun stod uden for troen, de havde afvist troen som tro. De stolede kun på fornuften.

Men fornuften kan ikke fatte troen. De er usammenlignelige størrelser.

Mennesket kan til enhver tid finde tilbage til troen ved at forstå denne forskel. Troen truer på ingen måde fornuften.

Paul Grøtvedt har forstået oplysningstidens revolution: forståelsen af ​​de forskellige domæners gyldighedsområde. Det er os, der er blevet så forvirrede af postmodernismen, at vi ikke genkender, hvad der tidligere var åbenlyst: I kunsten gælder det, der er sandt, smukt og  formfuldendt. Videnskab er en helt anden sag, men selv der er der forskellige gyldighedsområder mellem naturvidenskab, humaniora og samfundsvidenskab. Det, der handler om mennesket, kan strengt taget ikke kaldes videnskab i stringent forstand, fordi mennesket unddrager sig videnskaben. Det kan ikke måles og vejes.

Det er Mathias Desmets store fortjeneste, at han forstår videnskabens vulgarisering i vor tid. De, der nu påberåber sig videnskaben, er anti-videnskabsmændene, dem, der bruger videnskaben som en magtfaktor.

60’ernes politisering var en forløber for nutidens opløsning af normer, som ikke kun gælder moralen, men også det unikke ved kunst, politik, uddannelse og såmænd også kirken. Intet slap fri.

Vi er på vej mod et totalitært samfund, fordi nogle mennesker ønsker det, og folk har mistet fodfæstet.

Pride-diktaturet er en øvelse i massedannelse, som Desmet kalder det.

Muslimerne er ikke med på det. Det siger noget om den woke elites kollektive vanvid, at de tror, ​​de kan overvinde islam.

Mødet med islam giver os en chance til at redefinere os selv ud fra oplysningstidens principper. Flemming Rose har tænkt nogle kloge tanker:

Som Flemming Rose har lært os [og en ven netop har rundsendt ]: Alle muslimer – uden undtagelse – skal gøre sig fuldstændig klart, at gør man krav på, at vi andre respekterer deres dogmer uden for deres hellige steder, gør man ikke krav på vores respekt, men på vores underkastelse. Det er uforeneligt med et liberalt demokrati.

Muslimer har ret til respekt for deres hellige steder. Men i det øjeblik de udvider deres domæne til området uden for moskeen, bliver kravet om respekt et krav om underkastelse. Selvfølgelig gør det det. Det er den mest imperialistiske religion nogensinde, og ethvert samfund, der ønsker at bevare friheden, kan ikke underkaste sig, men må gøre modstand.

Eliten er ikke kun sekulariseret, den har mistet forståelsen for oplysningstanken og forstår ikke, hvad der er på spil. Den har givet indrømmelser efter indrømmelser, og virker utålmodigt at overgive sig.

Alle burde forstå, at pridehysteri og islam er en dårlig kombination, der kan gå helt galt.

Den 25. juni 2022 gik det helt galt i Oslo. To mænd blev dræbt og flere såret.

Men de woke mennesker har endnu ikke nået at tage det ind. De vil have endnu mere pride. De mener, at hvis alle bliver tvunget, vil modstanden ophøre. Så er alle integreret i stolthed.

Men sådan arbejder folk ikke, og da slet ikke vores nye landsmænd.

Hvilken grænseløs naivitet.

The Woke folk har afskrevet kristendommen for længe siden. De synes, det er helt fint med dawah, at muslimer udfører missioner. De forstår ikke, at den prideideologi, som de gennemsyrer samfundet med, møder islam i det totalitære.

Men hvor islam har haft 1.400 år til at udvikle sin magt over sindet, er pride en dagsværmer fra San Francisco, der vil kollapse som en ballon, der er punkteret.

Frihed består i at realisere det nødvendige. Vi har manøvreret os selv ind i en situation, hvor vi har opgivet vores handlefrihed. Man skal tænke ud fra principper, hvad vi består af, hvem vi er, og hvad vi bygger videre på.

Det er svært, men ikke umuligt: ​​Start med de todelte regimer, Jesus udarbejdede: Gud og Kejser. Fornuft og tro udspringer heraf. Når dette bliver klart, forstår du, når andre vil tvinge dig til at krydse en grænse, der blander de to.

Man kan ikke bygge et samfund på ren fornuft. Den er steril. Du skal have troen med dig. Det giver ballasten, følelserne.

Vi er mennesker.