Kommentar

<iframe width=”560″ height=”315″ src=”https://www.youtube.com/embed/ngtCNDgLl4s” title=”YouTube video player” frameborder=”0″ allow=”accelerometer; autoplay; clipboard-write; encrypted-media; gyroscope; picture-in-picture; web-share” allowfullscreen></iframe>

 

www.asgeraamund.dk

USA’s mange millioner borgerlige vælgere har gennem de seneste 20 år i stigende grad følt sig omklamret og klemt af den voksende amerikanske helligbevægelse (WOKE), der styres af Demokraterne, medierne, den offentlige sektor og en lang række interesseorganisationer så som Antifa og Black Lives Matter. Borgerlige amerikanere ser med afsky på, at biologiske mænd iført læbestift og langt havfruehår nu kalder sig kvinder og deltager i kvinders konkurrencesport, hvor de naturligvis, som de mænd de er, løber med alle præmierne. Vælgerne er bekymrede over regnbuebevægelsens invasion af skolerne, hvor små børn undervises i bøssers og transpersoners seksuelle adfærd. Budskabet fra LGBT+ – stormtropperne er, at inden i enhver heteroseksuel person sidder der en transseksuel, der skriger på at komme ud i friheden.

Den hvide borgerlige vælger bliver udsat for omvendt apartheid udelukkende, fordi han er født hvid. Amerikanske universiteter har indført begrænsende adgangskvoter for hvide, fordi de er hvide og for asiater, fordi de er for kloge og for flittige. Samtidig er der indført positiv-kvoter for afro-amerikanere udelukkende, fordi de er sorte. Det borgerlige USA ser hjælpeløst på en eksploderende kriminalitet, en økonomisk depression, stigende renter og politiserede organisationer som FBI, CIA, Justitsministeriet og Pentagon, der sammen med hovedmedierne nu er en sammensvejset del af den Demokratiske partiorganisation. Trump brugte sine fire år som præsident på at stoppe denne anti-borgerlige lavine, der nu under den Demokratiske Joe Biden buldrer videre for fuld kraft.

De borgerlige politiske kræfter i USA er i dag for svage til at tage kampen op mod helligbevægelsens tiltagende dominans over landets kultur, frihed og retssikkerhed. Til gengæld har det borgerlige folkedyb taget sagen i egen hånd og igangsat et oprør mod sine tyranner. Verdens største bryggeri Anheuser-Busch har i årtier med sin populære Budweiser pilsner haft en stor plads i hjertet og maven hos den amerikanske arbejder. Mer vil have mere, så bryggeriet ville også gerne være populær hos regnbuebevægelsen, der vist ellers mere er til Aperol og lyserød champagne. Man iværksatte en reklamekampagne for mærket Bud Light med transaktivisten Dylan Mulvaneys portræt på øldåsen. Mulvaney er biologisk mand, men optræder som kvinde med læbestift, øjenskygge og damehår. Inden kampagnen var kommet rigtigt i gang, blev Budweiser ramt af en landsdækkende, spontan boykot. Budweiser har i generationer appelleret til den amerikanske mand, som man ser ham på sportspladsen, ved havegrillen eller ved lejrbålet med vennerne. Ingen ville pludselig have Bud Light’s bøsseøl, og salget over hele USA gik i stå. Anheuser-aktien mistede på få dage 16 milliarder USD i børsværdi. Bud Light er nu nærmest afgået ved døden. Konkurrenterne fryder sig og sætter blus under brygkedlerne.

Den folkelige kampagne mod helligbevægelsen har nu spredt sig til andre koncerner, der aktivt støtter regnbuebevægelsen. Den populære lavprisvarekæde Target, havde lanceret en prominent udstilling af transbeklædning i sine 2000 forretninger. Her kunne kunderne se og købe ’gemme-venlige’ ( tuck friendly) badedragter, der kan trykke de mandlige kønsorganer flade, så transmanden i hvert fald optisk kan ligne en kvindes profil i de nedre regioner. Kunderne blev væk, købte intet og Target-aktien dykkede med 10 milliarder USD. Senest har FOX News oplyst, at Target gennem mere end 10 år har støttet organisationer, der ønsker at nedlægge militæret, udslette staten Israel og bortsprænge de indhuggede portrætter af amerikanske præsidenter på Mount Rushmore i South Dakota. Også Disney koncernen har nu fået et hak i trynen af det borgerlige USA. Disney støtter varmt op om regnbuebevægelsen og indlemmer gerne homo- og transseksuelle karakterer i sine produktioner. Disney har nu tabt 16 milliarder af sin børsværdi, og besøgstallet i Disney parkerne falder drastisk.

Senest er det gået ud over den populære fast food kæde Chick-Fil-A, der serverer kyllingespecialiteter. Kæden er kristeligt sindet og har lukket om søndagen i kirketiden, men støtter også aktivt LGBT+ bevægelsen. Kunderne flygter og bliver svære at vinde tilbage.

Måske er der også håb for, at vi i Danmark kan få en tiltagende modstand mod regnbuefolkets hjernevask af medier, politikere og ungdommen. Kampen i Danmark handler ikke om accept og inklusion af seksuelle minoriteter. Den kamp er vundet for længst. Det er en kamp om normaliteten. LGBT+ stormtropperne vil ikke bare tolereres og anerkendes. De vil anses for en normal del af det danske samfund og ikke en lille minoritet, hvad de er. I den store undersøgelse fra Aalborg Universitet og Statens Serum Institut fra 2019, der omfattede næsten 63 000 adspurgte personer, opfattede kun 1,1 procent sig som homoseksuelle og jammerlige o,o5 kunne ikke identificere sig med deres biologiske køn. I en ny befolkningsundersøgelse i Storbritannien, der omfattede 94 procent af befolkningen i England og Wales, mente kun 0,5 procent, at deres kønsidentitet adskilte sig fra deres biologiske køn. Det er således ikke normalt at være en fjende af sit biologiske køn. Det er i høj grad unormalt. Der er ingen grund til, at en kønsrevolutionær organisation som Normstormerne skal have adgang til danske skoler for at skabe kaos i børns kønsopfattelse. Børn skal ikke have kønskorrigerende indgreb, før de er 18 år og har overstået puberteten, og fodboldspillere skal ikke påtvinges regnbuearmbind for at vise respekt for et ubetydeligt antal kønsafvigere, der omfatter sølle 0,05 af befolkningen. Pride paraderne skal ikke pustes op til en fest for hele folket med deltagelse af regering og kongehus. Det er en nichefest for et meget lille udsnit af den danske befolkning. Og fred med det. Som en demokratisk retsstat skal vi acceptere og beskytte vores minoriteter, men det gøres ikke ved at lade os påtvinge en frit opfundet normalitet, der simpelthen ikke er til stede.