Det er blevet populært at påstå, at verden er delt op efter religion – og at religion bestemmer identiteter, men Amartya Sen forklarer at alle andre identiteter er lige så relevante: social klasse, køn , profession, sprog , moral, politisk ståsted, interesse for literatur, videnskab eller musik” –  Ord og begreber der sikkert kan have noget på sig, når vi taler om sekulære demokratier – men er det det vi taler om, når det gælder islam? 

Om disse ting kan man læse i en nu lidt ældre bog fra 2006 (da. 2007)  Identitet og vold af den indisk fødte Amartya Sen , (oversat af en tidligere Deadline-vært Lotte Folke og udgivet på Informations Forlag,)  så er der selvsagt linet op til en gennemført tendentiøs og overfladisk fremstilling af forholdet mellem religion og identitet. – 

Forfatteren her var professor på  Harvard University – Boston i 1990`erne, et af USA’s fornemste og mest prestigiøse universiteter,  desuden fik han i 1998  nobelprisen i økonomi og  National Humanities Medal, IHEU International Humanist Award  plus det løse, og så  kan man vel ikke nå meget højere mht at få papir på sin klogskab, indsigt og er vel hermed sikret et medlemskab af de lærdes klub?  Alligevel tillader jeg mig at stille forfatteren Amartya Sen, forlaget Information og de som abonnerer på dette dagblad et par spørgsmål.  I en tid, hvor der jævnligt diskuteres om konsekvenserne af multikulturalismen, Civilisationernes Sammenstød og betydningen af globaliseringen og følgerne af den vestlige civilisations kurs mod opløsning. I det jeg retter min opmærksomhed på de stuerene, spørger jeg her:  

1. Er det gået hen over hovedet på forfatteren Amartya Sen,  hvad der skete i Iran i 1978/79 – 1988 – 2001 – 2005/06 ?  – Tør jeg gå ud fra, at alle læsere af Document.dk ved, hvad jeg taler om? 

2. Med den viden mange af os har fået siden 11. september, er det da rimeligt at sætte interesse for litteratur og videnskab  ved siden af religion, når det i dette tilfælde gælder islam?

3. Trods sin indiske herkomst virker det ikke som om hr. Sen (og hans lige) forstår, at islam ikke er en religion på niveau med de andre, som kristendommen, buddhismen eller hinduismen.  Underligt at en lærd person som hr. Sen øjensynligt ikke fatter islams mangel på sekularisme,  frihed, dens sjette søjle, nemlig Global Jihad (Hellig krig)  plus den skarpe og for os andre livsfarlige skelnen mellem Dahr-al-Harb (krigens hus) og Dahr al Islam og  Sharia overfor resten af verdens sekularisme, hvorfor overser eller ignorerer en mand med papir på sin indsigt og viden disse ting? Her kunne man tilføje antisemitismen, terrorattentater,  fatwaer m.m.

4. Nobelprismodtageren argumenterer endvidere  for  dialog, offentlig debat, og at verden kan styres i en fredelig retning, hnmm hvor ser vi lige disse ting i dag?  Med fare for at lyde underfrankeret, spørger jeg,  hvornår har (sekulære?) muslimer sidst optrådt  i en offentlig debat? Men det kan jo være, at Informations læsere  ved mere om dette og kan berette om den slags? 

5.  Vi antager at mange af de politisk korrekte har læst (om) den palæstinensisk-amerikanske litteraturforsker Edward Said og kender til hans studier af postkolonialismen og occidentalismen …..men hvor mange har så læst Ibn Warraq og dennes studier af den  religion islam, han er vokset ud ad , (Why I am Not a Muslim?) Eller hans bog om Said:  Defending the West, a critique of Edward Said Orientalism ?   I den forbindelse kunne jeg også nævne Sayyid Qutb, bare en af hans bøger som fx: Milestones fra 1964, en forfatter der var med til at inspirere Osama Bin Laden. Hvor mange mon  har åbnet en af denne mands bøger? –  Ligesom kommunisterne (plus alle de senere venstrefløjspartier) aldrig læste Solsjenitsyn, er der næppe mange, der i dag blandt de stuerene ville åbne en bog af Qutb, Warraq eller Berhard Lewis? Kunne man forvente et ærligt svar på det spørgsmål? 

6.  Ingen ønsker vel at blive sat i bås med eller være genstand for snævre fordomme om identitet og kultur, ingen …og dog. Der er dog en stor gruppe mennesker der pt udgør omkring 1,75 mia mennesker på verdensplan, som er forbundet i ummaen, der netop gennem sin religiøst funderede selvopfattelse ikke blot ønsker, men føler sig som en uadskillelig del af Fredens religion.  Er dette ikke noget vi andre fra krigens hus,  Dahr-Al-Harb  bør tage alvorligt?  De politiske partier, der herhjemme har allieret sig med denne religion, hvorledes ser de på begreber som umma  og Jihad?   

7.  Hvad med ord som tolerance, sekularisme og frihed?  Hvem bruger  det, og hvem bruger det så at sige aldrig?

For mig at se er det en misforståelse at vise rummelighed og tolerance overfor en intolerant ideologi,  der er imod menneskers ligeværd. Mon ikke der var mange, der efter 2. Verdenskrig  ønskede, at man havde været mindre rummelig og tolerant overfor nazisterne?  Og så et spørgsmål til både dissidenter og de stuerene:  Kan man med nogen ret sammenligne Fredens Religion med nazismen ? Eller gør man religionen uret her? 

8. Mht ytringsfrihed,  hvor står de anstændige i det spørgsmål? 

Er det ikke sådan, at der er en politisk korrekthed i EU, der synes at abonnere på den form for multikulturalisme, der synes vise større hensyn til den islamiske ideologi end til den europæisk-kristne?  Hvad kan vi vente os af et islamiseret Europa,  når man tænker på, at det i Pakistan er permanent forbudt at sende ordene Jesus Kristus via SMS? Navnet er sat på en liste sammen med 1500 andre ord der betragtes som krænkende for islam.  ”I dag har  Europa placeret sig selv i den fuldkommen absurde situation, at det ikke er  tilladt at kritisere islam. EU behandler nu officielt enhver form for islam-kritik som kriminel. EU overvåger websteder der er kritiske overfor muslimsk indvandring og islamiseringen af Europa” (Global Jihad 2012) –  Herhjemme er man lidt mere manipulerende,  når man fx i et populært tv-program i TV2 slår ud med hånden med ordene: Det er ikke længere in at kritisere Fredens religion i dag, det er simpelt hen yt,  og det vil nok afholde nogen fra at stemme på et af de pt eksisterende islamkritiske partier på Borgen.  Hvilken betydning vil dette få  for den politiske samtale i dag?  

9.  Hvis der findes nogen muslimske intellektuelle, så må det være folk som Ibn Warraq, der i 1995 udsendte bogen Why I am not a muslim. Han måtte som bekendt gå under jorden. Og  i det øjeblik han viser sig offentligt, ville hans dage uden tvivl være talte, og så kunne en mand som Ellemand-Jensen og hans fæller jo fremhæve, at en sådan mand havde vel selv bedt om det. Vi husker Kurt Westergaard, Lars Vilks og andre.  Og mit spørgsmål lyder her: Med hvilken hensigt, foretrækker man at støtte et totalitært styre frem for dissidenter som de her nævnte? 

10. I de forløbne måneder har der som vi ved været store demonstrationer i Iran pga tørklædepåbud.  Når man så som DRV  og resten af venstrefløjen støtter Fredens Religion bl.a. ved at modsætte sig tørklæde-forbud her i landet, hvis interesser er det da man i virkeligheden støtter?  Spørger jeg de stuerene  -, dem man i  de gode gamle dage kaldte for nyttige idioter, dvs de som bosiddende i et vestligt demokrati offentligt gik ud og propaganderede for de østlige diktaturer,  om det nu var Sovjetunionen eller Ungarn,  hvormed de altså anerkendte det totalitære styres  magt og ret til at kue befolkningerne i de pågældende land.  Med hvilket formål kunne man spørge?  Man skulle tro, at selv de mest flossede former for demokrati  her i Europa var at foretrække frem et styre som det russiske, kinesiske eller de mange stamme-samfund i  Afrika.  Alligevel flirter de politisk korrekte med forståelse, beundring og sympati for de andre kulturer,  som jo gerne er mere oprindelige, genuine og i pagt med naturen på en måde som vi i Vesten slet ikke kan hamle op med.  Her i Vesten ødelægger vi  naturen med spildevand og rovdrift på ressourcerne m.m., og vi  er både racistiske og intolerante, fremmedfjendske og med en uhyggelig arv fra kolonitiden. Og så har jeg ikke nævnt lande Sudan og  Dafur, Somalia, Rwanda, Congo, Libyen hvor stammekrige, massemord, borgerkrige og andre afrikanske specialiteter let kunne komme til at skygge lidt for offergørelsen af de krænkede kulturer,  hvis overflods-befolkning vi bare har at tage imod, om ikke andet så for at betale lidt af på gælden fra kolonitiden…. Mange af de nordafrikanske lande er muslimske, og vi kunne spørge om de da ikke selv er  i stand til at fremme en god udvikling gennem udnyttelse af råstoffer og naturprodukter, som kunne gøre dem uafhængige og selvstændige?  Ord som reformer, demokrati, naturpleje, befolkningsbegrænsning er sjældne begreber i afrikanske staters ordforråd. Tag fx de muslimske stater som Marokko, Somalia og Nigeria (med 200 millioner indbyggere hvoraf de 54% er muslimer og med ca. 500 lokale sprog) , de er ikke interesserede i reformer, enten fordi de er afhængige af mægtige religiøse institutioners velvilje, eller fordi de selv anvender religionen til at holde deres befolkninger nede ved hjælp af uvidenhed. I øvrigt har Fredens religion ingen tradition for religionskritik. Kunne det ikke være interessant at høre hvad de anstændige og progressive har at sige til dette?    

Litt:  Fouroozandeh og Søndergaard: Global Jihad           (2012)

         Amartya Sen:                                   Identitet og Vold (2006)

         Ibn  Warraq                                      Derfor er jeg ikke muslim ( 1995 ) da 2004 –