Den 25. april var Matt Taibbi gæst på William Buckley Institute ved Yale University for at fortælle om sit arbejde med Twitter Files. Taibbi har fået et indblik i, hvad der foregår på indersiden. Hans oplevelser er derfor unikke og værd at lytte til.

Taibbi siger, at verden er opdelt i insidere og outsidere. Per definition burde han ikke vide, hvad han siger, men Elon Musk lod ham gennemgå Twitters rolle.

For os udenfor handler det om, at Trump, selvom han var præsident, blev udelukket. Twitter var Trumps medie par excellence. Han havde 80 millioner følgere. I den forstand var det en stor sag. Der var en magt, der var stærkere end den mest magtfulde mand i verden.

Dette var på tærsklen til Trumps valgperiode. Udløseren var 6. januar. Alle medier gik amok: Det var Trumps skyld.

Det skræmmende ved Taibbis historie er, at “alt er aftalt”: Der er ikke længere noget skel mellem medier, militær, efterretningstjeneste, forskning, akademia, retsvæsen, skattemyndigheder. De har rottet sig sammen. De er alle med på skibet. De er enige om, hvordan verden skal styres, for information er livsnerven i den digitale tidsalder.

En detalje: Hvis der sker et droneangreb et sted, opretter den stat, der gjorde det, en Twitter-konto, der siger på arabisk, at det var et fejlskud. Det er tilgiveligt og fuldstændig falsk.

Det er de samme kræfter, der har introduceret begrebet desinformation og falske nyheder. Trump provokerede dem og fik dem til at ryste. Men han er ikke “skyldig”, i betydningen – han bærer ikke den moralske skyld.

Når alle disse magtfulde institutioner kunne “danne en bande sammen” for at knuse en mand og hans bevægelse og kaste alle skrupler til side, var det fordi de manglede moral og respekt for det samfund, de repræsenterede.

Det er essensen af ​​John Durhams rapport om Russiagate: De sprængte forfatningen, retsstaten, uskyldig til man dømmes, alt, hvad der adskiller Vesten fra resten. Alt for at knække Trump. Han var en katalysator.

Han var en frafalden, og de indenfor følte sig pludselig truet. De havde trukket alle kort, de havde før valget, og alligevel tabte de. Folket var stærkere. Men insiderne respekterer ikke disse mennesker. De vil have en anden. En der lytter til dem. Det er det, de skaber.

Børnene skal indoktrineres fra en tidlig alder. De bliver udsat for en ideologi, der river alt, hvad de har lært, fra hinanden, også om biologi. Når de vokser op, ved de ikke, at der er helt andre rum i det hus, de vokser op i. De bliver frataget muligheden for at lære deres fortid at kende. Der er tankesystemer, som de ikke lærer om og bliver “utænkelige”. På samme måde som historiens døre lukkes i.

Nogle er der allerede. Men andre har bevaret eller medbragt nok af det gamle samfund til at kunne reagere.

Tendensen i det amerikanske samfund går i retning af Den Dybe Stats magt. Der er mere stille i Europa. I de nordiske lande går det knap så stærkt. På overfladen.

Der er sket en stor forandring bag kulisserne. Vi har registreret, at de norske medier er loyale over for Den Dybe Stat, uanset om det er en pandemi eller Trump. Da Taibbi startede, troede han, at FBI og CIA lejlighedsvis kunne kontakte Twitter. Det, han fik at se, var et fuldt sammensmeltet system: Alle statsinstitutioner og store virksomheder mødtes regelmæssigt med de store sociale platforme for at diskutere, hvad der skulle sortlistes, og hvad der skulle udelukkes fuldstændigt.

Vi taler ikke om individuelle sager som Trump og MAGA, men om et system bygget til at bestemme, hvad du får at se og endnu vigtigere: Hvad du skal tro, det er.

Meget af det, vi ser, er i virkeligheden noget helt andet.

I sommeren 2020 mødtes denne triade for at diskutere valget, og det var her Hunters bærbare computer kom op. To måneder senere var det forside i New York Post. Facebook og Twitter var blevet advaret af FBI om, at et russisk informationsdump var på vej. Men Rudy Giuliani, Steve Bannon og Mirada Devine vidste, at det var den ægte vare.

Vi ved meget om, hvad der skete: De 51 efterretningschefer, der trådte frem og sagde, at historien havde alle kendetegnene på en russisk desinfo, fordi Biden-kampagnechef Tony Blinken bad CIA-vicedirektør Mike Morell om at sammenstykke et brev, der ville give Biden dækning i sidste tv-duel med Trump.

Taibbi spurgte en tidligere kollega fra New York Times, hvorfor han ikke skrev en historie om mødet i juli, hvis han vidste om det, men blev mødt med benægtelse.

Pressens rolle ville tidligere have været at afsløre en sådan sammensværgelse. I dag er de på den. Det er den store forskel på dengang og nu.

De fire statslige tv-selskaber i Norden deltager i et samarbejde, hvor de fungerer som Speaker of the House mere end journalister. De skal vise russisk indflydelse. Sidste torsdag havde DR en lang artikel, der “afslørede” danskere, der optræder som russiske desinformanter i Danmark. Noget af det er helt sikkert rigtigt, men man bemærker en hensigt om at bevise noget, der er vigtigere end reportagen. Formålet er for indlysende. Det samme gælder russisk skibsfart langs den norske kyst. Men kampagnen påvirker nogle mennesker og er med til at oppiske en stemning.

En atmosfære af frygt blev skabt under pandemien og nu mod Rusland og russerne. Amerikanerne har levet med det længe.

Taibbi fortæller, at da sikkerhedstjenesterne så, hvilken effekt Wikileaks havde med sine lækager, besluttede de sig for at gøre noget lignende, kun med det modsatte fortegn: Nu skulle staten lække historier, den ville ud, og som ville foregive at være lækager på den gamle måde.

Kongresmedlem Adam Schiff foregav at lække fortrolige oplysninger for lukkede døre møder om Trump og Rusland. Han sagde, at han havde set beviser. Han var formand for Efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus. I virkeligheden fortalte han løgne. Schiff var en ny type operatør. Han havde efterretningstjenesterne bag sig, justitsministeriet, Udenrigsministeriet og Det Hvide Hus. Han opererede ikke i et vakuum. De øvrige, der var til stede på mødet, risikerede retsforfølgelse, hvis de brød deres tavshedspligt. Rep. Devin Nunes var den, der afslørede, at det såkaldt russiske samarbejde var en sammensværgelse, og for det blev han ikke kun hængt ud i medierne, men forfulgt: Mystiske biler dukkede op på deres californiske vingård, opkald fra familiemedlemmer, der viste sig at være falske stemmer.

Én person på det rigtige sted kan gøre stor skade: Taibbi husker, at han lyttede til Schiff læse alle forbindelserne mellem Trump og russerne op på tv. Han vidste, at kongreskomiteer ikke frigav sådanne oplysninger uden at kontrollere dem og kunne stå inde for dem. Han skrev til Schiffs personale og spurgte: Er dette virkelig verificerede oplysninger? Han fik at vide, at “nej, det forventer vi at gøre, når vi kontakter Christopher Steele”. Taibbi var rystet. Kongressen havde aldrig været sådan før.

For at en sikkerhedstilstand kan opstå, skal der være sket visse teknologiske innovationer, der giver nye muligheder for mennesker, der har magten til at realisere dem. Det skal de have en politisk interesse i. En elite, der blev rig på globaliseringen, havde mistet kontakten til almindelige mennesker. De blev skræmt af Trump, og som Google-cheferne sagde, ville de sikre sig, at det aldrig skete igen. Google havde svaret sammen med NSA og Facebook. Alt er én stor efterretningsoperation. Sammen er de uovervindelige. De tror.

Men de er små som mennesker. De forstår ikke magtens og den menneskelige naturs begrænsninger. De tror på totalitære løsninger og på at kunne skabe et nyt menneske. Hvor får de disse tanker fra?

Fra marxistiske, leninistiske ideer om revolution og legitimering af tankekontrol. At der også er et væsentligt element af racistiske tanker viser, at døren til biologi ikke er lukket efter nazismen, som vi har troet.

Farlige tanker kan dukke op hos mennesker med magt, og som netop har magten til at definere, hvad du kommer til at tænke om dem.

CIA-chef John Brennan stemte på præsidentkandidaten for det amerikanske kommunistparti i 1976. Rådgiver for Alexandra Ocasio-Cortez blev netop beskrevet som kommunist.

Da truppen blev valgt til kongressen, blev de set som outsidere med deres antisemitisme og antiamerikanisme og had til “hvid kultur”. Men de blev ikke holdt ude på armslængde. Nancy Pelosi havde brug for dem. I sommeren 2020 slap de dem løs på gaderne.

Så stod Corporate America op for BLM og Antifa. George Soros er en trojansk hest inden for Amerikas mure. Men han er beskyttet. Han kan ikke røres. Han får lov til at ødelægge amerikansk retfærdighed og amerikanske byer i fred.

Da tidligere Speaker of the House for huset, Newt Gingrich, forsøgte at bringe Soros’ ødelæggende effekt på Fox News, fik han at vide, at Soros ikke var emnet. – Så Soros er verboten, sagde Gingrich.

Han var. Men ikke for Tucker Carlson. Tucker var noget så sjældent som en sand journalist i mainstream-medierne. Han skulle ikke have været der. Det var en anomali.

Derfor måtte han fjernes.

Men med hver åben magtdemonstration afslører magten sig. Hvad de mindst ønsker at blive afsløret for. Deres nøgne arrogance og brutalitet. Det modsatte af onkel Joe.

Vi ser, at regeringen udnytter love, der har gode formål til noget helt andet. Restrict Act skal beskytte USA mod tik-tok. Men kan bruges til at forbyde alt andet, myndighederne ikke kan lide. Her bruges alt, hvad staten, erhvervslivet og medierne ved om dig, til at begrænse, isolere og ødelægge dig.

Men først skal du defineres som farlig, enten du eller dine tanker. Det er det, det industrielle censurkompleks gør.

Vi husker, at Aftenposten gik med i et avissamarbejde, der skulle afsløre skattely som Paradise Papers. Nu har aviserne ansat efterretningsagenter og Bellingcast foregiver at have hemmelige oplysninger, men er efterretningstjenesternes uofficielle kanal. Publikum er godtroende, indtil nogen får et kig bag forhænget.

Det fik Taibbi, Bari Weiss og Michael Schellenberger. Nu ved vi det.

Hvad gør vi med det?

Taibbi kalder det “en tidevandsændring”, et hamskifte.

Integrationen mellem institutionerne og afskaffelsen af ​​splittelser, der har været der siden oplysningstiden, er den fascistiske korporatistiske stat på steroider. Vil man være hård, kan man også sige, at al snak om hårdt arbejde og fællesskab i det nye Norge er udtryk for det samme.

Forudsætningen for offentliggørelse er undersøgelse og kortlægning.

Hvis vi skal have et håb om at få overblik, skal vi have medier, der fungerer, som journalister skal.

Document ser, at vi er de eneste, der arbejder systematisk med denne kortlægning. Til det job behøver vi din støtte.

Vi står eller falder sammen.