“Let your plans be dark and impenetrable as night, and when you move, fall like a thunderbolt.”
― Sun Tzu, The Art of War

(“Lad dine planer være mørke og uigennemtrængelige som natten, og når du bevæger dig, fald som et tordenbrag.”)

Kineserne fortjener respekt. Man skal passe på med at generalisere, men de er smarte. Deres politikere og diplomater er interessedrevne realpolitikere. De er strateger. De er disciplinerede og koordinerede. De er langsigtede. Og de er beregnende.

De fremstår på mange måder som det modsatte af nutidens norske politikere og diplomater. Kineserne er ikke optaget af involveringspolitik. De er ikke interesserede i filantropi, immigration, farverige samfund, den brasilianske regnskov, kønsidentitet eller bistand.

De er optaget af penge, samt indflydelse og magt, der kan sikre økonomisk vækst.

De modtager faktisk hjælp fra lille Norge. Kina, verdens næststørste økonomi, har de seneste fem år modtaget nærmere en halv milliard bistandskroner fra Norge . Det er cirka hundredelap i skattepenge fra hver nordmand og ca. 30 øre i hjælp per kineser, hvis jeg ikke har mistet overblikket over decimalerne.

Det til trods for, at den kinesiske middelklasse er større end hele USA’s befolkning og har en indkomst, der langt overstiger det gennemsnitlige norske LO-medlem. Der sælges faktisk flere Ferrarier og Rolexer i Shanghai end i Los Angeles, og mange flere end i lille Oslo.

I det norske udenrigsministerium, hvor involveringspolitik, kvindepolitik, bistand, immigration, klimakrisen og den grønne omstilling styrer udenrigspolitikken, er man ikke særlig optaget af den slags. Eller at kineserne flyver fra den anden side af kloden til Tromsø for at se nordlyset i to timer, hvis de er heldige, og det ikke er overskyet i Tromsø den dag.

I det norske udenrigsministerium har man bestemt svært ved at forstå, at kineserne ikke er særligt optaget af demokrati, menneskerettigheder, kvindefrigørelse og lignende, og at der kun er 11 kvinder i KKP’s 205 mand store centralkomité. I Udenrigsministeriet er det nu mere eller mindre omvendt. I det norske kriseledelsesteam er der kun kvinder.

I det ‘kønsulige’ norske udenrigsministerium, hvor partibogen er mindst lige så vigtig som i Kina, men hvor det rigtige køn er endnu vigtigere, går de højhælede mennesker tavse ind ad dørene, når Kina nævnes. For de tør ikke provokere Dragen, som nu er blevet Norges største handelspartner, en god modtager af hjælp til det humanitære politiske kompleks og alle norske laksebaroners bedste ven.

Engang var jeg udstationeret i et land i krig. Det var svært at få pålidelige oplysninger og gode efterretninger. Amerikanerne og englænderne var for længst blevet smidt ud af landet. EU-diplomaterne og mine nordiske kolleger var fuldstændig faret vild i krigspropagandaens tåge. Der var kun lidt eller intet at hente. Den kinesiske forsvarsattaché var dog altid opdateret og vidste til enhver tid, hvad der foregik.

Det var ikke kun det, at han på grund af sin tyngde, som repræsentant fra et stort og indflydelsesrigt land, havde adgang til de rigtige kilder. Han var ligesom sine øvrige kolleger på den kinesiske ambassade dygtig, belæst, vidende og stærk analytisk. Han var tydeligvis ‘programmeret’ af Folkerepublikkens Udenrigsministerium og i den forstand ret forudsigelig. Han var transaktionsorienteret. Man fik aldrig noget gratis der på gården.

Et par år senere beskæftigede jeg mig igen med kinesisk. Denne gang i den private sektor, i landbrugsindustrien. Vi fandt ud af, at vi selv skulle producere fiskefoder, og at vi kunne få maskinerne til en foderfabrik fra Kina til halv pris. Det fik vi, men også til halv kvalitet. Derudover stjal kineserne vores tegninger, gav alt, hvad der hedder patenter og immaterielle rettigheder, væk og startede storstilet produktion og markedsføring af vores maskineri, uden at vi kunne gøre noget ved det. Vi blev taget ved næsen.

For at forstå kineserne, og hvordan de tænker, skal man forstå kinesisk kultur og historie. Jeg skrev om Kina i Klassekampen for tre år siden, men er langt fra en sinolog, altså kender af kinesisk sprog og kultur. Jeg har ikke brugt meget tid i Kina, men der er nogle tilbagevendende funktioner. Og jeg fandt meget af dette hos min ven og kollega, den kinesiske forsvarsattaché. Han dryssede konstant citater fra den kinesiske filosof, general og militærstrateg, Sun Tzu.

Det var lidt mærkeligt. Jeg faldt over det dengang. For hvad ville en kommunistisk og revolutionær maoist fra det tyvende århundrede have til fælles med en reaktionær filosof og general fra det kejserlige Kina i det 6. århundrede f.Kr.? Set i bakspejlet er det ikke svært at forstå, at Sun Tzu stadig lever i bedste velgående blandt kinesiske politikere såvel som i den kinesiske statsadministration og det flere tusinde år gamle kinesiske bureaukrati.

Det kan være værd at bemærke, for det kan være med til at forklare, hvordan kineserne tænker, hvilke ambitioner de har i forhold til udenrigspolitik, og hvad de langsigtede mål for det kinesiske kommunistparti egentlig er.

Hvad leder de egentlig efter? Kan vi stole på kineserne? Hvad er strategien? Og hvad er planen egentlig?

Hvis man ser på Sun Tzu, virker det ret indlysende, hvad målet er både for kinesisk ekspansionisme, deres ‘Road and Belt-initiativ’, ét-Kina-politikken, den aggressive ekspansion i Det Sydkinesiske Hav og Kinas militære opbygning, begge konventionelt, hvad angår atomvåben og i rummet. Det sætter også de konstante cyberangreb på vestlig datainfrastruktur, globaliseringspolitikken, indsatsen for at sikre kontrol over strategiske råstoffer og ressourcer og ikke mindst i miljø- og klimapolitikken i et særligt perspektiv.

Vi finder meget af svaret i Sun Tzu allerede for 2.700 år siden, i et af hans mest berømte citater fra 

The Art of War ;

“Hvis du kender fjenden og kender dig selv, behøver du ikke frygte udfaldet af hundrede slag. Hvis du kender dig selv, men ikke fjenden, vil du tabe lige så ofte, som du vinder. Hvis du hverken kender fjenden eller dig selv, vil du tabe hvert slag.”

Kineserne kommer.

Det der er foruroligende, udover at der er så mange af dem, er, at de kender sig selv og deres egne muligheder og begrænsninger. Og de kender os og vores svagheder, måske bedre, end vi kender os selv, samtidig med at vi dårligt forstår kineserne.

Øystein Steiro Sr.

Vagtmester

Oversættelse Karsten Søberg