Jeg var med, da Stram Kurs blev grundlagt. Som jeg husker det, var vi fem mennesker til “mødet”, hvor det blev besluttet at navngive det ny parti Stram Kurs. Danas Have og flere nordiskklingende navne var oppe at vende. Men det blev altså Stram Kurs.

Set på den baggrund var Stram Kurs en succes. At fem personer, hvoraf kun én har politisk erfaring, kan skabe et politisk parti, der få år senere er meget, meget tæt på at komme i folketinget, er exceptionelt. Succesen kan tilskrives Stram Kurs’ politik vedrørende remigration og ikke mindst Rasmus Paludan, Ronnie Haakansson og nogle få andres meget store arbejde i flere år.

Stram Kurs var en bevægelse, der blev skabt af nogle få enkeltindivider. Og det er måske den opløftende fortælling om Stram Kurs. At der blandt danskerne er en interesse for partier, der sætter Danmark og danskerne først, selvom det politiske establishment og medierne gør alt for at udskamme en sådan politik.

Jeg kunne skrive meget om min tid i Stram Kurs – om de fejl, vi begik, og de sejre, som vi høstede – men jeg har ikke energien i dag, så det bliver mere overordnet.

Jeg var ikke medlem af Stram Kurs til at begynde med. Jeg meldte mig først ind i forbindelse med valget i 2019. Men jeg fulgte partiet tæt fra begyndelsen på forskellige måder.

I 2019 blev Stram Kurs opstillingsberettiget til folketingsvalget i 12. time, da vælgererklæringerne kom i hus efter intifadaen på Nørrebro. Det var ikke muligt at skaffe en folketingskandidat. Det var ikke underligt. Formanden var i safe house, og næstformanden var blevet truet af muhamedanere på sin bopæl.

Der var forståeligt ingen, der stod i kø for at blive Stram Kurs’ første folketingskandidat. Flere profilerede navne på den danske højrefløj fik buddet om at blive kandidater for Stram Kurs, men slog ikke til. Lidt efter lidt begyndte pilen at pege mod mig. Det var ærlig talt ikke noget, jeg havde lyst til, men jeg følte en demokratisk forpligtelse til at give de danske vælgere mulighed for at kunne stemme på Stram Kurs, når de havde givet partiet de fornødne vælgererklæringer, så jeg sagde ja efter lidt betænkningstid. Samtidig skulle den første kandidat gerne være en person, der kunne klare det mediepres, der ville komme, og der vurderede jeg og sandsynligvis også Rasmus Paludan, at jeg med min baggrund som journalist ville kunne stå for presset, som blandt andet bestod i at repræsentere en politik, som for hovedpartens vedkommende ikke stod helt klar. Så det gjaldt om at sige hverken for meget eller for lidt. På mange måder.

Jeg klarede det vel nogenlunde. Men da politik i sidste ende handler om at blive valgt, var det strengt taget en fiasko. En fiasko jeg var forberedt på. Valgkampen var fem uger, og min vurdering var fra begyndelsen, at så lang en valgkamp ville kvæle Stram Kurs’ potentiale. At medierne ville hamre løs på os de første to uger og herefter ignorere os. Netop det skete. Og på valgaftenen manglede vi 0,2 procent trods et kanonvalg til Rasmus Paludan.

Efter valget havde jeg en forhåbning om, at Stram Kurs i det mindste ville kunne fungere som en inspiration i forhold til den førte politik i folketinget, når det gjaldt masseindvandring og islamisering. Og da Socialdemokratiet begyndte at tale om modtagecenter i Rwanda og udrejsecenter i Bosnien, troede jeg kortvarigt på, at vi kunne opnå en slags indirekte indflydelse. Men det var selvfølgelig ikke andet end blålys fra Socialdemokratiets side, og planerne om modtagecenter og udrejsecenter blev snart skrottet.

Vi er i den situation, hvor ikke alene det politiske establishment, men også vælgerne de facto ønsker masseindvandring og islamisering. Det kom Stram Kurs ikke til at lave om på. Og det er trist. Men måske mest for danskerne, som en dag risikerer at vågne til en virkelighed, de ikke kan genkende.
Til sidst vil jeg sige tak til de 698 danskere, der stemte personligt på mig til folketingsvalget (herunder mig selv). Jeg er taknemmelig for den udviste tillid.

Og til allahsidst vil jeg henlede opmærksomheden på en bemærkning fra valgkampen i 2019, hvor en rutineret politiker fortalte mig lidt om den danske vælger, som jeg i dag kan tilslutte mig i endnu højere grad end i 2019.

Inden en tv-transmitteret valgdebat sagde vedkommende, som sad i folketinget i en årrække:

“Du skal aldrig nogensinde undervurdere den danske vælger. Han er endnu dummere, end du tror.”

Se også
Klage til Pressenævnet over artikel af journalist Troels Heeger fra Berlingske