Medierne – de store dagblade og de elektroniske medier som bl.a. DR – er ikke blot kilde til information. De er også meningsdannende. Derfor er det vigtigt, hvilke stemmer der kommer til orde dér. For er det kun de stemmer, der er enige med den fremherskende menings-elite?
Aviserne kan selvfølgelig slet ikke optage alle læserindlæg, men det er vigtigt, om der er et mønster i afviste indlæg.
   

Berlingske som eksempel
Som på alle andre landsdækkende dagblade er der på Berlingskes redaktion ansat personer, der sikrer, at det feministiske verdensbillede ikke for alvor bliver modsagt. Sådan lyder vores påstand.
Antallet af indlæg, der bakker op om den feministiske dagsorden, er enormt. Antallet af indlæg, der peger den modsatte vej, er minimalt. Eksemplerne er legio, men hvad der har bragt os på banen, er det seneste mislykkede forsøg på at trænge igennem den Berlingske mediemur med faktuel viden. 

Mira C. Skadegaard har d. 7. maj en kommentar i Berlingske (desværre bag betalingsmur) med rubrikken: Kønsforsker: Det er ingen skam at erkende, at man tog fejl.

Her forsøger hun at overtale læserne til at acceptere kvoter for kvinder i erhvervslivet. Argumentationen er, at der efterhånden er flere og flere, der går ind for kvoter, så alle andre bør nu også indrømme, at deres modstand mod kvoter var en fejl.
Hun bygger bl.a. på den opfattelse, at der i erhvervslivet er en udbredt bias imod kvinder – alle mændene skulle lide af ubevidst bias. For at kompensere for det er der brug for kvoter, så der kan komme 50 % kvinder ind på ledelsesposterne.

Hendes indlæg levner intet rum for alternative tanker, såsom at der ikke er nogen ubevidst bias, at det ikke gavner bundlinjen med mange kvinder i ledelsen, og at det kan være udtryk for mange kvinders frie valg, at de ikke vil helt til tops. De, der har sådanne tanker, afvises som ’gammeldags’ og skal snarest muligt bringes til at indrømme, at de har taget fejl. Anden mulighed gives ikke.

Skadegaards indlæg er skræddersyet til at flytte holdninger hos beslutningstagerne. De gives ingen mulighed for at undslå sig. Den modsatte opfattelse får ikke den respekt, der kunne ligge i, at en anden position fremstår som lige så plausibel og velargumenteret. At mene noget andet end Skadegaard er ikke respektabelt.

At skrive for papirkurven
Vi har desværre en del erfaring med at skrive for ”den frie presses” papirkurve. I et håb om at undgå forgæves arbejde, henvendte Lone Nørgaard sig til Berlingske med følgende skriv til chefredaktør Tom Jensen og debatredaktør Pierre Collignon:  

Kære Pierre Collignon & Tom Jensen – med Cc til Kåre Fog,

På baggrund af vedhæftede indlæg [kopi af Mira C. Skadegaards kommentar]:
Har vi en realistisk mulighed for at få optaget et modindlæg?
I så tilfælde:  Kan det blive til en kronik? Hvis nej – hvor mange tegn kan I give os?

Med venlig hilsen
Kåre Fog & Lone Nørgaard  

***

Følgende svar indløb øjeblikkeligt: 

Kære Lone

I skal være velkommen til at sende en replik til det pågældende indlæg, men vi antager ikke noget uden at have læst det. Jeg vil foreslå, at I holder det som en kommentar på maks. 3.000 tegn inkl. mellemrum – så er der størst chance for, at vi har plads.

Vh.

Anders Jørgensen

Souschef

Berlingske debat 

*** 

Godt nok. Vi satte straks igen med at skrive en modreplik, der nøje overholdt kravene, og sendte den samme aften. 

Hvad skete dagen efter? 

Indlægget blev afvist. I form af et standardsvar, hvor der bl.a. står: ”Vi bestræber os på at skabe rammerne for en kvalificeret og alsidig debat, og pga. pladshensyn må vi nogle gange sige nej tak til gode og aktuelle forslag til læserbreve, kommentarer eller kronikker. Du er naturligvis velkommen til at sende indlæg til os en anden gang.”

Men det er jo ikke sandt. Det er vores generelle erfaring, at indlæg, der kvalificeret og sagligt modsiger en feministisk verdensopfattelse, ikke bliver optaget. Det gælder i de fleste dagblade, og i høj grad Berlingske. F.eks. har vi forgæves forsøgt igennem årene at få optaget indlæg om, at der ikke er nogen generel ubevidst bias mod kvinder, og at flere kvinder i ledelse ikke gavner bundlinjen.
De kendsgerninger KAN åbenbart ikke slippe igennem nåleøjet. 

Saglighed straffes
Det nye i denne omgang er, at vi kan henvise til en ny bog ”Fakta og myter om kvinder og mænd”, hvor kapitel for kapitel er en omhyggelig gennemgang af emner i kønsdebatten med solide kildeangivelser til mange videnskabelige afhandlinger. Kapitlerne er er lagt frit tilgængelige på nettet med mulighed for at linke til dem og på den vis fremlægge dokumentation. 

Vores erfaring er, at jo mere saglig en tekst er med kildehenvisninger, der ikke kan affejes som underlødige, jo mere umuligt er det at få indlægget optaget. Hvorimod et mere følelsesbetonet kritisk udfald mod feminister har en større chance for at få plads i debatspalterne. 
Altså: Hvis modparten ikke vil kunne afvise vores påstande, får vi ikke indlægget accepteret. Redaktionen har tilsyneladende bestemt, at feminister ikke må bringes i en situation, hvor de taber en debat på rationel argumentation. 
Netop når indlægget er overbevisende – sobert, sagligt uden at være tørt – bliver det ikke optaget. Tilsyneladende er der overordnede direktiver på redaktionerne – herunder på Berlingske – som fastslår den linje. Det er bestemt på forhånd, hvem der skal præge meningsdannelsen.

Demokrati bygger på, at man ikke på forhånd kan vide, hvem der i sidste ende har ret. Derfor skal alle meninger kunne brydes, også de upopulære. Politiske synspunkter, man ikke kan lide, skal have plads til at blive hørt i parlamentet og i medierne.

Det burde være godt for samfundet, at vigtig viden ikke bliver undertrykt. Men dette felt – den feministiske dagsorden – er et af de felter, hvor der ikke hersker demokrati og ytringsfrihed. Vi har et diktatur, hvor viden, der strider imod den herskende dagsorden, bliver bortcensureret. Saglighed straffes.
Men læs og døm selv, om vores modreplik til Skadegaard har fortjent til at blive hørt. Den kommer her.    

Når kønsdebat viser sig at være propaganda
Mira C. Skadegaard forsøger i en kommentar d. 7. 5 at forføre læserne til at tro, at kvoter for kvinder i erhvervslivet er vejen frem. Argumentationen er, at stadig flere, bl.a. den tidligere kvotemodstander Margrethe Vestager, er blevet klogere. Derfor bør alle andre også indrømme, at deres modstand har været en fejl og et udtryk for bias (fordomme), der kan påvirke handlinger og skabe utilsigtet diskrimination. Med kvoter vil hun ophæve den uheldige ubevidste bias mod kvinder med et snuptag.

Her kommer spørgsmålet til Skadegaard: Er det uretfærdighed, hvis ambitionen om at få 50 % af hvert køn på alle vigtige poster ikke lykkes? Næppe. For hvad nu hvis kønnene prioriterer forskelligt, og det er bedst at undgå lighedsmageri? Og hvad hvis kvoter faciliterer, at mindre motiverede og egnede kvinder presses ind på positioner, som topmotiverede og kvalificerede mænd stod klar til at bestride?
At retfærdighed er lig 50-50-fordeling overalt er en myte, som kan hældes ned af brættet med fakta  (jf. bogen ”Fakta og myter om kvinder og mænd”).  

Det er en stor misforståelse, at der er udbredt ubevidst bias mod kvinder. Feminisme-fortalere henviser igen og igen til nogle få forsøg, der tyder på sådan bias. Men gennemgang af hundredvis af forsøg viser ikke generel bias mod kvinder. Nogle forsøg med både fiktive og reelle jobansøgninger viser tværtimod bias imod mænd.
Feminisme-fortalere bekæmper også idealet om meritokrati, altså at den dygtigste person uanset køn får jobbet. De hævder, at mænd har definitionsretten på dygtighed og derfor ender med at mene, at den dygtigste ansøger er en mand. De henviser til forsøg, der viser, at kvinders dygtighed vurderes lavere, men ignorerer forsøg, der viser, at mænds dygtighed vurderes lavere. Det er en farlig tendens at afvise dygtighed som brugbar målestok og åbne for at ansætte kvotekvinder, selv når der er bedre kvalificerede mænd.

Er det gavnligt for samfundet med flere kvinder på topposter som hævdet? Hendes henvisning om dette rummer kun én solid undersøgelse fra 2016 af arbejdshold på ISS, der ikke siger noget om, hvorvidt flere kvinder i topstillinger giver øget overskud. Lidt tyndt. Hvilket vil stå klart efter et opslag i ”Fakta og myter om kvinder og mænd”, hvor emnet behandles i afsnittet ”Er danske firmaer med kvinder i ledelsen mere lønsomme?”. 

Det mistolkes ofte, at firmaer med et i forvejen stort overskud er mere tilbøjelige til at lukke kvinder ind i ledelsen, men den mulige årsags-sammenhæng mellem andelen af kvinder og firmaets lønsomhed er svag og usikker.
Hvad sker, hvis kvindeandelen i ledelsen øges – bliver der så større overskud? Her viser nøje undersøgelser af norske virksomheder det stik modsatte: Flere kvinder giver lidt lavere overskud. 

Sådan er der så meget vigtig information, der ikke kommer frem, når man gerne vil oppiske en stemning af, at kvinder behandles uretfærdigt. Ulykkeligvis bliver kønsdebatten ofte til propaganda, hvor misvisende ønsketænkning gentages igen og igen.  

Kåre Fog, biolog & Lone Nørgaard, cand.mag.