Kommentar

Jeg har med alt, hvad jeg kan opbyde, afvist enhver konspirationsteori om covid og myndighedernes reaktion. Når alle verdens regeringer, Verdenssundhedsorganisationen, alle medier og alle eksperter, læger og sundhedsmyndigheder, der optræder på TV, siger det samme, skal man være meget dumdristig for at betvivle sandheden af deres påstande.

Men nu har jeg set første del af en fire-parts dokumentar med titlen ”Covidism: Contagious deception”, offentliggjort den 19. april 2023. Titlen kan vel oversættes til ”Covidisme: Smitsomt bedrag”.

Dokumentarens anonyme ophavsmand angives at være bulgarer, men lad os ikke hæfte os ved afsenderen, men som altid ved indholdet og dokumentationen.

Hvad der gør dokumentaren højst relevant, er udsigten til, at sundhedsminister Sophie Løhde den 21. maj vil overlade styringen af Danmarks sundhedspolitik til den samme Verdenssundhedsorganisation (WHO), der har bidraget til at holde verdens befolkninger for nar. Når det er sket, kan Kinas kommunistiske parti, der kontrollerer WHO, når som helst dekretere undtagelsestilstand og lukke Danmarks økonomi og låse os inde i vores hjem.

Vi husker alle de dramatiske dødstal som følge af covid, som vi fik præsenteret for et par år siden. Nu viser det sig, at blot en mindre del af de døde (i Italien 12 pct.) døde af covid, men måske døde MED covid, som jo er noget helt andet. Bliver man ramt af en bus og omkommer af skaderne, bliver dødsfaldet opført som forårsaget af covid, hvis lægerne konstaterer, at man har virussen.

Der er penge i covid, og derfor bliver covidsmittede, som ikke har symptomer, slået sammen med patienter, der har symptomer. Sådan kan man oppuste statistikkerne og generere penge til hospitalerne.

Dokumentaren understreger endnu en gang, at den såkaldte PCR-test ikke kan bruges til at diagnosticere covid. Testens opfinder, nobelpristageren Kary Mullis, oplyste, at hvis man gentager testen tilstrækkeligt mange gange, kan man påvise hvad som helst i hvem som helst. Og det er netop, hvad sundhedsmyndigheder i mange lande har gjort.

Vi hørte også dagligt om hospitaler, der var oversvømmet af coronapatienter, mens sandheden var, at mange hospitalssenge stod tomme, bl.a. fordi patienter med andre sygdomme ikke blev behandlet, hvilket bidrog til dødsfald af årsager, der intet havde med corona at gøre.

En af de interviewede fortæller, at han ikke har set et eneste dødsfald, der kan henføres til corona, men derimod til lægeligt misbrug. Coronapatienter er ofte blevet behandlet med medicin og ventilation, der har været dødelig.

Og hvorfor? Det mest almindelige svar er penge. Læger og hospitaler er blevet beriget ved at bekræfte regeringernes påstande, og regeringerne har øget deres magt ved at skræmme livet af folk. En givtig kombination.

Som man plejer at sige: Ekstraordinære påstande kræver ekstraordinære beviser.

Jeg synes, at ”Covidism: Contagious deception” leverer nok beviser til, at man må stille myndighederne til ansvar for deres handlinger.

Jeg agter at skrive om de tre følgende afsnit af dokumentaren, og kan man ikke holde det ud, kan man hoppe af allerede nu.

https://odysee.com/@HealthImpactNews:1/COVIDISM-Contagious-Deception-Part-1:d