Kommentar

James Comer, der er formand for den såkaldte ”Oversight Committee” i Repræsentanternes Hus, meddeler nu, at ikke mindre end 12 medlemmer af Biden-familien har nydt godt af penge, som præsidenten og hans klan har fået fra udenlandske regeringer, først og fremmest fra Kina. Comer siger også, at han trods længere tids undersøgelser ikke kan finde ud af, hvad Biden-syndikatet har leveret af modydelser for pengene. Han konkluderer derfor, at de fremmede magter, som naturligvis skal have et afkast af deres investeringer, har fået politiske gevinster. De har med andre ord købt sig til indflydelse på USA’s udenrigspolitik.

Som Comer i går sagde til Maria Bartiromo fra Fox News: ”Der er ingen forklaring på, at denne familie har modtaget så mange mistænkelige pengeoverførsler fra vore modstandere rundt om i verden, med mindre Joe Biden var direkte indblandet i at træffe beslutninger [til gavn for modstanderne], for jeg er sikker på, at disse mennesker, der overførte penge til Biden-familien, forventede et afkast af deres investering, og der er ikke et eneste af disse familiemedlemmer, som havde mulighed for at influere på udenrigspolitikken andre end ”the Big Guy”, Joe Biden.”

Og vi får måske snart at vide, hvad det er, de fremmede magter har købt sig til. Comer skal nemlig have planer om at holde en pressekonference, hvor han vil opregne seks specifikke afgørelser, Joe Biden har truffet både som vicepræsident og præsident, der kan have været modydelser for de mange fremmede penge.

Comer vil utvivlsomt bide mærke i Joe Bidens imødekommende og eftergivende politik over for Kina, som han siger bliver ved med at stjæle USA’s knowhow og manipulere dollaren. Kineserne fortsætter også med at opkøbe virksomheder rundt om i verden, hvilket skaber sikkerhedsproblemer for USA. Alligevel gør Biden intet. ”Det får en til at spekulere på, om han er kompromitteret på grund af de millioner af dollars, som hans familie allerede har modtaget fra Kinas Kommunistiske Parti”, siger James Comer.

Hvis Tom Jensen fra Berlingske har skrevet noget i den anledning, vil jeg gerne underrettes.