Bystyret i Minneapolis har accepteret, at byens moskeer må udsende højlydte bønnekald fem gange om dagen. Hvad skal det gøre godt for? Hvis der skal bedes fem gange om dagen, kender de troende uden tvivl tidspunkterne.

Men der er en mening. ”Allah er større”, udråbes der fra moskeerne, og meningen er, at her hersker Allah. Det er ikke længere de vantros område, men de troendes. Bønnekaldet er altså en triumferende manifestation af, at området nu kontrolleres af profetens forkæmpere. Og det har de jo ret i.

Trods årtiers indsats af folk, der har sat sig ind i islam, nægter medier og politikere at forstå, og islamiseringen går sin planmæssige gang. Venstrefløjen og dens allierede blandt ”de borgerlige” glæder sig, indtil Allahs mænd en dag slæber dem væk.

Udviklingen i Minneapolis, hvor min Biden-tro del af familien bor, får mig til at mindes noget, som jeg skrev i 2016:

Allah er stor i Dearborn

Det eneste gode, man kunne anføre til fordel for islam, er, at når Allahs religion hersker overalt, må der i det mindste være fred. Måske en uhyggelig fred, men dog ro og fravær af blodsudgydelse. Når den sidste vantro er fordrevet eller ombragt, burde der ikke være flere at slås med. Menneskeheden kan så gå ind i en evig dvaletilstand.

Det var derfor med stor forventning, at jeg i marts 2016 drog til Dearborn, en forstad til Detroit. Engang var Dearborn en hovedbastion for den organiserede arbejderklasse, nærmere bestemt de titusinder af bilarbejdere, der var beskæftiget på Fords berømte River Rouge-fabrikker. Her stod nogle af den amerikanske arbejderbevægelses mest ikoniske slag i 1930’erne og 1940’erne, når titusinder af arbejdere i bogstaveligste forstand sloges med Fords organiserede bøllekorps. Nu er der ingen industriarbejdere tilbage i Dearborn. Området er blevet næsten 100 pct. muslimsk, og muslimer beskæftiger ikke i nævneværdig grad med industri.

Mig bekendt har ingen dansk journalist været i Dearborn. De opholder sig i Washington eller New York, hvor de let kan få fat på New York Times og Washington Post, således at de kan underholde danske tv-seere med Donald Trumps dumheder.

Få vantro vover sig ind, men jeg kendte en kristen kvinde, der driver et par missionsstationer midt inde i ghettoen. Hvordan det er lykkedes hende at overleve, må guderne vide. Hun viste mig rundt i to bygninger, hvor hun missionerer for Kristus. Og faktisk lykkes det en gang imellem at få en muslimsk pige til at kaste lænkerne af sig. Når det sker, må hun smugles ud af Dearborn. Ellers bliver hun ombragt af sin familie.

Ingen ved så nøje, hvor mange, der bor i Dearborn, eller hvordan de er kommet dertil. Fra 1920’erne var der en kerne af yemenitter, som Henry Ford havde anskaffet som billig arbejdskraft, men de seneste par årtier er det muslimske befolkningstal eksploderet. Der gættes på 50.000, men det kan være betydeligt flere. Kun et står fast: De er muslimer alle sammen. Jo, tilbage fra den amerikanske tid er der en italiensk restaurant.

Jeg var i Dearborn en hel dag og så ikke en eneste politibetjent. Men hvad skulle politiet også i zone, der er afstået til en anden retsorden? Som ikke længere er USA.

Den muhamedanske fred og fordragelighed har altså sænket sig over Dearborn, tænkte jeg, mens vi kørte gennem ghettoen. Her tror alle på det samme.

”Se derovre”, sagde min missionær. ”Her i den sydlige del af Dearborn bor yemenitterne. De må ikke være der, hvor de højerestående arabere hersker.”

Vi kørte lidt rundt i de omkringliggende landdistrikter, og ude på en pløjemark bemærkede jeg noget, der lignede en moske. Det kunne min guide bekræfte. Hvad skulle den her, hvor ingen boede?

”Det ser vi mange steder”, svarede hun. ”Meningen med disse moskeer er at markere, at det omkringliggende land nu tilhører Allah. Hele erobringsstrategien er nøje planlagt og finansieret af velbeslåede sheiker fra Golfen.”

I den europæiske debat har det ofte været anført, at integrationen fungerer langt bedre i USA, end vi har vænnet os til i Danmark, Sverige, Frankrig, Tyskland osv.

Det tror jeg ikke længere på. Det er det samme overalt.