Vil man løse et problem, må man begynde med at kalde det ved navn og dernæst prøve at forstå det til bunds.

I den forbindelse glæder det mig at læse om den tidligere amerikanske justitsminister Bill Barrs bog, ”One Damn Thing After Another: Memoirs of an Attorney General”. Jeg har ikke læst den 608-sider lange bog, men en grundig anmeldelse i det højpandede tidsskrift, Claremont Review of Books, som rummer så mange citater fra Barrs tekst, at man begriber hans kritik af venstrefløjens tiltagende og stadigt mere rabiate ”progressivisme” og woke-ideologi, der opstod i USA, men nu breder sig til resten af den vestlige verden.

Ifølge Barr udspringer ideologien af det demokratiske partis ønske om at nedbryde og rekonstruere det amerikanske samfund. Der er tale om en form for totalitarisme, som ”forgifter landets politiske liv”, og Trumps opstigning i 2016 var en reaktion på den amokløbne venstredrejning. ”Trump var ikke årsagen til, men resultatet af vores forbitrede politik”, skriver Barr, der i øvrigt ikke bryder sig om sin tidligere chef, som han beskriver som uligevægtig, nærtagende og hengiven til grundløse konspirationsteorier.

Men det står betydeligt værre til med den rabiate venstrefløj, som siden Barack Obamas præsidentperiode har sat sig på magten i det demokratiske parti. Dens udgangspunkt er en ”messiansk” forvisning om, at man kan skabe det perfekte samfund, hvis de progressive får lov at kontrollere alle livets aspekter. Det forudsætter, at man tilintetgør den gamle tro og de gamle institutioner. Venstrefløjen tåler derfor ikke en åben og fri debat. Den er ”maoistisk” og er ikke blot optaget af, hvad folk siger og gør, men vil også bestemme, hvad de skal tænke. Venstrefløjens økonomiske program er ifølge Barr en form for marxisme, hvis formål er at gøre arbejdsduelige mennesker til statens klienter.

Og videre: ”Enhver eksisterende, grundlæggende ide, enhver kulturel konvention og moralske værdi må rykkes op med roden og erstattes af noget nyt og ”equitable”. Ordet er omtrent umuligt at oversætte til dansk, men ideen er, at alle ikke bare skal have de samme muligheder, men sikres det samme udfald. Den dumme og dovne skal have samme livsvikår som den dygtige og flittige. ”Equity” skal erstatte ”equality”, dog ikke for de magthavende eliter, der fortsat kan leve det søde liv.

Barr beskriver venstrefløjens politiske mål som ”destruktion”, og den får god hjælp af journalisterne, der er begyndt at se sig selv som anførere for de sociale omvæltninger, oplysningens forkæmpere og indehavere af den højeste visdom. Derfor har de ikke brug for sandheden. Det er nu blevet respektabelt at forvride sandheden i en højere morals tjeneste.

Og endelig: Denne nye ideologi er blevet en ”erstatningsreligion”, der ikke tåler konkurrenter så som kristendommen.

Barrs analyse forklarer unægtelig meget om den vanvidspolitik, der nu præger ikke bare USA, men i stigende grad Europa og verdens øvrige vestlige udposter.

Kilde: Claremont Review of Books, Fall 2022, pp. 30-35.