Kommentar

Donald Trump har givet sit første interview siden sin arrestation for frit opdigtede anklager.

Den tidligere præsident beskylder med rette den demokratiske administration for at have ”weaponized” statens organer mod sine politiske modstandere – altså ligesom når Mette Frederiksen udkommanderer politi og militær for at sætte en skræk i livet på minkavlerne eller truer uvaccinerede med al landsens ulykker.

Det mest interessante er imidlertid Trumps udtalelser om USA’s storpolitiske deroute, som er manifesteret af den æreløse flugt fra Afghanistan, Putins invasion af Ukraine og Kinas militære provokationer mod Taiwan og tilmed i USA’s eget luftrum. Svaghed skaber krig, mens styrke garanterer freden.

Gud ved om de europæiske regeringer, der jublede over Bidens valgsejr, er lige så glade i dag. Ser de med fortrøstning på en fremtid, hvor USA’s globale indflydelse eroderes med rasende hast?

Nogle i såvel Amerika som herhjemme sætter deres lid til, at Trump eller en anden republikaner, der deler hans politiske anskuelser, vinder præsidentvalget næste år. Men med et gennempolitiseret statsapparat og en altdominerende løgnepresse er det stærkt tvivlsomt, om USA nogen sinde igen får en præsident, der ikke er medlem af unipartiet bestående af demokrater og lydige republikanere.

Europæerne gør nok klogt i at belave sig på en kinesisk fremtid – en fremtid, som de selv har bidraget til med deres sygelige Trump-had.

https://www.foxnews.com/media/trump-democrats-old-soviet-process-crush-opponents