Skoleskyderiet i Nashville tyder på, at transaktivisme har bevæget sig ind i en ny, farlig retning: terrorisme. Men det vil vi helst ikke tale om.

For få dage siden dræbte transmanden, det vil sige den biologiske kvinde Audrey Hale, seks mennesker på en kristen skole i Nashville, Tennessee. Tre børn og tre voksne, elever og ansatte på Presbyterian The Covenant School, blev skudt af Hale (28), som også var tidligere elev på skolen. Hale blev selv skudt og dræbt af politiet, der kom ind på skolen umiddelbart efter skyderiet. Vi kender stadig ikke det præcise motiv til hændelsen, men Hale skrev et manifest, som er en del af efterforskningen, men som endnu ikke er blevet offentliggjort. Skyderiet var godt planlagt, og noter og dagbøger vil blive analyseret. Det gættes på, at Hale nærede et særligt nag til den skole, hvor hun selv havde gået.

De af os, der holder et halvt øje med amerikansk politik, har set det før: Hver gang der er skyderi på en skole eller et andet offentligt sted, får vi at vide, at “hvid overherredømme” er skyld i grusomheden. Ifølge en rapport fra Anti-Defamation League (ADL) var “hvide supremacister” fra den yderste højrefløj ansvarlige for 80 procent af alle ekstremisme-relaterede mord i 2022. Når man ser nærmere på rapporten, er billedet langt mere nuanceret. For eksempel blev ti af de 25 ekstremistiske mord begået af Payton Gendron i Buffalo. Men han var ingen højreekstremist, snarere kaldte han sig selv “økofascist” og nationalsocialist og en del af den “mildt-moderate, autoritære venstrefløj”. Hans bekymring med hensyn til minoriteter var, at de havde for mange børn, og at det var ødelæggende for miljøet. En anden terrorist til venstre var Lee Aldrich i Colorado Springs, som dræbte fem. Han var rigtignok en “hvid overherredømme”, men han var heller ikke til højre. Han brugte pronominer “de” og “dem” og identificerede som ikke-binære. Jeg kunne blive ved – under alle omstændigheder er konklusionen, at ADL ikke har været fuldstændig sandheden tro i sin rapportering. Men rapporten er stadig meget citeret af medier, der ikke udfører deres egne undersøgelser, og som er tilfredse med konklusionen.

Selvfølgelig er alle enige om, at mordene på seks uskyldige mennesker, heriblandt tre ni-årige, er forfærdelige. Men fokus flyttede hurtigt til noget, der ligner offer-bebrejdelse, og til at vise medfølelse for den gruppe, Hale sagde, hun tilhørte: transkønnede. For eksempel publicerede Sky News følgende artikel med overskriften: “Nashville skoleskyderi: Transsamfund frygter modreaktion efter angreb af Audrey Hale” «Nashville school shooting: Trans community fears backlash after attack by Audrey Hale».. LGBT-miljøet frygter for deres liv, skriver de og citerer Denise Sadler, en transkønnet drag-kunstner, som siger, at han vil ansætte otte bevæbnede vagter til sit show, dobbelt så mange som før, som svar på, hvad Sky News kalder “anti-trans – retorik”.

Det er derfor transpersoner, vi primært skal have ondt af, selvom kristne netop er blevet ofre for planlagt likvidering. Og det er det på mange måder, også når det kommer til mental sundhed, men i denne sammenhæng er det rimeligt tonedøvt og ikke mindst umoralsk at tro, at transpersoner er de egentlige ofre.

Man kan bestemt finde “anti-trans retorik” vælte over i det, der nu blot kaldes “hade”, et ord, der desværre har mistet sin betydning. Efter at have fulgt debatten et stykke tid, tør jeg alligevel godt komme med en påstand: Langt størstedelen af ​​(seriøs) kritik af transfænomenet, hvad enten det drejer sig om medikalisering af børn og unge, undervisning i børnehaver og skoler om kønsdiversitet, allestedsnærværende Pride-bevægelse, såvel som den absurde debat om definitionen af ​​en kvinde, og separate omklædningsrum og sportsklasser for biologiske kvinder, handler om velbegrundet bekymring, ikke had.

Den chikane, som især kvindelige transkritikere modtager, er til gengæld ofte hårde og alvorlige. J.K. Rowling er efterhånden blevet næsten lige så berømt for sit mod, når det kommer til kvinders rettigheder, som hun med rette mener er under angreb fra transaktivister, som hun er for sit forfatterskab. Dette har gjort hende til det nummer et mål for transaktivisterne. Hun modtager trusler, endda dødstrusler, bliver hånet og hængt, men har trods alt stadig en platform og indflydelse. Andre kritikere har mistet job og indkomst, venner og omdømme, mens andre igen bliver fysisk angrebet. Atter andre er anholdt, såsom Caroline Farrow,, mor til fire og transkritiker.

Posie Parker, hvis rigtige navn er Kellie-Jay Minshull, er grundlæggeren af ​​Standing For Women og en højprofileret kritiker af trans-ideologi. Da hun for nylig var på turné i New Zealand, blev hun omringet, råbt af vrede transaktivister og fuld af tomatsuppe og måtte eskorteres væk af politiet. Hun har sagt om hændelsen, der førte til, at hun måtte aflyse resten af ​​turen, som så skræmmende, at hun frygtede for sit eget liv og helbred. En anden deltager, en 70-årig kvinde, der støttede Parker, blev slået i ansigtet.

Når transaktivister ikke foretager sig fysiske handlinger, bruger de voldelige ord og udtryk for at forsøge at bringe kritikere til tavshed. Det sker også i hjemlige områder. Blitz havde en plakat, der viste en transaktivist, der skyder på en såkaldt “terf” (trans-eksklusiv radikal feminist).

Filmanmelder Brita Møystad Engseth omtalte transkritikere som “rabies-inficerede græstørv-egern” i et Facebook-opslag, der nu er blevet slettet. Det er måske ikke direkte trusler, men sproget og billedsproget er umenneskeliggørende. Hvis det var blevet brugt af den anden side, ville det have ført til politianmeldelser og aflysninger. Det er nok det, man kalder “det gode hader” – alt er fint i det Godes tjeneste.

Det er et paradoks, at det er den anden side, der bliver beskyldt for at engagere sig i hadefulde ytringer, blandt andet fra Joe Biden selv, der blot få dage efter massakren på kristne benyttede lejligheden til at fejre transaktivister under “International Transgender Day of Visibility” , eller Transgender Day of Visibility på norsk.

“Transkønnede er nogle af de modigste mennesker, jeg kender”, proklamerede Biden. “Men ingen skal være modige for at leve i sikkerhed og værdighed.” Han antyder, at det er os, der ikke støtter såkaldte transrettigheder – som kommer på bekostning af børn og kvinder – der gør livet farligt for transpersoner. Men der er ingen epidemi af mord på transpersoner, selvom det er blevet et omkvæd. Biden og andre politikere og aktivister, der gentager, hvor farligt det er at være transkønnet, fodrer en paranoia, der nærer en aktivisme, der i stigende grad er konfronterende og aggressiv.

Audrey Hales angreb i sig selv betyder ikke, at transpersoner som gruppe skal kaldes terrorister eller behandles som sådan. Mange transpersoner genkender ikke transaktivisme i den retning, den nu tager, og ønsker kun at leve deres liv i fred. De er klar over, at de aldrig kan ændre deres biologiske køn, og forventer ikke, at samfundet vil inkludere dem i det modsatte køns arenaer.

Men angrebet betyder, at vi skal være på vagt over for mennesker, der tilhører enhver ekstrem ideologi, inklusive transaktivisme. Ekstrem transaktivisme ser “cis-normativitet”, det vil sige traditionelle kønsidentiteter, som en fjende, der skal elimineres. Disse omfatter kristne, konservative og feminister, som ikke accepterer, at mænd kan blive kvinder. Vi kan desværre ikke regne med, at myndigheder og politikere håndterer denne tankegang, som i ekstreme tilfælde fører til vold og mord. I stedet bidrager de til at sløre fakta. Bidens seneste stunt, hvor han jokede med is, da han ville sige, at seks mennesker var blevet dræbt af Hale, er et eksempel på en sådan sløring. Det er op til os at finde vej gennem tågen.

Hvis vi bliver kaldt transfober undervejs, må vi leve med det.