Hvis nogen påstår, at myndighederne bevidst og gerne forsøger at erstatte indfødte nordmænd med udlændinge, må de have haft en splint i øjet. Men på den anden side er der mange statsstøttede interesseorganisationer og politiske partier, der arbejder for en mest mulig liberal asyl- og immigrationspolitik.

Tal fra Norges Statistik (SSB) viser, at de har haft stor succes. Ved sidste årsskifte var antallet af immigranter 877.200 og deres norskfødte børn 213.800; til i alt 1.091.000. Alene inden for de seneste ti år er antallet af disse to grupper steget med 284.500, det vil sige tæt på 30.000 om året. Andengenerations immigranter er ikke medtaget, selvom størstedelen af ​​dem er vokset op i immigrantghettoer i større norske byer, hvor social integration var vanskelig eller ikke ønsket af forældrene.

Norske myndigheder forsøger at støtte og opmuntre ikke-vestlige kvinder til at gå i skole og studere, og dels at tvinge dem ved at begrænse overgangsstøtte og al anden kontantstøtte ved fødsler. Da alle grupper skal behandles ens, har det ført til en stadig stigende alder af førstegangsfødende og med det også til lavere fertilitet. Den samlede fertilitet er derfor faldet gradvist og satte sidste år ny bundrekord med 1,41 børn per kvinde i den fødedygtige alder. Det er kun to tredjedele af, hvad der skal til for at holde befolkningen på et stabilt niveau.

Afdelingsleder på kvindeklinikken på Akershus Universitetshospital, Anne Eskild, har derfor i mange år argumenteret for, at ydelsen til barsel skal være den samme uanset alder og hvor langt den fødende er kommet i uddannelsen. Kvinder bør have deres første barn senest i 20’erne, når risikoen for komplikationer er lavest.

Eskild har ret, men hvis vi følger hendes råd, skal vi også stoppe indvandringen fra lande, hvor befolkningen vokser ukontrolleret. Det gælder bl.a Somalia, hvor befolkningen er steget fra 2,4 millioner til 17 millioner i perioden fra 1950 til 2021. I samme periode er befolkningen i Syrien steget fra 3,5 millioner til 21 millioner (plus 3 millioner krigsflygtninge i nabolandene); i Irak fra 5 millioner til 42 millioner, i Afghanistan fra 8 millioner til 37 millioner, i Iran fra 16 millioner til 85 millioner og i Pakistan fra 40 millioner til 214 millioner.

Årsagen er ikke kun store børnegrupper, men også kort tid mellem hver generation, fordi kvinderne i disse muslimske lande får de fleste af deres børn, når de selv er mellem 15 og 30 år. Hvert land skal tage ansvar for sine egne borgere og for konsekvenserne af sine egne politikker og kultur, herunder adgang til og accept af prævention. En stigning i befolkningen kan ikke være en gyldig grund til at eksportere en del af befolkningsoverskuddet til andre lande og dermed gradvist underkaste sig dem.

Ikke kun i Norge, men i hele Vesteuropa vil den oprindelige befolkning blive en etnisk minoritet i deres respektive hjemlande inden næste århundredeskifte. Det er en logisk og nødvendig konsekvens af den beslutning om asylindvandring, som europæiske nationalforsamlinger har truffet. Enhver, der har et minimumskendskab til demografiske fakta og mestrer simpel social regning, kan selv finde ud af dette.

Selvfølgelig vil det ikke være det samme med os som med den oprindelige befolkning i Amerika, for 90% af dem, vi kaldte “indianere”, døde af kopper og andre alvorlige infektionssygdomme, som de ikke havde immunitet over for. Men i løbet af blot de næste tredive år dør to millioner nordmænd efter en normal levetid, og de vil stort set blive erstattet af folk fra islamiske lande og deres efterkommere.

Tilsvarende eller større udskiftning finder sted i alle vesteuropæiske lande, såsom Sverige, Danmark, Belgien, Holland, Storbritannien (nu med den indiske premierminister og pakistanske premierminister i Skotland!), Tyskland, Frankrig, Spanien og Italien. Sociologiprofessor Sigurd Skirbekk skriver i sit hovedværk, at det, der er tabu, siger mest om et samfund.

I Tyskland var socialøkonomen og socialdemokraten Thilo Sarrazin, der også sad i bestyrelsen for Bundesbank, i hvert fald frosset ud næsten fra den ene dag til den anden, da han i 2010 udgav bogen “Tyskland afskaffer sig selv”; noget, der faktisk er sandt. I 2016 læste jeg i Frankfurter Allgemeine Zeitung, at allerede før asyloversvømmelsen i 2015 havde 60 % af børnene i Frankfurt, Köln og München indvandrerbaggrund, og det samme var tilfældet for 50 % af alle børn i staterne Hessen og Baden-Württemberg. Kun ved fuldstændig at ændre immigrationspolitikken kan vi forhindre, at Vesteuropa bliver slaver under islam.

I stedet for at sværme for den splittende multikulturalisme bør vi forene os i Paris-erklæringen “Et Europa vi kan stole på”, som en række konservative akademikere og intellektuelle formulerede i 2017. Erklæringen handler om samarbejde mellem uafhængige europæiske nationalstater, som har (havde) kristendommen til fælles.

Norge var dér repræsenteret af professor Janne Haaland Matlary. Hendes mand er fra Ungarn, som efter Anden Verdenskrig fik indført et kommunistisk diktatur og i 1956 igen blev invaderet, da ungarske patrioter forsøgte sig med en vis liberalisering. Men da jeg selv var i Ungarn i 2010, var det en kollektiv bevidsthed om det barske osmannisk-muslimske styre i senmiddelalderen, der slog mig. Forståeligt nok, da dette varede fire gange så længe som kommunismen og involverede bl.a. pligt til at udlevere små piger til sultanens harem og små drenge til janitsjarkorpset, sultanens livvagt, en eliteenhed, som så blev trukket ind i kampen mod sine egne folk i Sydøsteuropa.

Østeuropa har lært af historien og ønsker ikke en ny invasion. I Vesten er vi som sædvanlig ret naive, og ingen er mere godtroende og godtroende end os blåøjede skandinaver.

Oversættelse Karsten Søberg