Kommentar

 

Demokraterne leger med skæbnen, og den kan sprænge i hånden på dem. Den gennemsnitlige amerikaner føler, at de lever i historiske øjeblikke. Men det gør demokraterne ikke. De er overbeviste om, at de har ret og bare gør, hvad de skulle have gjort for længe siden.

Ifølge justitsminister Merrick Garland er den største trussel, USA står over for, “hvidt overherredømme”, og Trump er selve symbolet på dette. Han skal begraves. I live.

Dette er eksorcisme, eksorcisme i et informationssamfund. Et mindretal har mistet kontakten til jorden og tror på hvad som helst. Mandag kom en transperson ind på den kristne skole, hun havde gået på, og dræbte tre otte-årige og tre voksne. Præsidenten svarede ved at spøge med, at han havde hørt, at der var is at få. Han kommenterede ikke skyderiet i Nashville. Først da han var på vej til Marine One blev han spurgt, om han troede, det var et angreb på kristne. – Hvem siger det, spurgte Biden og hørte, at det var senator Josh Hawley. – Hvis det er ham, så er jeg af den modsatte mening, men det ved jeg ikke, svarede Biden.

I Bidens Amerika afhænger det af, hvem der er offeret, og hvem der er gerningsmanden. Hvis det er et kristent barn, er det det forkerte offer. Hvis det er en transmorder, er det den forkerte gerningsmand. Sympati er noget, demokraterne deler ud af. Alle har fanget det, men ikke demokraterne. De føler, at de har loven på deres side. Og retfærdighed. De er i deres ret. For dem handler det ikke om, at de har anlagt to rigsretssager mod den samme præsident og nu rejser en sag mod ham, efter at han har meddelt, at han vil stille op i 2024.

Demokraterne og medierne har banket i hovedet på deres følgere, at de skulle have gjort dette for længe siden. De udrydder et onde fra verden: den hvide racisme, USA er baseret på.

For demokraterne handler det om at uddrive ånden fra USA’s fortid. Hvis transpersoner skal kunne leve i et retfærdigt samfund, skal hvide, heteroseksuelle mænd væk. De er bærere af arvesynden.

Demokraterne og deres medier fortæller en ny syndefaldshistorie. Synden kom ind i verden med den hvide mand. Tid til at lukke dette kapitel. Det har gjort skade nok.

Dette kvasi-religiøse nonsens er farligt. Folk tror på det. Woke gør noget ved folks hoveder.

Problemet for demokraterne er, at de har vendt dette til en krig mod hvide mennesker. Kun en lille del af det liberale Amerika køber det. De fleste mennesker reagerer. De har bemærket, at kritisk raceteori og transideologi polariserer og spreder had mellem mennesker. De ønsker ikke en racekrig.

Med anklageskriftet mod Trump har Demokraterne valgt at satse alt på ét kort. De forsøger at stirre modstanderen i sænk. De hæver indsatsen og tror, ​​at den anden part ikke vil turde eller være i stand til at svare.

Spørgsmålet er: Hvem er modparten? Er det dem, der stemte på Trump i 2020? Det var 74 mio. Anti-Trump-partiet – for det er det i hele den vestlige verden, også i Norge og til dels i Danmark, siger, at han leder en sekt. Var det så en kult, vi så i Waco, Texas, sidste lørdag, hvor titusindvis af amerikanere samledes for at høre Trump? I så fald er det en ny definition af sekt.

Er det en sproglig manipulation, vi er vidne til, hvor et parti bruger alle midler til at kunne udgrænse politiske modstandere og eliminere dem fra det politiske system? Det kaldes normalt et kup.

Den anden part er det amerikanske folk. Det er dem, demokraterne udfordrer og kræver underkastelse af. De er villige til at bruge ethvert middel til at tvinge dem i knæ. Demokraterne forsøger at gøre USA til en etpartistat.

Hvor mange amerikanere har indset det? Resultatet bestemmer udfaldet. Men det ser ud til, at demokraterne og medierne er Trumps bedste allierede. Med et anklageskrift, der er så tyndt, at det ikke kan tåle et vindpust, har de skudt sig selv i foden og demonstreret, at de ikke viger tilbage fra nogen midler.

Men der er også en anden mulighed, der er endnu mere skræmmende: Flere af Tucker Carlsons gæster mener, at demokraterne bevidst provokerer MAGA-vælgere til at få dem til at overreagere. Demokraterne ønsker en voldelig reaktion, der kan bevise, at deres påstande er sande: Det er hvidt overherredømme, der er den reelle trussel.

De forsøgte den 6. januar, og Liz Cheneys særlige udvalg og flere retssager vil vise, at Trump og hans støtter har dannet en sammensværgelse. De har ikke kunne bevise noget, men i retssagen mod de tiltalte fra 6. januar demonstrationen fremlægger de falske beviser og holder beviser, der taler til tiltaltes fordel, væk fra forsvarerne.

Men voldshandlinger kan få regnestykket til at gå op. Det kunne bevise, at de havde ret hele tiden. MAGA er voldelig og skal stoppes.

MAGA er nu blevet vant til provokationer. Razziaen på Mar-a-Lago var også ment som en ydmygelse af præsidenten og Melania.

Med hver runde er Trump kommet stærkere ud: Russiagate, Bob Mueller-undersøgelsen, to rigsretssager. Demokraterne og medierne har lovet noget, de ikke kan holde.

Det kan være, at MAGA instinktivt forstår, at anklageskriftet er en provokation i håbet om en overreaktion. Det kan være, at de husker de dræbte børn på Covenantskolen og forstår potentialet for vold på venstrefløjen og begrundelsen for det.

Så sent som i denne uge var justitsminister Merrick Garland i en kongreshøring. Der blev han præsenteret for oplysninger fra en whistleblower. Loven forbyder demonstrationer i nærheden af ​​højesteretsdommeres private bolig. Alligevel lod Garland demonstranter marchere forbi Brett Kavanaughs bolig i massevis, og det var ikke en stille demonstration. Megafoner gjorde det umuligt at ignorere demonstranterne.

En dag modtog alarmtelefonen et opkald fra en mand, der sagde, at han stod uden for Kavanaughs hus. Han var rejst over fra Californien for at dræbe Kavanaugh og hans familie. I tasken havde han en hammer, en pistol og strips. Han fik anfægtelser i sidste øjeblik.

Whistlebloweren kunne fortælle, at politiet havde fået besked om ikke at gribe ind over for demonstranterne. Generalanklager Garland var villig til at bryde loven for at ydmyge flertallet i Højesteret. Det kunne have kostet Kavanaugh og hans familie livet.

Det siger noget om det nuværende demokratiske styres risikovillighed.

De leger med ilden.