Blandt venstrefløjens grunde til at hade kapitalismen er, at kapitalisterne udelukkende går efter profit, og det er både samfundsskadeligt og umoralsk, mener de. Men hvis man tænker efter, er det faktisk det gode ved kapitalismen. Formålet med at investere kapital i en virksomhed burde ikke være at lege socialkontor eller ”redde verden”, men at sikre det størst mulige afkast – naturligvis inden for de politisk besluttede rammer. Derfor har vi forbud mod falsk markedsføring, karteldannelse og produktion og salg af åbenlyst skadelige varer så som narko og handel med kvinder. For at tage nogle eksempler.

Når kapitalismen får lov at fungere på disse vilkår, er den det mest effektive økonomiske system, som endnu er udtænkt og borgernes bedste garanti for, at pengemændene ikke opererer ud fra skumle motiver, som intet har at gøre med økonomisk rationalitet.

Men sådan fungerer systemet ikke længere, hvis man ser på de altdominerende og mægtigste mastodonter. Vi er i Vesten på vej ind i et ganske andet system, der mest af alt minder om tilstanden i kommunistiske og fascistiske stater. I Hitlers Tyskland, Mussolinis Italien, Stalins Rusland og Maos Kina var det staten, der bestemte, hvad virksomhederne skulle producere og på hvilke vilkår.

Desværre lider mange stadig under den misforståelse, at fascismen/nazismen var udtryk for en tøjlesløs kapitalisme, formet af kapitalisternes profittrang. Naturligvis ville de tyske og italienske virksomhedsejere og investorer gerne have et afkast, men det var staten, der i sidste ende bestemte, hvordan det skulle skaffes. Og i modsætning til, hvad mange tror, var Hitler og Mussolini ikke umiddelbart på kapitalisternes side, men betragtede snarere deres system som en slags socialisme, der skulle sikre grundlaget for deres imperialistiske ambitioner, men sandelig også skaffe ro på hjemmefronten gennem en slags velfærdsstat. Hvad angår Sovjetunionen og Kina er ingen i tvivl om, at al økonomisk aktivitet skete og sker på statens præmisser.

Nu oplever vi noget lignende i det ellers kapitalistiske og demokratiske Vesten anført af USA. Her er der i stigende grad tale om en sammensmeltning af storkapitalen og statsmagten, som bl.a. betyder, at de store virksomheder og kapitalkoncentrationer ser det som deres opgave ikke bare – og måske ikke først og fremmest – at tjene penge, men at implementere statens politik.

Når eksempelvis Biden-administrationen dekreterer, at man skal fremme ”antiracisme”, ”den grønne omstilling”, transkønnede personers rettigheder, agitere for sex-ændrende kirurgi på børn, bekæmpe ”hvidt overherredømme”, hade USA og andre woke-fænomener, følger virksomheder og investeringsfonde trop.

Woke er ikke altid nogen god strategi ud fra et rent kapitalistisk synspunkt, men kapitalkoncentrationen er nu så stærk, at man sagtens kan tåle at tabe nogle milliarder ved at sætte politik og ideologi over afkastet. ”Go woke, go broke”, siger kritikerne af den gryende fascisme, men denne kendsgerning synes ikke at påvirke storkapitalens investeringsstrategi. Og hvis det skulle gå helt galt, kan kapitalejerne og -bestyrerne regne med, at staten vil holde hånden under dem.

Det så man for nyligt, da storbanken Silicon Valley Bank måtte dreje nøglen om, bl.a. som følge af, at den havde prioriteret woke-investeringer i stedet for at varetage sine kunders økonomiske interesser.

Den herskende ideologi, som altså overtrumfer profitmotivet, går under navnet Environmental, Social, and Governance (ESG), og betyder, at kapitalen skal prioritere miljøet, klimaet, alles ret til de samme goder uanset indsats og evner samt diverse andre socialistiske projekter frem for den rene økonomiske fornuft.

I SVB’s tilfælde var ESG med til at tømme kassen, men det var ikke noget problem, for Biden skyndte sig at garantere alle indskud. Staten holder med andre ord hånden under kapitalisterne, uanset hvor tosset de opfører sig.

Denne poitik medfører naturligvis, at pensionsfonde, der har investeret i woke-foretagender, vil have mindre at udbetale til deres medlemmer, når de skal på pension.

ESG-ideologien betyder også, at USA’s centraladministration, væbnede styrker og andre begynder at ansætte folk efter deres race, køn og seksuelle orientering i stedet for evner og tidligere fortjenester. Resultatet ser man tydeligt i Biden-administrationens mildest talt besynderlige handlinger.

Som sagt, havde vi engang navne på regimer baseret på en sammensmeltning af stat og økonomisk aktivitet. De blev kaldt fascistiske, nazistiske, kommunistiske og totalitære. I dag hedder de grønne.

Men om farven er sort, brun, rød eller grøn ændrer intet på regimets natur.