Det kinesiske kommunistregime har valgt at fejre tyveårsdagen for den vestlige invasion af Irak med en artikel i regeringsorganet Global Times, som triumferende meddeler, at Kina er ved at overtage magten i det land, som vestlige krigstilhængere lovede at gøre frit og demokratisk.

Kinesiske virksomheder fører nu an i Iraks opbygning af infrastruktur, transport og skolebyggeri. Samtidig befæster de Beijings greb om landet, og de kinesiske kommunister er ikke just kendte for deres forkærlighed for frihed og demokrati. De er heller ikke berømte for at tolerere opsætsighed i befolkningen.

Forfatterne af Global Times-artiklen understreger, at Kina har mere vidtgående planer end blot at tumle med mursten og mørtel. Det drejer sig om at udbrede Kinas politiske og kulturelle indflydelse. Og det passer jo godt med, at Kina har overtaget USA’s tidligere rolle som Mellemøstens stormagt – en rolle, som Biden-administrationen har afstået med åbne øjne.

Det var altså, hvad danske soldater ofrede livet og helbredet for.

Det er deprimerende hver morgen at stå op til de internationale nyheder. Overalt er Vesten og vestlig kultur på retræte, mens medierne er optaget af pesudobegivenheder som ”klimaet”, ”racismen”, kvinders usle vilkår, glæden ved at spise insekter og voksne mænd, der udlever deres seksuelle fantasier ved at udstille deres perversiteter for små børn.

Alt mens Vesten økonomisk, kulturelt og magtpolitik ræser mod bunden. Intet under, at Rusland, Kina, Iran og Nordkorea glæder sig til vores civilisations snarlige undergang.

For få årtier siden ville historikere uden at ryste på hånden have draget sammenlinger mellem vore dages dekadence og Romerrigets undergang. En civilisation går under, når folk holder op med at finde den bevaringsværdig, og der står vi i dag.

Fremtiden er nem at forudsige. Sværere er det at forklare, hvorfor vi er endt i en situation, hvor vi ikke synes, at friheden værd at slås for.

Jeg har i nogen tid arbejdet på et manuskript om netop dette spørgsmål, men jeg indømmer, at det er svært at give nogen overbevisende forklaring. Måske kan jeg end ikke overbevise mig selv, og måske når jeg det ikke. Måske er det også ligegyldigt, for hvorfor bruge tid på en civilisation, der dagligt arbejder på at gå under?