www.asgeraamund,dk

I de sidste 25 år har skiftende statsministre udtrykt bekymring over omsorgen til den voksende ældrepopulation, den stigende mangel på personale til børnepasning og ældrepleje, det voksende bureaukrati og den problemfyldte integration af migranter fra ikke-vestlige lande. Der skete bare aldrig noget, der lignede en løsning. Det blev ved snakken og løfterne. Som bekendt vil politikere hellere løbe rundt i hamsterhjulet end ikke at bevæge sig. Eller som Bertel Haarder har udtrykt det: ” Enhver politiker vil hellere gøre det forkerte end ikke at gøre noget.” Og her er vi så.

Nu har statsminister Mette Frederiksen modtaget en rapport forfattet af flere forskellige ministerier, der omtaler fem megatendenser, der udfordrer velfærdssamfundet. Det drejer sig naturligvis om de gode gamle politiske problembørn, som de seneste 25 år har spøgt i gangene på Christiansborg. Det første område omfatter børn og ældre. Frem mod slutningen af dette årti kommer der 42 000 flere børn under syv år og knap 110 000 flere ældre på 70 år eller derover. En laboratorierotte bliver tre år gammel, og hvis den ikke bliver myrdet undervejs, dør den af de sygdomme, vi mennesker dør af: kræft eller hjertesygdomme. Det er således typisk, at det er i den sidste tiendedel af vores liv, at vi får de sygdomme, der ender med at tage livet af os, herunder nu også demens, som er ved at udvikle sig til en folkesygdom. 85 000 danskere lider af demens, og Alzheimerforeningen vurderer, at tallet vil være fordoblet i løbet af få årtier. I de senere år er der kommet revolutionerende cancerterapier på markedet og mange flere er på vej. Det er især immunterapi og genterapi, som til gengæld er hundedyre behandlinger, der kan koste op til 500 000 kroner pr. patient. Hvis alle patienter skal have adgang til moderne terapier, bliver dette en enorm belastning for de i forvejen udpinte hospitalsbudgetter. Alt dette har vi vidst de sidste 25 år, men der er bare ingen, der har gjort noget ved det.

Det andet problemområde i rapporten til statsministeren er manglen på medarbejdere, der skal tage sig af netop børn og gamle. Især har forholdene på mange plejehjem i mange år været under al kritik, ligesom der er permanent mangel på kompetente social- og sundhedshjælpere. Der foreligger ingen politiske initiativer, der kan løse disse problemer fra bunden. Det tredje område, der problematiseres i rapporten, er det permanent voksende bureaukrati, som ingen politisk magt kan stoppe. Nu har samtlige partier gennem mange år lovet at gøre noget ved de 29 000 gyldige cirkulærer og direktiver, der tynger arbejdet i A-kasser og jobcentre og også at dæmme op for den uophørlige tilgang af konsulenter, sagsbearbejdere, kontrollanter og systemudviklere i sundheds- og omsorgssektoren. Men her hersker den dybe stat, som støt og uophørligt øger tilgangen af administrativt personale, der arbejder milevidt fra de syge og gamle.

Det fjerde punkt i opgørelsen handler om en udfordret ’ sammenhængskraft’, der er den socialdemokratiske betegnelse for formyndersamfundet, der styrer borgernes liv gennem påbud og forbud. Det er pludseligt gået op for statsmagten, at 500 000 migranter og efterkommere fra ikke-vestlige lande udgør en voksende trussel mod en harmonisk samfundsudvikling. Integrationen i det danske samfund er aldrig rigtigt slået igennem hos de mange importerede klienter fra islamiske kultursamfund, der til gengæld ifølge Finansministeriet koster det arbejdende Danmark omkring 90 milliarder kroner om året i overførselsindkomster. Det kan jo ikke være andet. I Danmark har politikerne den opfattelse, at det er samfundet, der er ansvarlig for integrationen af indvandrere. I USA og Australien har man den modsatte opfattelse, at det er migranterne, der selv må sørge for at blive en aktiv del af samfundet. Danske udvandrere til USA havde ikke adgang til supplerende danskundervisning i dansk/amerikanske privatskoler eller kunne hæve livslang borgerløn, hvis man fandt arbejdsmarkedet afskrækkende. Modersmålsundervisning, koranskoler og offentlig forsørgelse er i imidlertid en del af den danske integrationsindsats med et forudsigeligt resultat.

Det femte problemområde er det voksende gab mellem den offentlige og private sektor, hvor meget tyder på, at den private sektor er i gang med at skabe sit eget velfærdssystem og stikke af fra det forstenede offentlige serviceapparat. Mette Frederiksen udtaler, at regeringen ikke vil lade sig vælte omkuld af disse fem farlige megatendenser uden at gøre noget ved det. Løsningen ligger imidlertid ikke i statsministerens socialdemokratiske værktøjskasse, der er forsynet med en mærkat, hvor der står: Den offentlige sektor god. Den private ond. Hvis vi virkelig ønsker at revitalisere velfærdssamfundet, skal politikerne levere deres del af løsningen og erhvervslivet sin. Politikerne skal frisætte universiteterne og omdanne dem til selvejende uafhængige institutioner, de skal elitisere det danske uddannelsesniveau og stimulere forskning og udvikling. Endvidere skal regeringen gennemføre en omfattende skattereform. En markant reduktion af indkomst-og aktiebeskatningen og fjernelse af iværksætterskatten. Stop for import af klienter og kun opholdstilladelse for kompetente migranter, der er selvforsørgende. Der skal etableres fri konkurrence mellem offentlige og private velfærdsydelser.

Erhvervslivet skal levere konkurrencekraft og excellent ledelse samt innovativ produktudvikling, vækst, nye arbejdspladser og mere profit til glæde for aktionærer, medarbejdere og samfund. Et sådant målrettet dynamisk samarbejde mellem stat og det arbejdende Danmark vil løse de evindelige strukturelle ulivssår i det danske velfærdssamfund og give os et Danmark i fremdrift og ikke i afdrift som i dag. Det kommer dog næppe til at ske. Omstillingen kræver et radikalt opgør med den socialdemokratiske formynderstat. Mon Mette Frederiksen har mod på det?