”Den tid er slut. Vi kan ikke gemme os bag den opfattelse af objektivitet. Vi er nødt til at melde os ind, og vi er nødt til at sige, at der er nogle store sandheder, hvor vi som institutioner bærer et ansvar for at ændre verden.” Isabella Hindkjær, P3-chef.

Når vi taler om Woke  handler det blandt andet om moderne fejlslutninger vedrørende biologi og historie og i deres kølvand al den snak om mangfoldighed og lighed – 

Først og fremmest er det vigtigt at indse, at påstande om krænkelser af menneskerettighederne står i et omvendt forhold til  det reelle antal af menneskerettighedskrænkelser i det pågældende land, hvilket også siger en del om de vestlige demokratier. Læg mærke til at man sjældent hører om krænkelser i  lande uden frihed. Kun et meget frit sekulært samfund  vil tillade – og endda opmuntre til – den ene påstand efter den anden om, at der hersker uretfærdighed, diskrimination og undertrykkelse. For en del år siden taltes der en del om repressiv tolerance,  det hører vi ikke meget om mere, i stedet handler det om systemisk rascisme

Den samme gruppe af mennesker som i tresserne og halvfjerdserne hyldede Lenin, Mao, Che Guevara og Pol Pot med et skarpt blik på uretfærdigheder i  Vesten som fx   racismen i USA,  blot med den tilføjelse, at hvor Luther King ønskede farveblindhed og forsoning, vendte de radikaliserede  unge venstreorienterede sig mod  fx Malcolm X og de mere aggressive Black Panthers med BLM som en moderne udgave af sidstnævnte. 

Der var og er i dag i stigende omfang tale om ”social Justice” – og andre former for identitetspolitik, dvs aktivistisk minoritetstyranni ….  Hvis man læser dette grundigt, kan vi lettere forstå den vestlige verdens morbide fokus på krænkelser, mikroaggressioner og undertrykkelse på kryds og tværs. Meget af dette har rødder i  tressernes raceuroligheder, men også de franske postmodernister har spillet en rolle her, som fx en forfatter som Derrida. Sammen med Foucault mente han, at magt  i alle dets dimensioner er/var skyld i stort set alle konflikter på jorden. Således er viden efter deres opfattelse også et resultat af magt. Hvis man abonnerer  på dette begreb, vil man også være modtagelig for ideen om den konstruerede virkelighed.  En ide, der dog er blevet modbevist af  Steven Pinker bogen Blank Slate  i 2002).

Heri kommer han bl.a. ind på og imødegår tre antagelser der er bærende for teorien om den konstruerede virkelighed:  1.  den blanke tavle, ideen om at mennesket fra fødslen er en art tabula rasa, fuldstændig blankt og ikke programmeret til nogen former for adfærd eller forståelse af verden omkring sig. 2. ideen om den ædle vilde, der indebærer at mennesket fra naturens hånd er godt- (tænk fx  på Rosseaus Emilie) 3. Antagelsen om, at der ikke er nogen forbindelse mellem kroppen og det man i gamle dage kaldte sjælen. Disse tanker er langt henne ad vejen forudsætninger for trans- og kønsideologierne, der som bekendt tager afstand fra de ciskønnede (der dog udgør ca. 99% af menneskeheden)

Men disse tanker er i  dag blevet mainstream i medier, på universiteter, blandt journalister o.l. Men hvad rolle spiller det egentlig, der er jo blot tale om et mindretal……men et mindretal, der sidder inde med definitionasmagten.

”Der er fra regeringens top og hele vejen ned gennem alle institutioner i vort samfund  en altomfattende og altopslugende forpligtelse overfor en særlig ide om mangfoldighed og lighed. Det er skrevet ind i al arbejdsret  og i al beskæftigelsespolitik samt indlejret i al socialpolitik, at alle har samme hjerne. Denne antagelse er faktisk så udbredt, at alt hvad der kunne underminere eller modsige den skal undertrykkes  med lige så megen kraft som kirken, da den var på højden af sin magt og anvendte den mod alle der gik imod dens lære. Vor tids lære er at alle er lige, og at race og køn og meget andet blot er sociale konstruktioner, og at alle kan blive lige hvad de har lyst til , hvis de får de rette betingelser og muligheder; at livet kun handler om miljø, muligheder og privilegier.  ”  D. Murray   – 

Men hvad er så egentlig formålet med Woke-society? At politisere alting, at skabe et nyt verdensbillede, en ideologi,   intet mindre end at indlejre en ny metafysik i vore (vestlige) samfund, en ”ny religion”  ubevidst for nogle, bevidst for andre mhp at skabe en ny virkelighed:  al  magt til minoriteterne, de farvede, LGBT+EUWHOIPCC … og  – efter 2008 er ideerne ved at blive mainstream efter kun at være kendt i nogle hjørner af den akademiske verden –  At woke er en udbredt og tilsyneladende populær ideologi blandt de meningsdannende klasser kan bl.a.  ses i sammenhæng med , at netop i disse lag har afvist tanken om en monoteistisk religion (med en undtagelse). Uden for de kristne menigheder driver folk omkring i en evig søgen efter en gruppe, et eksistentielt tilhørsforhold – en identitet, en selvforståelse

Et ideologisk (postmarxistisk) verdensbillede, der lover at løse enhver uretfærdighed, i og med at verden fortolkes gennem et filter af social retfærdighed vha identitetspolitik og intersektionalitet –  en postmodernistisk X-factor der forløser den enkeltes potentialer! 

Som det fremgår så virker identitetspolitikken gennem at  atomisere samfundet i forskellige grupper fra køn, race, seksualitet/seksuelle præferencer – identitetspolitik er ”stedet” hvor minoritetsgrupper opfordres til på samme tid at atomisere sig, organisere sig og udtale sig – –  En ny metafysik, postmarxistisk med indlagte  kulturelle snubletråde.

Legitime menneskerettigheder handlede en gang om lighed og retfærdighed, indtil dette mål var nået, så ville man pludselig være bedre, mere værd. Og herefter var alle  ofre for den hvide mands racisme – herefter har tidens rettighedskampe samlet sig om giftige eksplosive emner, emner man kan abonnere på gennem offerstatus, eller ”antiracismen”, der giver point og en ny moraliseren – hvid mands byrde i en moderne udgave.

Seksualiteten bliver politiseret og flydende og gruppeidentitetsfikseret :  slogans al la ”Ingen orgasme uden ideologi”  (Halperin) sort er ikke en farve, det er politik,  2+2 er = racisme” – falske kulturkrige afleder opmærksomheden fra vigtigere ting – LGBT+ forstås nu som kulturel identitet, der kun kan forsvares gennem politisk kamp –  således vil man se, at der findes en type mennesker der er mere opsatte på at finde skyld end tilgivelse i verden (Steven Pinker 2002 s. 93) –

Den nye racialisering af alting. – Den person der hævder at være mest krænket, får mest opmærksomhed. De politisk korrekte er således besatte af undertrykkelse som Foucault af magt. – Sort er mere end en race eller en farve, sort er som homoseksuel gået hen og blevet en ideologi. Sort har ikke noget med farve at gøre men udelukkende med politik.

Racisme mellem videnskab og minoritetspolitik; tag fx hele det eksplosive grundlag for debatten om The Bell-Curve – kontroversen, en kamp mellem positioner der aldrig vil blive udkæmpet  på baggrund af kendsgerninger – IQ er hovedsalig et hardware-spørgsmål, dvs biologisk overfor race og køn som sociale konstruktioner – denne moderne form for politik udgår fra bevægelsen fra minoritetspolitiske klagepunkter til minoritetspolitisk aktivisme og derfra til simpelthen at være politik – Intersektionelle  rettighedsalliancer med indbyggede snubletråde…kønsspecifikke landminer og den moderne identitet.

Apropos minoriteter og identiteter: i UK  er antallet af børn der henvises til en kønsklinik steget med ikke mindre end 700% (Murray 2019) ,  man spørger uvilkårligt sig selv: Hvad handler dette om?  I første omgang virker det nærmest ubegribeligt. Er der tale om et generelt ”opgør med det entydige”, som Stig Dalager taler om i sin bog med denne titel? Eller handler det om, at når muligheden er til stede og bliver hypet i mere eller mindre subkulturelle sammenhænge, så vil mange fortrinsvis unge søge denne mulighed, måske som et mål for en rastløs identitets-søgen? Eller kunne det hænge sammen med forrige århundredes ateistiske opgør med kristendommen som fundament for en samlet verdensforståelse?  Hvad vi end kan gisne om som bevæggrund for disse ting, kan vi konstatere, at seksualiteten som identitetsmarkør har grebet om sig i en sådan grad, at det kunne ligne lemmingernes løb mod afgrunden, eller Hordernes Hærgen som Murrays bog hedder.

Vi har nu bevæget os langt væk fra tresserne, hvor først og fremmest Luther King (sammen med Kennedy-administrationen fik afværget en borgerkrig.  King var forsoningens mand og havde et budskab som sorte politiske aktivister åbenbart har glemt i dag. 

Hvem var Martin Luther King?  Ja her gik jeg og troede, at hans betydning var indgraveret i granit, at han om nogen  formulerede sig om retfærdighed og forståelse racerne imellem, men nu er billede vendt  180 grader:  King ønskede, at farve ikke længere skulle spille  nogen rolle, mens dagens race-teorister slår på, at race betyder alt, i går, i dag og i morgen!  King var præst og ville fredelig sameksistens. For tidens BLM og beslægtede grupperinger betyder sort ikke angivelse af en farve, sort betyder politik! Og her går vi ikke i udvalg!  –

Eller tænk på svaret på spørgsmålet om,  hvad 2+2 = ?  ja.  Det er lig med racisme! Intet mindre! Hvor King drømte om et samfund, der ikke bedømmer mennesker ud fra deres hudfarve, but by the content of their character, der opstiller Black Lives Matter et regelsæt for hvide mennesker, der i sine principper ikke er til at skelne fra det regelsæt for sorte mennesker, som King brugte sin tid på at bekæmpe, troen på at ens egen gruppe er de andre overlegen.

Og lige et par ord om TV og DR: *

Ministeriet for Sandhed?

P3 har fået en ny redaktionschef, Isabella Hindkjær, der har erklæret, at Danmarks Radio ikke længere skal præsentere en sag fra flere sider:

”Den tid er slut. Vi kan ikke gemme os bag den opfattelse af objektivitet. Vi er nødt til at melde os ind, og vi er nødt til at sige, at der er nogle store sandheder, hvor vi som institutioner bærer et ansvar for at ændre verden.” 

Det er nok det tætteste, vi i lang tid har været på Orwells dystopi om et et samfund, hvor befolkningen bliver holdt i uvidenhed, og hvor de “store sandheder” formuleres og formidles af et “Ministerium for Sandhed”, eller Minisand, som det hedder på det nysprog, der er konstrueret for at fjerne alle former for mening fra sproget. 

I Orwells “1984” holder Minisand (DR) til i en kæmpemæssig bygning, hvor tusindvis af medarbejdere producerer nyheder, underholdning og kunst, alene med det formål er at omskrive historien og ændre kendsgerningerne, så de passer til Partiets doktriner. På ydermuren kan man læse Partiets tre slagord: “Krig er fred”, “Frihed er slaveri” og “Uvidenhed er styrke”. Vi kunne her tilføje: ”Intet liv uden underholdning”

Mentalt og åndeligt virker dette gigantiske og globale amokløbende rettighedstyranni klaustrofobisk på mig, at læse om og være vidne til sandhedernes skiften fra dag til dag,  fordi der vitterligt er gået politik i mindretalstyranniet er kvælende og truer mig med at blive lukket inde i den politiske korrektheds ideologiske glasklokke. Men det som piner mig allermest er tanken om at de meningsdannende, veluddannede klasser har ladet sig besnære af denne  retorik, denne sidste udgave af bullshit-lingo, med hvilken virkeligheden konstrueres på ny,  bl.a. via  medierne. I en særlig veltilrettelagt blanding af underholdning, sport,  nyhedsudsendelser og kulturprogrammer lammer de seerens evne til at tænke kritisk, samtidig med at denne sidder med en stolt fornemmelse af at være beriget og indsigtsfuld på et højere niveau ….nemlig via udvalgte eksperter der fortæller os, hvordan det hele i virkeligheden hænger sammen. –