Den herskende klasse har et problem med ytringsfriheden. Ganske vist kan den regne med fuld støtte fra de etablerede – og statsbetalte – medier, der nok skal holde mund med sager, som magthaverne ikke vil have, at folk skal bekymre sig om. Der findes nemlig en statsanerkendt facitliste over tilladte meninger om klimaet, EU, indvandringen, islams lyksaligheder, den fortrinlige velfærdsstat og indtil for nyligt covid og vaccinerne. Borgerne, der aldrig hører andet, end hvad regeringen og statsbureaukratiet tillader, går derfor altid og stemmer på systemets partier.

Men til regeringens ærgrelse er stadigt flere danskere begyndt at indhente deres informationer fra alternative medier, og derfor har Mette Frederiksen nedsat et nyt medieansvarsudvalg, hvis opgave er at komme efter ”bloggere og influencere”, så de ”i højere grad kan stilles til ansvar for det indhold, de publicerer og videregiver”.

Det er svært at begribe, hvorfor det skulle være nødvendigt, når injurier, bagtalelse, trusler, voldsopfordringer og racisme allerede er forbudt. Det må altså være noget andet, der nu skal forbydes – nemlig oplysninger og meninger, som magthaverne finder forkastelige, fordi de udfordrer deres magt.

Brugen af ordet “ansvar” siger alt om, hvad formålet er: At bringe den offentlige samtale under myndighedernes kontrol. Og Mette Frederiksen har da også valgt den rette mand til opgaven, nemlig Søren Pind.

Senest har Pind krævet, at Nye Borgerliges nyligt afgåede næstformand, Henriette Ergemann, skal stilles til ansvar for tidligere udtalelser, og han skrev på Facebook, at hvis han kan, ”så sørger vi for, at der sker en ændring i den offentlige samtale, så man faktisk kan få ret mod dem, der truer og slår – også med ord”.

Men gælder det også Søren Pind? Skal han f.eks. stå til ansvar for sine beskyldninger mod de nationalkonservative omkring tidsskriftet Tidehverv og ytringsfrihedstilhængerne i Trykkefrihedsselskabet, som han sagde fik ham til at høre lyden af toghjulene (på vej til Auschwitz)? Hans hensigt var tydeligvis at hænge en masse ustraffede meningsmodstandere ud som nazister og bestyrere af dødslejre.

Den slags bliver man ikke retsforfulgt for. Alle retskafne er nemlig enige om, at nationalkonservative og ytringsfrihedsforkæmpere mener noget forkert, som det er statens opgave at udrense fra den offentlige samtale.

Men hvad stiller man op, når staten siger noget forkert? Skal regering, sundhedsmyndigheder, Folketing og medier også stilles til ansvar, når de f.eks. bilder befolkningen ind, at vaccinerne og mundbindene beskytter mod at blive smittet med covid eller smitte andre? Eller at sprøjterne er sikre og ikke gør skade på mennesker?

Svaret er nej, for det er ikke meningen med medieansvarsudvalget, og med Søren Pind har Mette Frederiksen skaffet sig den helt rigtige lakaj.