I USA går bølgerne stadig højt efter, at landet i dagevis har haft besøg af en kinesisk spionballon, som Biden omsider bekvemmede sig til at skyde ned i havet ud for østkysten, efter at den havde spioneret så meget den kunne. Faktisk var det slet ikke meningen, at nogen skulle have hørt om det kommunistiske fartøj, der kun vakte opsigt, fordi en lille provinsavis fortalte, at man kunne se det med det blotte øje. Ifølge de seneste oplysninger har ballonen svævet omkring i mere end en uge, bl.a. over følsomme militære installationer, før den demokratiske administration blev tvunget til at handle.

Først lød regeringens forklaring, at man ikke turde uskadeliggøre fartøjet af frygt for, at resterne ville falde ned i hovedet på folk. Men hvis det var tilfældet, kunne man have nedskudt ballonen i det øjeblik, den trængte ind i USA’s territorialfarvand. Senere har magthaverne i Washington forklaret deres inaktivitet med frygten for, at en resolut indgriben ville have bragt udenrigsminister Antony Blinkens planlagte Kina-besøg i fare. Det endte alligevel med at blive aflyst, efter at Biden var blevet afsløret med bukserne nede.

Ballonens skadevirkninger er formentlig til at overse, hvis man ser på de oplysninger, den kunne indhente. Kina har masser af spioner over hele USA og kan givetvis skaffe sig informationer på mange andre måder.

Den egentlige skade er det slag mod USA’s troværdighed, som det er lykkedes de kinesiske kommunister at tilføje den rablende Biden-administration. Såvel venner som fjender ved nu, at USA er en papirtiger, der hellere kryber i et musehul end slår fra sig. I Nordkorea, Iran og Rusland kan de glæde sig. Det samme kan talebanerne og enhver anden, der vil bringe Den Store Satan til fald.

Mens Trump var præsident, ville Beijing næppe have vovet at udfordre USA på denne åbenlyse måde. Trumps sikkerhedspolitik var nemlig fred gennem styrke, mens Bidens er krig gennem svaghed. Det forstår de både i Moskva og Beijing. Derfor turde Vladimir Putin invadere Ukraine, og derfor vokser Kinas militære provokationer mod Taiwan.

Underligt nok synes de andre vestlige ledere og deres medier at være velfornøjede med Bidens appeasement-politik, mens de fortsat hader Trumps. Er de overhovedet ikke bange for krig?