Forfatteren Jens-Martin Eriksen skriver om Rasmus Paludans koranafbrændinger i Facebookgruppe Ny Fri Debat:

PALUDANS PERFORMANCE

Identitetsmarkeringerne udveksles fortsat på 16. år med Paludan som den centrale karikatur af en debattør – han har erstattet de oprindelige karikaturer fra JP (Jyllands-Posten, red.) og optræder endda også uden snoretræk og dukkefører – helt af sig selv.

Det er de evigt samme numre, der gentages dagligt i medierne, alt gøglet om noget, der skal forestille en diskussion, og hvor noget “er til debat”. Men intet er til debat, det er kun identitetsmarkeringer, der udveksles. Det er kun anledninger, hvor debattører får lejlighed til at fortælle hvad “de står for” og reelt hvem de er.

Så lad mig derfor træde ind i rækken efter lang tids fravær.

Lad os se på Paludans æstetik i stedet for “hvad han står for” – da det jo er en forsimplet platitude af en “politisk holdning”. Lad os erindre os begyndelsen på hans karriere som provokatør, og se på hvordan han spiller med publikum på den intrikate måde, at han får dem til selv at fortælle hvem de er. Paludan siger det ikke, men formår at få publikum til selv at udtrykke det – til alle hans hvide fjenders hændervridende ærgrelse. De forstår udmærket hans æstetiske tricks og er helt med på, at hans brune fjendtlige publikum blamerer sig selv ved deres pinligt aggressive optræden.

Med koranafbrændingerne i Stockholm fortsætter han sin æstetisk-aktionistiske performance, men nu med en statsleder (Recep Erdogan, red.) i hovedrollen i stedet for skolebørn og ghettobeboere. Så på et rent sportsligt plan er der sket en forandring til det bedre – måske noget i retning af fair-Play?

Jens-Martin Eriksens Facebookopslag.