Finn Rudaizky fortæller, at Nordens jødiske samfund er enige om at fordømme Koran-afbrændinger. Det gør Rudaizky også.

Om bogbrændinger kan der være forskellige meninger, og mange vil som de jødiske samfund betragte en sådan handling som primitiv og forkastelig.

Men når en del støtter Rasmus Paludans happenings, skyldes det, at Koranen selv er en primitiv bog, der bl.a. rummer flere opfordringer til at slå jøder ihjel. Det er ikke kønt, og et trossamfund, der udbreder en sådan lære, burde strengt taget opløses ifølge Grundloven.

Og det bliver ikke ved ordene. Som Rudaizky påpeger, har der været muslimsk vold og terror mod Nordens jøder, men det har de samlede jødiske samfund ikke fordømt, og han spørger med rette, hvorfor ikke.

Svaret er nok, at de jødiske trossamfund gennem årtier har valgt at tale sødt til muslimer, der vil dem til livs. Det er selvfølgelig sket i håbet om, at muslimerne ville glemme Koranens blodtørstige formaninger. Man har kastet saftige lunser til krokodillen i forventning om, at den ville blive tam. Det har til alle tider vist sig at være en forgæves forhåbning, men det har de jødiske samfund tydeligvis ikke opdaget. Tvært imod har strategien været at solidarisere sig med profetens tilhængere ud fra den betragtning, at de jødiske og muslimske trossamfund i kraft af at udgøre minoriteter i grunden er i samme båd.

Da vi for nogle år siden atter skulle høre på den forklaring, skrev jeg, at hvis det var tilfældet, burde politiet nok kigge inden for i Synagogen, for at finde ud af, om man også her udbredte trusler. Det var naturligvis tænkt som et godmodigt drilleri, men daværende overrabbiner, Bent Lexner, syntes overhovedet ikke, at det var morsomt, og klagede over min frækhed.

Men for at komme tilbage til Finn Rudaizkys spørgsmål. Svaret er nok, at Nordens officielle jødedom stadig synes, det er en god ide at fedte for Allahs mænd. Forstå det hvem den kan.