Den 5. februar klokken 10:40 for præcis ti år siden, skulle jeg have været død, idet en udsendt fra Islamisk Stat prøvede at skyde mig en kugle for panden. Men da jeg til ærgrelse for flere fortsat er blandt de levende, tillader jeg mig at markere dagen med en whiskey af god kvalitet.

På sådan en dag kan man ikke lade være med at spekulere på, om balladen har været det hele værd, og hvilket behageligt liv, jeg kunne have haft, hvis jeg havde gjort, som man forventede af en universitetsuddannet historiker. Nemlig at finde på forklaringer om, at islam var fredens religion, at den muslimske masseindvandring var en berigelse, og at enhver, der mente noget andet, var et skimlet kældermenneske.

Og jeg må erkende, at det er gået godt for det overvældende flertal af akademikere, journalister, præster og politikere, der udbredte disse anskuelser. I den udstrækning, de ikke ligger under mulde, optræder de stadigt som højtagtede og velsituerede samfundsborgere med en usvækket lyst til at prædike moral for de enfoldige. De onde, der fik ret, er også udskud i dag, mens de gode, der tog fejl, fortsat soler sig i berømmelsens lys. Lad så være, at de er blevet underligt stille, når det gælder profetens lyksaligheder, men så har de andre prædikener at holde – om klimaet, hvidt overherredømme, kvinders usle vilkår, de 117 køn og den grusomme højrefløj.

Ikke bare buldrer tomme tønder mest. De flyder også altid oven på.

Hvem ved? Da jeg skriver nogenlunde, kunne jeg måske være blevet til noget på Politiken, hvis jeg havde forstået at indrette mine meninger efter tidens krav.

Det har jeg ikke kunnet, og det betragter jeg som en større sejr end sejren over den uheldige morder.

Skål!

Køb bogen her!

Køb bogen her!