En opdateret  moderne udgave af eftergivenhedspolitikken,  dvs appeasement mellem fortielse og fortrængning  – 

I afsky for nazismen hilser humanisterne islam velkommen  uden at opdage, at islam og nazisme er forbundsfæller  …

– 

Tillad mig en lille sammenligning her: I 1930`erne var mange franske og engelske politikere overvejende stemt for at give Tyskland en ny chance og så med venlige øjne på Hitlers Tyskland og de mange parader, men der var bestemt også de, som allerede i 1933 så tegn på, at nazisterne forberedte sig på en kommende krig, ikke kun pga af den måde jøderne blev behandlet på men de store ungdoms- og soldaterparader  var designet til at skulle andet end holde fanerne og takten! – 

Det er umuligt at vurdere den stadige strøm af migranter fra Mellemøsten og Afrika med indvandringskritiske briller (eller for den sags skyld noget som helst andet i dagens Europa)  uden at tage  EU med i ligningen,  bl.a. fordi EU trods al snak om Schengen-samarbejdet er den drivende kraft  bag den befolkningsudskiftning som er i gang og som lidt længere henne ad vejen udgør en katastrofe, noget som måske ikke umiddelbart minder om nazismens fremkomst i tredivernes Europa, men som bærer diktaturets kendetegn i form af  totalitære beslutningsstrukturer. På det konkrete plan er der er tale om  voldsudøvelse i form af knivoverfald, skyderier, voldtægter, hærværk på kirker, ildspåsættelser m.m. som ikke kan fornægtes med mindre man er politisk korrekt og derfor ikke ønsker at se nogen fare fra minoritetens side. ”Vi er da ikke i krig med Islam” sagde Søren Pind en gang  og fik selve tanken til at lyde absurd og vanvittig –  og ikke kun i Stockholm, Malmö i Sverige, men i andre storbyer i Europa ikke mindst i Frankrig foregår der nærmest dagligt voldelige konfrontationer. ”Det er banderelateret” lyder den trivielt-forudsigelige kommentar fra ledende politifolk, og det har gerne karakter af beroligende og udglattende betragtninger, Deadline har excelleret i dette i årevis med lige dele fortielser og klicheagtige udtalelser fra såkaldte ”eksperter”,  vi ved det godt, men hvordan kan dette egentlig foregå sådan det ene år efter det andet, nu i mere end tyve år efter 11. september ? og tredive år efter det første Bombay-angreb?  –

Er det bare de daglige drab og myrderier, som vi   skal vænne os til og så ellers blive væk fra de ”følsomme” boligområder? Hvis der havde været tale om kristne eller såkaldt højreekstrem  vold, så havde det givetvis været stoppet for længe siden fx vha hæren. Men det ville under alle omstændigheder have trukket overskrifter dagligt! – Men her fortsætter det bare, og jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan det er kommet så vidt. Nu er det mere end ti år siden at Fouroozandeh og Søndergaard i bogen Global Jihad (2012) udførligt beskrev, hvordan Islams sjette søjle, dvs Jihad (bestræbelse på at sikre islams udbredelse) virker,  og Melanie Philips` bog Londonistan er skrevet i 2006,  altså for ca. 17 år siden, plus alle de andre bøger der kommer jævnligt, mao vi er jo informeret om disse ting,  uanset om vi bor i Brønshøj eller  Herning  i Jylland, men hvorfor får det så lov til at fortsætte? Med fare for at gentage, hvad der tidligere har været skrevet her,  vil jeg lige nævne de politisk korrekte, altså de anstændige og de progressive, der jo i store træk sidder på definitionsmagten her i EU og derfor har stor indflydelse på, hvad der kommer på forsiderne eller omtales i tv-studierne, og navnlig hvad der IKKE kommer på forsiden. – Kulturrelativismens indflydelse på integrationspolitikken har betydet, at der ganske langsomt er sket  en stiltiende accept af holdninger, som ellers var totalt uforenelige med vores demokratiske samfundsnormer som fx kønnenes ligestilling, folkestyret. Traditioner m.m. Under et banner af tolerance og borgerrettigheder har jihadisterne  introduceret store dele af sharia-lovgivning til de vestlige samfund og kræver, at ikke-muslimer viger og giver plads til de nye samfund. Som da Mona Salin i begyndelsen af århundredet påbød den svenske befolkning at indstille sig de nye tider. – Skal vi ignorere disse ting eller undersøge, hvorfor og hvordan det er kommet hertil ….?

 I den forbindelse  vil jeg nævne  mindst ti  strategier, som de progressive eliter bruger: 

1. Fortielse og fortrængning  som den henholdsvis bevidste og ubevidste afvisning af,  at der er et problem og ikke bare en udfordring..  …Og så går vi over til vejret, et højtryk har samlet sig over Nordsøen og  forårsager……

2. Offergørelsen: Som genstand for fremmedfjendsk, racistisk  intolerance står en gruppe muslimer og må se på, at Paludan brænder endnu en koran af, denne gang i Gallivare i det nordlige Sverige, vi har denne rapport fra vores udsendte ….vi skal advare om stærke billeder, dette klip er ikke for sarte sjæle…..

3. Udskamning …af populismen: herunder forhånelse, latterliggørelse, tilsvining og fremstilling af  en af DFs ledende politikere som heks og et stinkende uhyre m.m (Læs G. Cain: Ondskabens Ikon)  Hadefulde trusselsbreve,  Tag fx  socialdemokraten Freddy Blak, der uden blusel har sidestillet kritikerne af indvandringspolitikken med  bødlerne der sparkede  jøderne ind i gaskamrene. Mange af de mere eller mindre anonyme trusselsbreve emmer af had. NAZIST, stod der skrevet i et brev til Elinor Bjeldbak, der påkaldte sig humanisternes vrede ved at kritisere indvandringspolitikken. Således Ålborg Stiftidende: RACISTER  ER BLODTØRSTIGE…SATANIST, DIN LEDE BØRNEMORDER, PÆDOFILE KÆLLING, FUCK  YOU!  DU SKAL DØ! – Det er således indlysende, at medlemmer af DF ikke er nogen der skal behandles  i overensstemmelse med EMMA GAD .  ”Stuerene bliver I aldrig!” lød det fra Folketingets talerstol, udtalt af en af de anstændige: Poul Nyrup – 

4. Henvisning til en urban tone i udlændingedebatten: ved brug af eufemiseringer, bagatelliseringer,   besmykkelser m.m. (læs Stig Dalagers artikel i Politiken november 2001: Dialogens Nødvendighed) ”om den fremmedfjendske retorik i den danske valgkamp og om udsynets og samfundsdialogens betydning”,  her kan man bl.a. læse: ”I et større perspektiv handler de fremmedangste signaler om velfærdschauvinisme og er et tegn på den moderate racismes glidebane…..”   Man aner, at  forfatteren her har siddet i tryk afstand fra de følsomme områder og ikke har (haft)  fantasi til at forestille sig hvad der kom til at ske i Europa de næste tyve år – 

5. Relativering: Man hører om og ser resterne af et stykke hærværk forårsaget af hvide danskere,  mens udvalgte eksempler på den gode integration altid ligger klar i kulissen,  … Al Hussein er blevet SSA`er og ansat i hjemmeplejen, hvor han er vellidt og populær, efterfulgt af et langt interview med den gode mand, så at vi bagefter trygt kan læne os tilbage i stolen forvisset om, at den  efterspurgte integration ligger lige om hjørnet, vis nu bare lidt tålmodighed, så skal det nok komme. 

6. Manglende historisk fornemmelse. – Historien gentager aldrig sig selv 1-1 men opviser gerne beslægtede parallelle træk. Ligesom den stærke fredsbevægelse i England ønskede at skære ned  på militærbudgetterne i begyndelsen af 30`erne, således ønsker man fra venstreorienteret side ikke at lægge sig ud med Fredens Religion, snarere tvært om,  ved at give dem særstatus, rettigheder, statsborgerskab med mere vil man fremme integrationen, og jeg er sikker på at to tredjedele af Folketingets medlemmer abonnerer på lignende forestillinger om minoritetens religion, ”med tiden vil de blive som os, vende deres religion ryggen og se tv-serien Matador, hvabehar !?  Kun uvidenhed og ønskedrømme kan stå bag sådanne forestillinger! – 

7. Min fjendes fjende er min ven-syndromet – De nationalt sindede er kritiske over for indvandringen, partier som NB og DF, med muslimer som en fjende, og når man hader de nationale så må genstanden for sidstnævntes kritik automatisk være blandt de multikulturelles venner. 

8. Wokebevægelsen  med dens fokus på den konstruerede virkelighed, en virkelighed der kan og bør konstrueres efter de rigtige meningers diktater. Kombineret med den allestedsnærværende oikofobi er det blevet til, at det hjernevaskede vestlige menneske skulle beriges med  andre autentiske kulturer. Bemærk i øvrigt her, at alle kulturer er socialt konstruerede, alligevel findes der visse kulturer, der fortjener mere respekt end andre, fordi de er mere autentiske, hvilket imidlertid betyder, at de netop ikke er socialt konstruerede men har en indre værdi, som kommer….ja hvorfra? I praksis når man frem til at kvindemishandling, intolerance og vold skal forstås (i kontekst) og lades ustraffet , hvis gerningsmændene har en af de progressive godkendt kulturel og religiøs identitet. (Gress På Egne Veje 2011). – 

9. Bortforklaringer – Det er ”banderelateret” eller det var en” lonely woolf”  eller en psykisk syg(der ikke havde fået sin medicin) – 

10. Gradbøjning af Ytringsfriheden –  Du har ret til at sige og udtrykke hvad du vil, men når det handler om Fredens Religion, vejer retten til at føle sig  krænket tungere end retten til at fornærme, uanset hvad Orwell har skrevet om netop ytringsfriheden. 

Et eksempel på en af de progressive i EU  var den britiske premierminister Tony Blair. Hans taleskriver afslørede i 2009, at regeringens egentlige men hemmeligholdte dagsorden  siden valgsejren i 1997 havde været at erstatte det potentielt genstridige britiske folk med et andet, som dels ville sikre Labour-partiet magten i al evighed og dels for altid at nedkæmpe  konservatisme og patriotisme mao en af 68`ernes hedeste  drømme. De onde, de reaktionære, læs fædrelandskærlige, kort sagt de forkerte og dumme skulle for altid marginaliseres. Det skulle først og fremmest ske ved mest mulig indvandring fra muslimske lande (Gress 2011)

Plus det løse.

I forbindelse med nr. 4 Apropos den urbane tone:  af disse strategier skal lige tilføjes:  Det er ofte fremført, at dialog og imødekommenhed er bedre end xenofobiske udgydelser, dvs  Når et parti som DF  påpeger problemer med muslimerne og derfor foreslår stramninger, bliver de udskreget som ”xenofober og populistiske racister”. Udtrykket Dont kill the messenger er meget velvalgt her. Dæmoniseringen af  højrefløjen har været et århundrede langt projekt, (tænk blot på Lenin og Stalin)  – Imidlertid tror jeg ikke, at de politisk korrekte, her medie- og kultureliten udgør et flertal af den danske/europæiske befolkning, derimod har de formået af få et flertal af befolkningen med sig i form af tv-seere og stemmekvæg til at stemme på de partier, der ikke ønsker at gøre noget afgørende ved indvandringen. –  Arne Melchior (fra det gamle parti Centrum demokraterne) har engang i en tv-debat antydet, at DF’s førstedame havde til hensigt at begå massemord på flygtninge, og knap en måned efter overfaldet på hende var han på banen med en opsigtsvækkende fordømmelse af fascistiske tendenser og korporlige overfald. Men ikke overfald på Pia Kjærsgaard. I stedet for at tage afstand fra det foretrak han at understrege, hvor ond den overfaldne og hendes ligesindede egentlig var. Det skete under oplæsning den 30. april af et digt af Benny Andersen, der advarede mod den gryende fare fra Dansk Folkeparti og andet djævelskab. Det skete fra Folketingets talerstol og sluttede med: »… endnu marcherer de ikke i takt, men partiet står parat med åbne arme og lukkede grænser«.  (Cain  2010) – En præmis ser ud til at være, at hvis mennesker har interesse i tro på noget, holder de fast i deres overbevisning, længe efter at begivenhederne har modsagt dem – 

Læg så hertil den i visse klasser udbredte kritik hvis ikke ligefrem had til egen kultur,  som der også er skrevet en del om herinde,  ja så har man efter min bedste overbevisning åbnet dørene indtil et velfungerende folkestyre og inviteret en amorf horde af mennesker ind og fodret dem med statsborgerskab med tilhørende rettigheder,  særhensyn, penge og på mange måder sagt til de nye statsborgere, dette land har vi fejlagtigt opfattet som vores danskernes land, men nu er det jeres, gør med det hvad I vil. I må gerne afskaffe  vores traditioner, vaner og hele kultur og etablere jeres egen base, værs`god!” 

Litt. 

G. Cain: Ondskabens ikon 2006

D. Gress: Egne veje  2011 –

S. Dalager: Opgøret med det entydige  2002