Kommentar

Pernille Vermund er ikke til at blive klog på. Næppe havde man fået det indtryk, at hun var godt træt af politik – og særligt af at Nye Borgerlige ikke fik et bedre folketingsvalg – før hun i form af en ”kærlig hilsen” til partiets folk meddeler, at hun er så klar til opgaverne som nogen sinde.

Så vidt man kan forstå, er det stadig hendes hensigt at trække sig fra folketingspolitik efter indeværende valgperiode, men den seneste tids stormvejr har ”vækket en ild i mig, som giver mig lyst til at kaste al min energi ind i politik. Jeg har mere blod på tanden, end jeg har haft længe”, skriver hun.

Et flag er smukkest i modvind, og det samme gælder Pernille Vermund, som åbenbart har indset, at hun ikke bare kan luske ud ad bagdøren, mens hendes parti stander i våde. ”Dem, der har skrevet Nye Borgerliges nekrolog, har jeg lyst til at gøre alt, hvad der står i min magt for at modbevise”, meddeler hun.

Mod slutningen af sin hilsen bliver hun lyrisk: ”At tænde et lys i mørket for de danskere, der som jeg selv elsker vores dejlige land og tror på folkestyret, men som ser værdierne, friheden og fællesskabet smuldre som sand mellem fingrene på os, har været vigtigt for mig.

Det lys har vi tændt, og nu skal flammen bæres videre. Jeg er sikker på, at flammen vil fortsætte med at lyse op.

For vi kan, hvis vi vil – sammen.”

Det lyder godt, men det ville være endnu bedre, hvis den talentfulde politiker ville reflektere over årsagerne til, at Nye Borgerlige ikke fik et bedre valg. Og hun kunne begynde med den indrømmelse, at partiet har ladet journalisterne bestemme valgets temaer. Journalister er notorisk ligeglade med den fremadskridende islamisering og fortsatte muhamedanske mangfoldiggørelse. Vi har endnu ikke svenske tilstande, men de kommer, hvis de islamofile fortsat får lov at diktere, hvad vælgerne skal tage stilling til. Det ender hver gang med jeremiader om den frygtelige sociale nød og nødvendigheden af at pumpe flere penge ind i velfærdsstaten, som et alt for lille. Hvortil kommer politikernes nye kæphest, nemlig ”klimaet”, som de påstår at kunne diktere.

Hvis Nye Borgerlige skal videre, må partiet aflægge de pæne manerer og tale om det, der virkelig optager dets vælgere og fik dem til at stemme på NB i første omgang: islamiseringen, folkeudskiftningen og Overdanmarks offensiv mod Danmark og danskheden.

Det vil ikke gøre partiet populært i medierne og i dannede kredse, men det vil bestyrke dets vælgere i, at de stadig har et parti at stemme på.