Nytårsfejringen i Berlin, der i distrikterne Neukölln og Kreuzberg endte med voldelige opptøyer, hvor de fleste af dem havde migrationsbaggrund, har de seneste uger vakt debat i Tyskland – ikke ulig det, der skete efter nytårsfejringen i Köln i 2015. /16, da unge mænd hovedsageligt fra Mellemøsten begik adskillige seksuelle overgreb på domkirkepladsen.

Under en tv-debat i sidste uge anklagede CDU-leder Friedrich Merz unge arabiske mænd for arrogance og hævdede blandt andet, at mange af dem opfører sig som “pashaer”. Merz fik kritik, men var overraskende uimodsagt og stod på sit.

Sidste tirsdag kom et særligt usædvanligt indlæg i denne debat fra den tysk-iranske forfatter Behzad Karim Khani (f. 1977), som kom med sin familie til Tyskland i 1986 og i dag bor i Berlin-Neukölln.

I en artikel i Berliner Zeitung valgte Khani at gå til frontalangreb på tyskerne. Han beskylder dem for at være ulækre, og hævder, at de etniske tyskere alligevel forsvinder, så Tyskland bliver overtaget af migranter.

“Integrer jer!” siger overskriften på Khanis udbrud, hvor han begynder med at gnide Anden Verdenskrig usædvanligt hårdt ind i tyskerne:

Der sker mærkelige ting, du ved, når du starter to verdenskrige og taber begge. Når du kæmper til sidste kugle for den skøreste idé i verdenshistorien. Og efter den sidste kugle er affyret, sender 12-årige drenge af sted med våben uden ammunition, med kosteskaft. Og hvis det heller ikke virkede, når du overgiver dig, og nogen så arrangerer en historie, der giver dig den gode følelse af, at du ikke blev besejret, men befriet.

Da man bare var et samfund af tyve og beslaglæggere, der pludselig ikke længere ville vide noget om de forsvundne naboer eller om krematorier og gaskamre.

Når du bagefter klapper dig selv på skulderen, har du fundet en måde at håndtere fortiden på og slå fast, at du har en unik erindrings- og ansvarskultur. Og alt dette selvom ikke en eneste synagoge eller skole eller noget jødisk plejehjem klarer sig uden politibeskyttelse.

Man kan undre sig over, at Khani også ville give de oprindelige tyskere skylden for nutidens antisemitisme, som for det meste er importeret.

Hvis man skal tro artiklens forfatter, fortsatte tyskerne med at behandle udlændinge som undermennesker selv efter nazismen:

Der sker også bemærkelsesværdige ting, når man gasser, skyder eller jager næsten hele sin intelligentsia i eksil. Og efter den tabte krig har simple arbejdere brug for. Folk, du kan tage med for at genopbygge den bunke ruiner, der indtil i går var Berlin, Dresden eller Köln. Efter først at have kigget ind i deres mund for at tjekke deres tænder. Som med husdyr.

Folk, der er kommet til Tyskland efter krigen, ønsker derfor ikke at identificere sig med landet, hævder Khani:

En af disse bemærkelsesværdige ting, der sker, er, at disse simple mennesker ikke stoler på dig. Og ja: Hvem kan bebrejde dem det? At de ikke er så ivrige efter at identificere sig med dette samfund.

Den tysk-iranske forfatter virker ikke iøjnefaldende kritisk over for det, der skete nytårsaften, men synes snarere, at det var et resultat af karma:

Måske har du gættet, at det handler om nytårsaften. Nærmere bestemt om Neukölln, om Sonnenallee. Altså den gade, som vi her i Kreuzberg og Neukölln kalder Gaza-striben, og som en af ​​mine israelske venner spøgende, men ikke helt uden glæde, omtalte på denne måde: ”Araberne er jødernes hævn over tyskerne. “

Optøjerne hænger sammen med Mellemøstens politik, mener Khani, der mener, at tyskernes behandling af arabere minder om Israels:

Den tyske entusiasme for og støtte til staten, som Amnesty International og Human Rights Watch kalder en stat, der praktiserer apartheid i de områder, den besætter, gør også i stigende grad ideologiske indtog i de tyske redaktioner. Det er åbenbart proportionalt med, at staten mange, der bor i Sonnenallee, er flygtet fra, bliver mere og mere højreorienteret og ekstremistisk.

Men “bio-tyskerne” slipper ikke, mener Khani, og i øvrigt vil de snart uddø:

Jeg tror, ​​vi nu er nået til et punkt, hvor vi skal se tingene i øjnene. Gerne sammen. Helst ædru. Lad os starte med ganske enkelt at slå fast, at vi – migranter, udlændinge, mennesker med … kald os hvad du vil – ikke kommer til at forsvinde så let. Det gør I heller ikke, kære bio-tyskere. Selvom du demografisk bestemt forsvinder. Du er ved at dø ud, og dit land har brug for omkring 400.000 nye arbejdere for hvert af de næste 15 år. Det betyder omkring en million indvandrere om året. Vi migranter skal nok arve dette land. Så vi kan prøve at vinde tid her. Tid, du ikke har.

Khani fortsætter med at knytte antipatien mod Tyskland til krigen og synes at mene, at landet får det, det fortjener:

Måske skulle vi indse, at hvis du starter en verdenskrig for ideen om racerenhed, kan du blive tvunget til at blive et immigrationsland efter at have tabt det. Sejrsmagterne delte jo også vores mistillid til dette samfund. Og måske skal vi derfor overveje, hvem der skylder hvad til hvem her. Hvem taler hvordan til hvem.

Han fremstiller udviklingen som en slags forbedring, selvom resultatet er alt andet end perfekt:

Det, der er sikkert, er, at vi er her. Ikke kun for deres pensioner, men fordi vi sørger for, at det ariske mareridt aldrig bliver en realitet i dette land. For faktum er, at denne virkelighed er så fjern, at selv nazisterne åbenbart har opgivet den, ligesom vi alle har opgivet tanken om denne socialdemokratiske sameksistens i en middelklasse med en fælles skole. Uden en ekstrem vold, der ville stille Hitlers Tyskland i skyggen, vil dette mareridt ikke gå i opfyldelse.

Men hvis tyskerne er kuet, forbliver de nedladende, mener Khani:

Tilbage står denne modbydelige vederstyggelighed af nogle, som altid finder en vej, som altid bryder ny vej og derved afslører tyskernes modvilje. I politiets fascistiske snak, i ammunitionen, der er forsvundet fra Bundeswehr, i statens og efterretningstjenesternes afgrunde, som først dækker over NSU’s gerninger og derefter dropper sagerne. I de 1000 registrerede fremmedfjendske angreb kun i det år, hvor medaljer for den såkaldte velkomstkultur samtidig blev knyttet til brystet.

I mangel af deres indignation over, at deres indenrigsminister har sat plakater op rundt om i landet, der opfordrer os på vores modersmål til at vende tilbage til, hvor vi kom fra. I hundredtusindvis af solgte eksemplarer af Thilo Sarrazins bøger. I den frygtelig stumpe, racistiske mavefornemmelse, som de fleste af hans læsere deler. Til støtte for amerikanske krige mod vores lande. I deres Afghanistan-krig.

Fattige Tyskland vil ikke bo hos os, siger han:

I kommentarfelterne og i klasseværelserne, hvor det foregives, at den koloniale arv ikke er tysk, men afrikansk historie. Alle steder nægter man at tage ansvar. Overalt støder man på denne ondskab. Og overalt hvisker den samme modvilje. Der bliver hvisket om eksklusivitet, lukkethed og manglende vilje til at integrere her i landet. Overalt fortæller Tyskland os, at de ikke ønsker at bo hos os, men heller ikke ønsker at være ansvarlige for fiaskoen. For endnu mere skyldfølelse er virkelig ikke rimeligt.

Khani afslutter med at præcisere, at han ikke giver nogen moralsk støtte til optøjerne:

Misforstå mig ikke. Alt dette retfærdiggør intet. Ikke vores råhed, som er blevet grobund for vores børns afstumpede og voldsomme udskejelser. Ikke det uanstændige i vores afvisning. Ikke vores mangel på ideer, perspektiver, lyst, deltagelse. Ikke vores hætteklædte grynt eller de knyttede næver i vores lommer. Men måske hjælper det at forstå vores sunde mistillid og manglende respekt for staten og dens repræsentanter.

Der er tale om en intellektuel af iransk oprindelse, som i øvrigt ikke er blevet beskyldt for at sprede “konspirationsteorier” om befolkningsændringer. Under alle omstændigheder må man gå ud fra, at han giver stemme til følelser af, at han langt fra er alene.

På sin egen måde giver Khani Thilo Sarrazin ret i, at Tyskland afskaffer sig selv, men reagerer med triumf, hvor den tidligere SPD-politiker reagerer med sorg.

Ræk hånden op, hvem forestiller sig en harmonisk sameksistens mellem Tysklands oprindelige befolkning og immigrantbefolkningen fra det islamiske bælte.

Køb bogen her!