WWW.ASGERAAMUND.DK

Trods mange internationale politiske og diplomatiske forsøg på en mægling fortsætter krigen i Ukraine uden udsigter til en afslutning. Fjendtlighederne er frosset fast i en vedligeholdelseskrig, hvor ingen af parterne ser ud til at kunne vinde en overbevisende sejr på slagmarken. Ukrainerne bider tænderne sammen i visheden om, at de skal udholde kulden og mørket 12 uger endnu. Så er det april, lyset og varmen vender tilbage, og der ligger 7 gode måneder med varmt og mildt vejr forude. Ukrainerne har grund til forsigtig optimisme nu, da både Frankrig og USA har indvilliget i at forsyne den ukrainske hær med avancerede selvkørende haubitser og infanteri-kampkøretøjer.

Putin ryster ikke på hånden over juledagenes massive tab af frontsoldater, men ser krigen i det historiske lys fra anden verdenskrig. I de første måneder efter Nazi-Tysklands invasion af Sovjetunionen i 1941 led den røde hær det ene nederlag efter det andet. Millioner af sovjetsoldater blev dræbt eller taget som krigsfanger, og Hitlers hærstyrker nåede helt frem til udkanten af Moskva, før det lykkedes at bremse invasionen. Den røde hær måtte også i hele 1942 indkassere gigantiske tab af mennesker og materiel, inden slaget om Stalingrad og det store kampvognsslag ved Kursk sendte den tyske værnemagt i defensiven. Nu håber Putin, at historien vil gentage sig, og at Ruslands vældige udstrækning fra Østersøen til Stillehavet og landets umådelige ressourcer af olie, gas og mineraler vil være den afgørende faktor i det lange løb. Og Putin er ligesom Stalin ikke bange for det lange løb, bare sejren vinker for enden. Den russiske statschef tænker nok ikke på, at den røde hærs sejre over værnemagten havde været umulig uden amerikansk våbenhjælp. USA’s ambassade i Moskva har opgjort at, Sovjetunionen fra 1941 til 45 modtog hele 400 000 amerikanske motorkøretøjer (Trucks & Jeeps), 14 000 kampfly, 13 000 kampvogne og 4,5 millioner tons fødevarer.

Den russiske hær er nu til dags hærget af systematisk korruption og organiseret tyveri af materiel og penge. Soldaterne er dårligt uddannet og motiveret. Officerskorpset er inkompetent, så det moderne Rusland har ikke de kræfter til rådighed, som kunne mobilisere den røde hærs kampkraft under anden verdenskrig. Facit på krigshandlingerne må derfor være, at Ukraine ikke er militært stærkt nok til at befri Donbass og Krim. Og russerne har ingen mulighed for at knække Ukraine på slagmarken og erobre hele landet, som det var den oprindelige plan. Vi står derfor med en fastfrosset situation, hvor russerne til evig tid kan fortsætte besættelsen helt eller delvis af de allerede erobrede områder i det østlige Ukraine, hvis ikke der findes en politisk og diplomatisk løsning på krigen.

I disse dage sidder USA og de førende europæiske lande og leder efter historiske fortilfælde, der kan inspirere til en løsning på konflikten. Den nyere danske historie frembyder netop en praktisk løsningsmodel, der formodentlig også vil blive anvendt i Ukraine-Rusland konflikten. Efter nederlaget til Preussen i 1864 måtte det danske rige afstå en betydelig del af sit territorium, idet hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg blev indlemmet i Tyskland. Den danske landegrænse kom til at ligge ved Kongeåen og ikke som før nord for Hamburg. Efter Tysklands nederlag i første verdenskrig var de sejrende magter indstillet på, at føre dele af de tabte områder tilbage til Danmark. Tilbage stod så bare spørgsmålet om, hvor meget vi kunne få. Floden Ejderen markerer grænsen mellem Slesvig og Holsten, og i Danmark var der stærke folkelige og politiske kræfter, der krævede ’Danmark til Ejderen’, som det hed dengang. Det slagne Tyskland foreslog en landegrænse nogenlunde, hvor den ligger i dag. Løsningen på denne ellers uløselige konflikt var en salomonisk afgørelse: en folkeafstemning måtte vise, hvor grænsen skulle ligge. Dette var naturligvis den rigtige løsning, at folket selv skulle bestemme, hvor det ville høre til. Derfor kom grænsen til at ligge ved Kruså. Og der har siden været fred, fordragelighed i området og et godt samarbejde mellem de to mindretal på hver side af grænsen.

Dette bliver sandsynligvis også modellen for de kommende fredsforhandlinger, der skal afslutte konflikten mellem Ukraine og Rusland. Det bliver hårde forhandlinger, der kræver en del armvridning fra amerikansk og kinesisk side. Russerne vil påstå, at Ukraine i mange hundrede år har været en del af det russiske rige, hvad der er rigtig nok. Og Ukrainerne vil hævde, at Ukraine i 1991 af FN, det internationale samfund og også af Rusland er anerkendt som en selvstændig og suveræn nation inklusive Donbass og Krim. Hvad kan vel være mere retfærdigt end, at områdets beboere selv afgør deres nationale tilhørsforhold? En internationalt overvåget og kontrolleret folkeafstemning medfører nok, at Krim bliver tabt for Ukraine, men ikke Donbass. Men så får vi en løsning til glæde for hele folket, der selv har bestemt, hvor de hører til. Bedre og mere demokratisk bliver det ikke.