Med anmeldelsen af ​​udtalelser fra Michel Houellebecq under den nylige, meget omtalte samtalen med Michel Onfray, udsætter den store moské i Paris både Houllebecq og Frankrig for risici, skriver forfatteren Robert Redeker i en klumme i Le Figaro..

Houellebecq risikerer at skulle leve under politibeskyttelse, hvilket er ensbetydende med at blive en slags samvittighedsfange i sit eget land, og samtidig skal frygte, at fanatikere vil forsøge at dræbe ham for at være blevet udpeget som “islamofob”.

Redeker ved, hvad han taler om. Den tidligere filosofilærer har selv levet under politibeskyttelse siden 2006, hvor han kom ud med skarp kritik af islam, Koranen og Muhammed. Han omtalte islams profet som en nådesløs krigsherre, røver og slagter af jøder, og om islams hellige bog skrev han blandt andet, at den er utrolig voldelig. Mens Jesus er en kærlighedens mester, er Muhammed hadets mester, fastslog Redeker, der kort efter blev truet på livet.

Man har ret til at spekulere i, at islam er uretfærdigt og fremmed for den franske civilisations ånd, skriver Redeker, og går derefter de rapporterede udtalelser nærmere efter i sømmene.

Hvad var det præcis Houellebecq sagde? (…) ”Når hele territorier kommer under islamisk kontrol, tror jeg, at der vil finde modstandshandlinger sted. (…) Der vil være angreb og skyderier i moskeer, på cafeer, hvor muslimer færdes – kort sagt det omvendte Bataclans.”

Det er en forudsigelse af blodige begivenheder, som ingen kan udelukke, kommenterer Redeker, der mener, at den dominerende ideologi bruger forudsigelsen som påskud til at mobilisere mod farerne fra det, den kalder det yderste højre. Men forfatteren opfordrer ingen til vold, tilføjer han. De værktøjer, Houellebecq bruger til sin clairvoyance, er ord, og her tager de form af en oplyst katastrofe, der tjener til at undgå den forestående katastrofe, slutter Redeker.

Og forfatteren fortsætter: “Den indfødte franske befolkning ønsker ikke, at muslimerne skal assimilere sig, men holde op med at røve og angribe dem. En anden løsning er, at de må skilles.”

Det udsagn kan heller ikke fordømmes, for Houellebecq formidler her en andens stemme, mener Redeker.

Det er ikke ham, der taler, men gennem ham det store flertal af den franske befolkning, som ifølge alle meningsmålinger ikke er blevet mindre fjendtlige over for islam. Han giver en stemme til det Frankrig, der er blevet bragt til tavshed, den “indfødte franske befolkning”, som han er omhyggelig med at specificere.

Emnet for denne sætning er ikke Michel Houellebecq, men den indfødte franskmand, påpeger Redeker. Det er i sandhed en forkastelig generalisering at tale om “muslimerne” frem for “nogle muslimer”, fortsætter han, blot for at konstatere, at det er sådan franskmændene udtrykker sig på gaden, på caféerne og i supermarkederne, “uanset hvor foruroligende det kan være for flertallet af ærlige muslimer, der håber på vellykket integration”.

Både den clairvoyante Houellebecq og “bugtaleren” Houellebecq viser en forfatter på arbejde, hævder Redeker, der anklager forfatterens kritikere for at misforstå ham med ideologisk skævhed eller være ude af stand til at læse.

Flaubert og Baudelaire stod i deres tid over for lignende anklager, men vi troede, at den tid var forbi – indtil den store moské i Paris i 2006 rettede sådanne anklager mod Charlie Hebdo, skriver Redeker. Han fremhæver også Nietzsches kritik af kristendommen og spørger, om den store moské ville have fordømt en filosof, der gentog Nietzsches ord, men erstattede kristendommen med islam og Jesus med Muhammed og præst med imam. Han giver selv svaret: “Sandsynligvis.” Samuel Paty måtte dø for at vise Charlie Hebdo i klasseværelset, tilføjer han.

Redeker giver ikke Den Store Moskes rapport mange chancer i retten. Beskyldningerne mod forfatteren ansporer ikke desto mindre til netop det hadefulde klima, der fremprovokerer sådanne forbrydelser som terrormordet på Samuel Paty, og de gør flertallet af franskmændene endnu mere afvisende over for islam, skriver han. Men denne afvisning hjælper ikke forfatteren: Houellebecq forbliver stemplet som en udstødt, slutter Redeker.

I sin kronik citerer den tidligere filosofilærer den tyske filosof Johann Gottlieb Fichte, der anså ytringsfriheden for at være hellig. Det gør angreb på ytringsfriheden til blasfemi, begrunder Redeker.

Denne form for vrede krænker både den hellige del af mennesket og indirekte Gud selv, og denne form for angreb er umenneskeliggørende, fordi den forsøger at rive den menneskelige samvittighed ud, som er givet af Gud selv, slutter Redeker.

Den franske forfatter og tidligere filosofilærer får støtte af den amerikanske Stanford-professor Russell Berman, som har oversat Redekers kronik til engelsk for tidsskriftet Telos.  Mødet med visse former for islam normaliserer undertrykkende praksis og bidrager til et bredere kulturelt tilbagetog fra friheden, og det sker oftest i fremskridtets navn, skriver Berman – en af ​​de få intellektuelle i Vesten, der stadig gør deres arbejde.