WWW.ASGERAAMUND.DK

Så blev verdensmesterskaberne i fodbold overstået med et brag af en finale, som den internationale sportspresse allerede har kåret som den mest spændende og dramatiske nogensinde. Men tilbage sidder vi danske med en bitter erindring om det danske spøgelseslandshold, Valium-drengene, der hverken ville kæmpe eller vinde. Når sportspressen udnævner Frankrig-Argentina kampen som fodboldhistoriens bedste, er det, fordi medierne ikke har oplevet den finale, der for mig og mange andre var gyseren over dem alle, den mest sindsoprivende i fodboldens historie.

Fodbold-VM blev i 1954 afholdt i Schweiz med deltagelse af datidens store fodboldnationer. Der var dog ikke så meget spænding om udfaldet, for det ungarske landshold med stjernerne Puskas, Hidegkuti og Czibor spillede som syvtusinde djævle et medrivende totalfodbold, der fejede enhver modstand til side. Året forinden (1953) mødte Ungarn det engelske landshold, der aldrig før var blevet besejret på Wembley. Det blev de så denne gang, hvor Puskas og Co, tværede dem ud med en 6-3 sejr. Englænderne følte sig så ydmygede, at de forlangte at få revanche inden afholdelsen af VM året efter. Den fik de så i Budapest senere samme år, hvor Ungarn vandt med 7-1. Englands ubestridte fodboldkonger var stødt fra tronen, der nu var indtaget af Stalin-staten Ungarn.

Som 14-årig blev jeg konfirmeret i 1954 og havde mobbet mine forældre i månedsvis for at få dem til at anskaffe sig et fjernsynsapparat, som kun meget få familier havde på det tidspunkt. Min kære far hørte mine bønner, og til min uendelige fryd var der på konfirmationsdagen opsat en antenne på taget. I stuen tronede et prægtigt nyt møbel, et splinternyt Philips tv-apparat, model TDK 1420 med en 14 tommers skærm i et luksuskabinet af lyst og mørkt nøddetræ.

Samme forår havde eurovisionen premiere, det første spæde samarbejde mellem de unge europæiske tv-selskaber. Da fodbold-VM begyndte i forsommeren 1954 var det således muligt at sende direkte tv-billeder mellem de vesteuropæiske lande. Som ivrig fodboldspiller sad jeg klar ude på kanten af stolen, da finalen den 4. juli blev spillet på Wankendorf Stadion i Bern mellem Tyskland og selvfølgelig Ungarn, der turneringen igennem havde tromlet alt modstand over. I de indledende puljekampe få uger inden havde Ungarn besejret Tyskland med 8-3, så ingen – heller ikke jeg – ventede andet end endnu en forrygende czardas fra Puskas og hans stormtropper. Da finalen var kun ti minutter gammel, førte Ungarn med 2-0, og endnu en massakre på tyskerne ventede forude.

Den amerikanske tennisstjerne Jimmy Courier sagde engang, at en professionel tennisspiller skal kunne vinde, selv på de dage, hvor han spiller dårligt. Det beviste det tyske landshold den dag i arenaen i Bern. Tyskerne sled sig stædigt tilbage i kampen, forsvarede sig som løver og formåede tilmed at udligne, så stillingen var 2-2 kort før kampens slutning. Så indtraf det, der blev døbt miraklet i Bern. Kort før slutfløjtet brød den tyske angriber Helmut Rahn igennem, og med et fladt skud kanonerede han bolden i mål. Tyskland var verdensmester! Jeg var ellevild af begejstring, for jeg havde inderligt håbet, at miraklet ville ske. Ni år efter Tysklands kapitulation lå store dele af nationens byer stadig i ruiner. Det unge tyske demokrati havde behov for at genvinde selvtillid og værdighed efter nazi-tidens terror og grusomheder.

For mig var det også et bevægende øjeblik, da det tyske flag gled til tops i Bern, og den tyske nationalhymne for første gang siden 1945 brusede ud fra stadion højttalerne. Fussballwunder blev til Wirtschaftswunder Slutspillet i 1954 var finalen over alle finaler. Og jeg har set dem alle lige siden.

Af dette VM kan vi lære, at også i fremtiden vil konkurrencerne blive afholdt i mafia-stater som Rusland, Kina og Saudi-Arabien uanset, hvor meget de hellige og frelste i medier og politik hyler op om sanktioner og boykots. Vi skal holde op med at tage vores spillere som gidsler for de kampe, vi ikke selv vil eller tør tage. Uanset, hvad vi synes om de kommende værtsnationer, skal spillerne fredes og ikke udstyres med armbind eller pligt til at knæle for de politiske mærkesager, der nu er på mode til den tid. Og så er det jo tilladt at tænke sig om, når værtsskabet skal tildeles. Det bør fortrinsvis være de gamle kulturnationer inden for fodboldspillet, der forestår verdensmesterskaberne, fordi de er bedst til at skabe den rigtige balance mellem sport og det show, et VM også er og skal være. Efter både sejr og nederlag skal der være rummelig plads til både sang, øl og hutteli-hut pølser til fodboldfolket. De unge opstigende fodboldnationer som USA og Japan, der i Qatar imponerede med et frisk og opfindsomt spil, skal også snart tildeles et VM, der kan sætte yderligere gang i udviklingen. Det er således glædeligt, at FIFA har tildelt USA, Mexico og Canada VM i 2026, og at Spanien og Portugal skulle være nogenlunde sikre på arrangementet i 2030.

Men tilbage sidder vi så og savner et svar på, hvad Kasper Hjulmand hen imod næste VM vil gøre for at rette op på det kollektive danske selvmord, vi så i Qatar. Jeg vælger det sikre og vil i 2026 som sædvanlig holde med tyskerne.