Måske er det mig, der er noget galt med, men det er min klare oplevelse, at jo vigtigere jeg finder et opslag, des færre reaktioner kommer der.

Hvis jeg skrev om den katastrofale mangel på offentlige toiletter i Hjørring (som jeg ikke aner noget om), ville der sikkert komme en strøm af ophidsede likes og kommentarer, men hvis jeg skriver om USA’s – og dermed Vestens – hastige nedstigning til den rene totalitarisme, er interessen begrænset. Som de seneste Twitter-afsløringer dokumenterer, hænger demokratiet og friheden i en tynd tråd. Big Brother er ikke længere blot en litterær figur opfundet af George Orwell, men en levende realitet – hvilket dog ikke synes at bekymre ret mange.

Men det er måske, fordi det sker ovre i Amerika, og det er langt væk. Her i Europa kan vi umuligt forestille os andet, end at myndighederne og medierne vil os det bedste.

Derfor fremkalder det højst en gaben, når en talsmand for EU-kommissionen truer med indgreb mod Twitter eller Elon Musk personligt, efter at han midlertidigt har blokeret en række journalister, der har overtrådt Twitters regel om ikke at røbe, hvor Musks private jet befinder sig i luften. Han mener, at det udgør en trussel mod hans sikkerhed, og hvem kan fortænke ham i det?

Jeg ville heller ikke bryde mig om, at nogen udbasunerede, at jeg netop i dette øjeblik befandt mig i et fly på vej til Köln eller en taxa på vej til Fredericia – eller hvor det nu kunne være. Jeg har nemlig erfaring for, at en række personer godt kunne tænke sig at slå mig ihjel, og jeg går ud fra, at Elon Musk nærer samme forventning.

EU så også helst, at Musk forsvandt, så det er kun logisk, at Storebror i Bruxelles nu truer ham. Man hørte ikke et pip fra EU, da Twitter blokerede hundreder af konservative for deres meningers skyld, for dem kan de ikke lide.

Vi skal forvente protester fra den danske regering og de danske medier, for de vil også gerne af med Musk og tager det ikke så nøje med midlerne.