Mit opslag om den begyndende tilnærmelse mellem Mellemøstens gamle fjender har slet ikke fået den opmærksomhed, som det fortjener. Ikke fordi jeg har skrevet det, men fordi selve sagen er vigtig. Den seneste udvikling tvinger os nemlig til at tænke i helt nye baner.

I den forbindelse er der en, der rejser det fundamentale spørgsmål, om man overhovedet kan stole på muslimer, før der er sket en tilbundsgående revision af den islamiske ideologi. Og svaret er, at det kan man ikke, så længe islam optræder som en erobrerideologi, der tvinger sine mere eller mindre begejstrede tilhængere til at betragte ikke-muslimer som ikke-mennesker, der skal undertrykkes eller udryddes.

Man skal huske, at alle bestræbelser gennem 1400 år på at civilisere islam – altså rokke ved ideologiens grundantagelser – er slået fejl. Kun et fåtal af muslimer kan med rationelle argumenter bevæges til at tro noget andet end det, som han eller hun er blevet indoktrineret til at tro.

Men spørgsmålet er, om man med praktisk politik kan gennemtvinge en ændring, der gør, at islam bliver til at leve med.

Det er i grunden det, der i øjeblikket bliver forsøgt i forbindelse med indgåelsen af de såkaldte Abraham-aftaler mellem Israel og en række muslimske lande. Rimeligvis vil en fortsættelse af denne fredsproces i form af stærkere diplomatiske, økonomiske og sikkerhedspolitiske forbindelser i sig selv medføre et pres i retning af en sekularisering og opblødning af islam.

Man kan indvende, at en fredsproces allerede har været forsøgt mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre, uden at den har ført til noget. Det skyldes først og fremmest, at den palæstinensiske ledelse aldrig har ønsket fred, men højst en såkaldt hudna – en midlertidig og tidsbegrænset våbenhvile, som muslimer er berettigede til at bryde, når det forekommer fordelagtigt.

Det blev tydeligt forklaret af den tidligere palæstinensiske leder, Jassir Arafat, under en berømt tale i Sydafrika i 1992.

Men hvis de økonomiske og sikkerhedspolitiske bånd mellem Israel og de arabiske lande anført af Saudi-Arabien bliver gradvist stærkere, vil de af sig selv nødvendiggøre en revision af islam. Man kan ikke gøre sig økonomisk, teknologisk og sikkerhedspolitisk afhængig af fredelige forbindelser til den jødiske stat, samtidig med at man officielt agiterer og i praksis arbejder for at smide alle jøder i havet.

Hvis iranerne tilmed viser mullaherne vintervejen, som flere nu forudser, vil det være slut med islam i den skikkelse, vi hidtil har kendt.