Den internationale venstrefløj har fået racisme på hjernen, og enhver, der ikke følger dens taktstok, bliver rutinemæssigt betegnet som racist, hvilket er det værste et menneske kan være.

I vore venstreorienterede tider er medierne, politikerne og eksperterne sygeligt optaget af menneskers hudfarve og biologiske afstamning, der ligesom i Nazityskland skal gøres til afgørende kriterier, når vi bedømmer vore medmennesker.

I sin nyeste inkarnation stammer den post-nazistiske racetænkning fra USA, hvor ”den kritiske raceteori” er blevet udklækket på fornemme universiteter og forsøges udbredt i det offentlige skolevæsen. Men ideen om racernes afgørende betydning har også vundet indpas i Europa og tilmed i Danmark. Her blev begrebet ”race” i 1971 officielt indført i form af en revision af straffelovens § 266 b, der i sin oprindelige form fra 1939 ikke omtalte racer. Men nu er det officielt fastslået, at menneskeheden er opdelt i racer, og hermed har venstrefløjen fået et uvurderligt redskab til at udskamme, forfølge og straffe meningsmodstandere. Alt hvad venstrefløjen og dens medier behøver er at kalde andre racister, så er de automatisk gjort fredløse, som man er berettiget til at forfølge med alle midler.

Det kan derfor ikke undre, at Elon Musks overtagelse af Twitter har fået racismebeskyldningerne til at svirre i medier som Danmarks Radio og Politiken. Pludselig er Twitter blevet oversvømmet af racistiske udgydelser, hævdes det. Da platformen var forbeholdt aktivister, der beskyldte hvide i almindelighed for at ligge under for ”strukturel racisme” og en trang til at ville indføre et ”hvidt overherredømme”, var det ikke noget problem i medierne. Enhver, der opponerede mod denne racistiske samfundsforklaring, havde stemplet sig selv som racist og fortjente at blive censureret.

Det er en sørgelig kommentar til vores tid, at medierne, hvis eksistensberettigelse er at være offentlighedens vagthunde og ytringsfrihedens vogtere, fører an i kravene om at begrænse ytringsfriheden for mennesker, der ikke abonnerer på deres venstredrejede ideologi.

At ytringsfriheden giver plads til ubehagelige og modbydelige ytringer, er ingen nyhed. Så hvis vi ser bort fra ulovlige ytringer så som injurier og voldsopfordringer, står valget mellem at afskaffe ytringsfriheden og at finde sig i ytringer, man finder forkastelige.

Sådan ser venstrefløjen ikke på det. For venstrefløjen består ytringsfriheden i friheden til at ytre venstreorienterede meninger. Alt andet er racisme og hadetale.

Det er naturligvis aldrig gået op for venstrefløjen og dens medier, at de gennem talrige år selv har excelleret i had til deres politiske modstandere, der rutinemæssigt er blevet betegnet som fascister, nazister, racister, højreekstremister, antisemitter, kvindehadere, homofober og klimabenægtere. Men det er ikke faldet ret mange for brystet, for venstrefløjens verdensforklaring er efterhånden blevet så etableret, at de fleste har svært ved at forstå, at der kan være mennesker med andre ideer om livet og samfundet end DR’s og Politikens

Og hvis man støder på sådanne ensomme ulve, skal de holdes langt væk fra folkefællesskabets lummervarme hygge.