Det er Venstres Jakob Ellemann, der har fået hende til at udslynge hidtil uhørte forbandelser.

Berlingske beskriver situationen: I tre år har hun siddet og ført fortrolige samtaler med ham. Men det er grotesk at tænke tilbage på. Med snyd og bedrag har Venstres formand holdt de blå partier og vælgerne for nar, og nu har Vermund svært ved at se, hvordan hun nogen sinde igen skal kunne stole på ham.

Specielt smerteligt er det, at Pernille Vermund for få uger siden pegede på den uvorne unge som kongelig undersøger i forbindelse med regeringsdannelsen. Og nu sidder han og gantes med Mette Frederiksen i håbet om, at der kan falde nogle ministerposter af til ham selv og nogle andre vendekåber.

Ellemann har åbenbart opgivet sit ”ultimative” krav om, at vi skal have en borgerlig regering. Det finder Vermund ”totalt bizart”. ”Det er simpelthen et demokratisk problem”, siger Nye Borgerliges leder.

“Jeg ved godt”, fortsætter Vermund, ”at man i politik ofte ser folk, der siger én ting før valget og noget andet bagefter. Men det her er totalt uden for enhver normal kategori – det er historisk på den triste måde. Vi har at gøre med en mand, som gør sig skyldig i snyd og bedrag af danskerne, og vi har at gøre med en person, der viser, at man ikke kan stole på ham.”

Borte er nu talen om ”den blå familie”, der før valget prøvede at demonstrere sit sammenhold.

“Der var så åbenbart heller ikke noget af det, han ærligt mente. Det var også en usandhed, han fortalte danskerne. Det var også bare noget, han sagde, fordi han troede, at det var det, de ville høre – og det var også bare noget, han kunne løbe fra kort efter valget for at få magt, indflydelse og ministerbiler. Det er snyd og bedrag og populisme af den værst tænkelige skuffe”, siger Vermund, som har svært ved at se, hvordan de borgerlige skår skal kunne klinkes.

“Hvordan skal man kunne stole på en person, som taler med to tunger, som bedrager danskerne, som holder sine blå samarbejdspartnere for nar i flere år, og som blæser omkuld og sælger sin sjæl til djævlen efter lidt modgang? Hvis han krydser den her flod, er løbet kørt for evigt. Det er helt åbenlyst”, meddeler den forbitrede partiformand.

Det viser sig nu, at Ellemann er af samme type som Lars Løkke Rasmussen og er villig til at sno sig, hvis det giver adgang til fine kontorer.

Vermund mener, at de blå kunne have fået masser af indrømmelser fra Mette Frederiksen, hvis de havde stået sammen. Nu vil Ellemann forære hende magten på et sølvfad, og en bred regering vil ”smadre det borgerlige Danmark”.

Det spørgsmål, andre må stille sig, er, om der overhovedet har været et borgerligt Danmark, som rækker videre end Nye Borgerliges vælgere. Jo, vi har ingen mangel på partier, der kalder sig borgerlige, men som i alle afgørende sager lige så godt kunne betegne sig som venstreorienterede og medlemmer af rød blok. Hvor er de store forskelle, når det gælder den EU-fidele kurs, begejstringen for konventionerne, indvandringen, islamiseringen og klimahysteriet? Altså alt det, der vil afgøre landets skæbne.

Hvis Pernille Vermund kan forklare, hvori de store forskelle på de røde og de blå består, vil hun have gjort en vigtig indsats. Men det bliver svært. De Konservative er netop gået sammen med Enhedslisten med et forslag om, at Danmark skal reducere udledningen af drivhusgasser endnu mere, end det hidtil var planlagt.

Den store forbrødring har også ramt De Radikale, og partiformanden Martin Lidegaard meddelte for få timer siden, at regeringsforhandlingerne “bevæger sig fremad”. “Vi er langt i at skabe et klima og en tillid, som jeg ikke har prøvet før”, lyder der fra Lidegaard, som udtrykker håbet om, at hans parti kan komme med i regeringen.

Lidegaard har åbenbart mere tillid til Ellemann end den, som Pernille Vermund kan opbyde.

Vermund er ret ny i politik og har tydeligvis ikke forstået, at der ikke findes ærlighed blandt tyve.

<