Indtil nu har det overvældende flertal af medier – også de danske – afvist enhver tale om svindel i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg i 2020 som ”konspirationsteorier”, og Biden-administrationen har tilmed gjort sit bedste for at kriminalisere sådanne anklager. Det var også et af det demokratiske partis hovedpunkter op til det nys afholdte midtvejsvalg, at Donald Trumps republikanere udgjorde en trussel mod demokratiet, fordi de blev ved med at optræde som ”valgbenægtere” (election deniers).
Nu foreligger de uomstødelige beviser på, at der i høj grad var tale om svindel. De kom frem i går, fredag, efter at Twitters nye ejer, Elon Musk, offentliggjorde et væld af interne dokumenter, der bekræfter republikanernes mest dystre antagelser, nemlig at der op til præsidentvalget var et samarbejde mellem den demokratiske nationalkomite, DNC, og Twitters ledelse om at undertrykke enhver oplysning, der kunne skade Joe Bidens valgchancer. Blandt de hovedhistorier, der blev undertrykt, var den om Hunter Bidens computer, hvis indhold dokumenterede, at Joe Biden mod betaling i årevis havde solgt ud af USA’s interesser til fremmede magter, især til det kommunistiske Kina.
Den slags oplysninger skulle for alt i verden undertrykkes, og vælgerne gik derfor til valg på et mildest talt mangelfuldt grundlag.
Foreløbigt er det umuligt at danne sig et totalt overblik over denne skandale, som må være blandt de største i USA’s historie og langt værre end Watergate, der i 1974 bragte republikaneren Richard Nixon til fald. Dengang havde de politiske forbrydere medierne imod sig. I dag er der et nært samarbejde mellem de vigtigste medier og magthaverne i det demokratiske partis inderkreds.
Elon Musk har meddelt, at flere afsløringer er på vej, bl.a. om Twitters shadowbanning af posteringer, som ikke faldt i venstrefløjens smag, og falske twitterkonti. De foreløbige oplysninger er formidlet af den uafhængige journalist Matt Taibbi, som har fået adgang til det tidligere hemmeligholdte materiale, der kan belyse, hvad der foregik bag scenen.
På foranledning af den demokratiske nationalkomite har Twitter også forfulgt enkeltpersoner. Det gælder f.eks. den prominente skuespiller James Woods, som blev udelukket fra Twitter. Woods er noget så sjældent som en konservativ i Hollywood. Derfor skulle hans karriere ødelægges. Ifølge Woods bliver enhver skuespiller, der har vist venlighed mod ham, udelukket fra at optræde på film
Woods meddeler nu, at han uanset hvad vil sagsøge DNC og opfordrer de mange andre, der også er blevet ramt, til at gøre det samme.
I den forbindelse citerer Woods den berømte advokat Joseph Welch, som under senator Joseph McCarthys kommunisthøringer i begyndelsen af 1950’erne spurgte, om McCarthy ikke havde skam i livet.
Nu spørger Woods Joe Biden: ”Have you, Mr. President – Have all of you, at last, no shame?”
Svaret, hvis der kommer et, bliver utvivlsomt, at hverken præsidenten, den demokratiske ledelse eller medierne føler mindste skam.
Vi skal heller ikke forvente ringeste fortrydelse i de danske medier, der konsekvent har promoveret det demokratiske partis påstande og anklager mod dets republikanske modstandere.
Det er således ingen tilfældighed, at DR.dk – mediet som vi alle er tvunget til at betale til – samme dag som Elon Musks afsløringer kom frem, bragte en lang artikel, der handlede om, at det vrimler med racistiske kommentarer på Musks Twitter.
Man må frygte, at de danske medier i den kommende tid vil skrue yderligere op for racismebeskyldningerne mod republikanerne. Derimod får vi næppe så meget at vide om demokraternes åbenlyse forsøg på at omdanne USA til en totalitær stat.
Men det vil næppe lykkes de amerikanske eller danske medier at tie skandalen ihjel. Det republikanske kongresmedlem James Comer, som formentlig overtager formandsposten i den magtfulde Oversight Committee i Repræsentanternes Hus i januar, siger, at han vil give alle Twitter-ansatte, der har været indblandet i censuren, ”en lejlighed” til at forklare sig for åben skærm.