I forlængelse af mine rosende ord om Jakob Ellemann, er der grund til at bemærke, at Mette Frederiksen heller ikke er tabt bag en vogn. Hun er faktisk snu.
Ved at gå i regeringssamarbejde med Venstre slipper hun for at skulle stå til ansvar for det store minkdrab. Efter ca. halvandet år med den nye S-V-regering udskriver hun valg med henvisning til, at Venstre er umulig at samarbejde med og har forhindret hende i at gennemføre de store forbedringer til gavn for befolkningen, som hun havde lovet.
Ved valget bliver Venstre reduceret til en forpjusket flok på 6-7 mandater, og enhver tale om “den blå blok” vil forstumme.
Det vil derefter stå klart, at regeringsmagten altid vil tilhøre Socialdemokratiet, og fru Frederiksen vil med sindsro kunne overlade roret til en yngre kvinde og trække sig tilbage til en vellønnet post som kommissær i EU.