Jeg voksede op i en indremissionsk familie den lille midtjyske stationsby Kjellerup bestående af o. 2.000 sjæle. Modsat mange fordomme var det meget spændende, man traf mennesker fra alle samfundslag, og man blev godt rustet til voksenlivet. Der var et væld af virksomheder, butikker og værksteder, skoler og private og offentlige institutioner. For at bruge et moderne udtryk: Serviceniveauet var meget højt. Far drev en af de fem slagterforretninger, der var jernbane- og rutebilstation, tre hoteller, sygehus, fire praktiserende læger, kommune-, real- og teknisk skole foruden søndagsskolen, bibliotek, biograf, politimester, dommer, tinghus med arrest, kirke, indremissionær og missionshus samt meget, meget mere.

Som barn havde man udstrakt frihed. Der blev ikke pylret om os og der var ingen børnehave. Vi drenge løb rundt efter skoletid i smågrupper, hvor de små og uskyldige blev oplært af de store og erfarne om vigtige ting som at køre baglæns på en cykel, bygge en jordhule og hvordan damer så ud under tøjet. En meget populær leg hed ”Englændere og tyskere”, hvor det gjaldt om at være på englænderholdet. I søndagsskolen lærte vi om Jesus og hans gerninger i Jødeland. Mor, der var konverteret til Indre Mission, læste højt om aftenen for min storebror og mig, da vi var små, og dagen sluttede med, at Mor bad Fadervor med os og vi sammen sang et salmevers om Guds engel, der skulle passe på os om natten. Fjernsynet var heldigvis ikke opfundet.

Efter realskolen kom jeg i lære som elektriker for senere at blive elektroingeniør, men jeg blev allerede som lærling grebet af skønlitteratur og drømte om at blive forfatter. Det forudsatte efter min mening en studentereksamen, og jeg forlod derfor Kjellerup som 20-årig efter svendeprøven for at gå på studenterkursus i Rønde og blive nysproglig student. Her faldt jeg tilfældigvis over en skrivelse om, at man kunne aftjene værnepligt og samtidig lære russisk på forsvarets sprogskole i Ryvangen. Jeg blev optaget på skolen, og det kom til at bestemme min senere vej gennem livet.

I stedet for skønlitterær forfatter blev jeg historiker med Rusland/Sovjetunionen som forskningsfelt.